Det kurdiske selvstyre i Irak sender medicinsk udstyr samt træningspersonale til det kurdiskledede selvstyre i Syrien.

Iraks Kurdistan-regionen har sendt medicinsk udstyr, der skal teste coronavirus, samt træningspersonale til Nordøstsyriens Autonome Administration, i folkemunde kendt som Rojava.

Mazloum Abdi, øverstbefalende for Syriens Demokratiske Styrker (SDF), takkede på Twitter lederen af Kurdistan-regionen, Nechirvan Barzani for hans “hurtige og generøse reaktion på vores anmodning om at sende to medicinske teams for at teste coronavirus”.

Ifølge en embedsmand fra Kurdistan-regionens præsidentkontor var det Abdi, der anmodede de irakiske kurdere om hjælp i et telefonopkald i sidste uge.

Barzani sendte derefter medicinsk udstyr til to COVID-19 testlaboratorier samt to medicinske teams, der skal uddanne 26 ansatte i medicinske laboratorier i Rojava.

I sidste måned lukkede det kurdiskdominerede selvstyre i Rojava offentlige kontorer. Derudover blev fredagsbønnerne i moskeerne aflyst. Endvidere begrænsede kurderne udlændinge i at komme ind i området via Sêmalka-grænseovergangen. Til sidst indførte administrationen udgangsforbud for at inddæmme coronavirussen.

På grund af den tyrkiske invasion, den syriske borgerkrigs kaos og et overbelastet sundhedssystem er der få eller ingen faciliteter til at teste folk, der menes at have fået coronavirus. Det eneste sted, hvor man kan testes, er i Serê Kaniyê, men den by er nu kontrolleret af Tyrkiet og tyrkiskstøttede syriske rebelgrupper.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer