Danmark vil kaste nødhjælp, vand og mad, ned til fangede Ezidi-kurdere i Shingal. Bahzad Shamsany fra Ezidi Kulturforening i Danmark er glad for nyheden.

Danmark er hermed et af de første lande, der rækker hånden ud til kurderne. I flere dage havde der været ønske fra Socialistisk Folkeparti om at yde nødhjælp til de over 50.000 Ezidi-kurdere, der har været strandet på Shingal-bjerget i Nordirak/Sydkurdistan, truet af Den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS).

SF’s Özlem Cekic krævede dansk nødhjælp til Shingal.

”Hvis det her ikke skal ske for øjnene af os, så er man nødt til at kaste noget nødhjælp i form af mad og vand ned,” sagde hun til DR Nyheder.

Regeringen tøvede med at tage stilling. Mette Gjerskov (S), der er formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, sagde:

”Jeg ved, at man i Udenrigsministeriet og i regeringen følger situationen meget nøje for at se, om der er noget andet, vi kan bidrage med.”

Nu skriver Cekic på sin officielle Facebook-væg:

”Regeringen sender nu 2 mio kr. til akut nødhjælp til de 50.000 kurdere, der er op i bjergene. Pengene skal bruges til vand og mad.”

Ifølge DR Nyhederne går de 2 mio. kr. til hele Irak.

Bahzad Shamsany fra Ezidi Kulturforening beskriver situationen i Shingal som ”ekstremt forfærdeligt”.

”Jeg er glad for den danske hjælp, men håber at der kommer endnu mere nødhjælp,” siger Shamsany til Jiyan.dk

Den kurdiske avis Rudaw’s korrespondent Barakat Issa, der befinder sig på bjerget, rapporterer, at flere Ezidier på bjerget er løbet tør for mad og vand og spiser nu blade fra træerne i et desperat forsøg på at overleve. Journalisten har set lig rundt omkring på Shingal-bjerget og rapporterer, at mere end 70 er døde, mange af dem børn og ældre.

Mohammed Shia al-Sudani, Iraks menneskerettighedsminister oplyser til Reuters, at ISIS har henrettet 500 ezidier.

”Yderligere 300 ezidi kvinder er kidnappet som sexslaver. En del er blevet levende begravet,” oplyser han.

Står det til Christine Allison, professor ved University of Exeter i England og en af ​​de førende europæiske eksperter på Ezidisme, er det nok ikke nok med nødhjælp.

“De har ikke kun brug for humanitær bistand, men også våben,” siger Allison.

Allison beskriver overfor Jiyan.dk situationen i Shingal som “meget alvorlig”. Hun forudser, at det vil betyde “Ezidismens død i Irak.”

”Ezidi’ernes hellige steder er i Irak. Hvis de bliver tvunget ud af Irak, som de blev fra Tyrkiet for omkring 100 år siden, vil de få svært ved at opretholde deres Ezidi identitet på samme måde,” siger hun og anbefaler, at verdenssamfundet støtter dem med våben.

Kommentér via Facebook

kommentarer