Læs Deniz Berxwedan Serinci’s dagbog fra den kurdiske hovedby Diyarbekir, hvor han dækker Newroz for Jiyan.dk
Egentlig er det ikke første gang, jeg kommer til Diyarbekir i Østtyrkiet/Nordkurdistan. Men denne gang er det specielt. Jeg er kommet for at fejre Newroz, den kurdiske nationalfest sammen med ca. 1½ mio. mennesker fra hele verden.
Min dag i Kurdistan starter med, at jeg lander i Diyarbekirs lufthavn, og her møder jeg tilfældigt en dansk-talende mand. Det viser sig at være Mesûd Zîlan. Det, jeg især beundrer Mesûd Zîlan for, er at jeg primært takket være hans Kurdisk-Dansk Ordbog lærte mit modersmål som omkring 20-årig. Noget han også bliver glad for, da jeg gør ham opmærksom på det.
Fra Diyarbekirs lufthavn tager jeg en taxa til et tilfældigt hotel. Jeg møder lokale venner, som jeg kender fra tidligere ture til Diyarbekir og tager sammen til Diyarbekirs høje og 5 km. lange bymur, bygget i antikken – eftersigende den næststørste bymur efter Den Kinesiske Mur.
På toppen af bymuren hænger et tyrkisk flag og et billede af landets stifter Atatürk. Han nærmest overvåger det store torv i Diyarbekir. Det var her, Atatürk fik hængt den kurdisk-islamiske leder Sheikh Said i 1925, efter hans oprør mod det nye Tyrkiets forbud mod alt, hvad der var kurdisk. Men trods massakrer, lever kurderne endnu.
Det gør armenierne derimod ikke. Vi vandrer videre til den armenske bydel i Diyarbekir og ind på St. Giragos, en kendt armensk kirke, engang en af Mellemøstens vigtigste armenske kirker med hele syv altre. Men stedet virker helt tomt. Ikke så sært, for armenierne blev udryddet under folkemordet på dem i 1915, hvorefter kirken også lukkede.
Mørket falder på, og vi tager til Hasan Pasa Hani, bygget op omkring en gård, et toetagers kompleks med butikker og restauranter. Her falder vi i snak med lokale kurdiske aktivister. De fortæller om deres oplevelser med tyrkisk politi, der bryder ind i deres huse kl. 05.30 om morgenen og anholder dem, da det ifølge deres retskendelse tidligst må ske på dette tidspunkt.
”Jeg har udviklet et 05.30-syndrom, hvor jeg holder mig vågen til 05.30 hver morgen for at se om politiet kommer og henter mig, ellers lægger jeg mig derefter til at sove,” fortæller en af aktivisterne ironisk.
Selvom hun griner, ved alle, at der er noget om det. De lokale frygter nemlig at blive taget i den omfattende KCK-jagt, hvor tusinder af intellektuelle og politikere spærres inde for ”separatistiske aktiviteter.”
Da vi forlader Hasan Pasa Hani, møder vi to unge bekendte piger fra Tyskland og Rusland, der også er kommet for at fejre Newroz i byen i morgen, altså søndag. Men den er i mellemtiden blevet forbudt af guvernøren, der vil rykke Newroz til onsdag.
Men det pro-kurdiske parti BDP er fast besluttet på at fejre Newroz i morgen. Og kan man holde 1½ millioner mennesker og deres frihedstrang tilbage?
”Glæd jer til kamp i morgen,” siger de to unge piger.
Vi får at se. Glæd jer til Dagbog – Dag 2
Deniz Berxwedan Serinci