Den kendte amerikanske forfatter og lingvist Noam Chomsky skal sammen med den slovenske filosof Slavoj Zizek og amerikanske sociolog Immanuel Wallerstein sultestrejke for kurdiske børn, der sidder i tyrkiske fængsler pga. stenkast.
Det sker i protest mod den tyrkiske ”Loven til bekæmpelse af Terror”. Som følge af den er flere kurdiske børn blevet fængslet for stenkast mod politiet eller lignende. Lige nu sidder 340 kurdiske børn bag tremmer i Tyrkiet.
Sultestrejken vil finde sted på den centrale Taksim-plads i Istanbul. Bag protesten står organisationen ”Retfærdighed for børnene”, der krævede at det tyrkiske parlament skulle drøfte spørgsmålet om ”Loven til bekæmpelse af Terror” og de fængslede børn inden det gik på sommerferie. ”Retfærdighed for børnene” advarer om, at såfremt det ikke sker, vil man foranstalte demonstrationer i 32 provinser i Tyrkiet.
For neden kan du se en video fra BBC af kurdiske børn i tyrkiske fængsler. De kurdiske børn kom i fokus i Danmark i sidste måned, da Berlingske Tidende fremlagde billeder af kurdiske børn (ser her), der menes at blive brugt som soldater af den militante organisation PKK. Tidligere chef for Roj-TV, Manouchehr Zonoozi fortæller, at han så børnesoldater ned til otte-ni års alderen i PKKs lejre (klik her). Ifølge international lov er det en krigsforbrydelse at sende børn under 15 år i krig.
Men PKK og kurdiske kredse har afvist Zonoozis påstande, betegnet ham som utroværdig og henvist til, at han skylder Roj-TV en halv million kr. FNs hjælpeorganisation for børn, Unicef, ser med stor alvor på Berlingske’s oplysninger og vil tage sagen op. Avisen har siden på dets hjemmeside yderligere sat fokus på kurdiske børn i tyrkiske fængsler for at “skrive kurdiske børns vilkår ind i en bredere kontekst”, som de skriver.