Roboskî, Kurdistan: Efterladte til 34 unge mænd, der omkom under et bombardement i den kurdiske del af Tyrkiet, er frustrerede over, at de tyrkiske myndigheder afviser at beklage drabene.

Af Charlotte Lund. MODKRAFT

I aftenskumringen få dage før nytår, den 27. december 2011, bevægede knap 40 mænd og drenge med tungt belæssede muldyr sig af den stenede vej fra landsbyen Roboskî i det sydvestlige Tyrkiet over bjergene til Irak.

De havde hentet kolonialvarer og så mange dunke med benzin, som de og dyrene kunne bære og var nu på vej hjem.

Trods nyligt skærpede regler og bødestraffe for smugleri er det ikke et unormalt syn, at landbyboere tager turen over bjergene til Irak.

Grænseprovinsen Şirnêx hører til Tyrkiets absolut fattigste.

Efter finanskrisen har gjort kål på en anseelig del af arbejdspladserne i kulindustrien, virker de markant lavere dagligvarepriser på den anden side af bjerget svært tillokkende i de enkelte husholdninger, der i reglen tæller 4-6 børn, i landsbyerne langs grænsen.

Angreb fra oven

Det var den mindre gruppe, der dannede fortrop, der først hørte militærflyene. Det havde de også gjort, da de krydsede grænsen samme eftermiddag, men ikke lagt så meget i det.

Den militære tilstedeværelse i Tyrkiets kurdiske provinser har i flere år været massiv, og grænsen bliver jævnligt patruljeret. Men det hører til sjældenhederne, at man bruger tid på landbyfolk med en illegal dunk benzin eller en sæk med hvedemel på ryggen.

Den første bombe kom som et chok. Sneen og mørket slørede sigtbarheden, og bjergtinderne blokerede udsynet, så det var først ved det øresønderrivende brag og den voldsomme varmebølge, at bagtroppen på omkring 15 mand, der var sakket omkring 200 meter bagud, forstod, hvad der var ved at ske.

Efter årtier med træfninger og voldelige konfrontationer mellem de tyrkiske myndigheder og den kurdiske befolkning fandt mændene det usandsynligt, at der kunne være tale om et tragisk uheld. De var under angreb.

Mændene slap muldyr og dunke og flygtede fra projektørlyset fra de omkredsende helikoptere. De fleste søgte tilflugt under nærliggende klippefremspring, og herfra ringede de panikslagne hjem til landsbyen.

Omkring 40 minutter senere faldt den næste bombe. Den ramte med en sådan kraft, at klipperne løsrev sig og knuste deres kroppe.

Ingen hjælp

– Den kraftige eksplosion havde dræbt de fleste på stedet. Ligene var sprængt og brændt til ukendelighed, og der var stadig ild i dem, da vi nåede derop, fortæller Kerem Enc, hvis lillebror Osman var blandt de omkomne.

Sammen med en række andre folk fra landsbyen ankom de til ulykkesstedet kort tid efter ud på natten, efter at helikopterne var forsvundet over bjergtoppene.

– Myndighederne ville ikke blande sig, end ikke sende hjælp. Så de hårdtsårede overlevende måtte transporteres ned ad bjerget til bilerne på muldyr-ryg. Der var ikke mange, der overlevede den fem timer lange tur gennem sneen, fortsætter han.

Tre mænd overlevede bombardementet, men 34 mænd og drenge – enkelte ned til 13 år – blev dræbt. Stort set alle Roboskîs 3000 indbyggere mistede et familiemedlem den nat i december.

Ifølge Kerem Encs er de overlevende også grunden til, at de døde mænd og drenge ikke er blevet kategoriseret som ’PKK-terrorister’ af de tyrkiske myndigheder.

– Havde vi ikke været der med vidner og journalister, havde myndighederne plantet våben på dem, det er der ingen tvivl om. Vi har tidligere set eksempler på, at en helt ubeskadiget AK47’er lagt ved siden af et forkullet lig er tilstrækkelig grund til at retfærdiggøre et vilkårligt drab, siger han med eftertryk.

»Reglerne overholdt«

De efterladte kæmper nu for at få de personer, som er ansvarlige for angrebene, stillet for en domstol. Eller i det mindste at få en undskyldning af de tyrkiske myndigheder.

Imidlertid afviser den tyrkiske regering at have begået fejl i forbindelse med bomberdementerne.

»Begivenheden var sørgelig, men holdt sig indenfor rammerne af grænseoverskridende operationer og indenfor de fastlagte regler« lyder konklusionen på den tyrkiske generalstabs interne undersøgelse af hændelsesforløbet, ifølge den dansk-kurdiske internetavis Jiyan.dk.

I en rapport sendt til det tyrkiske parlaments menneskerettighedskommission skriver generalstaben endvidere, at de lokale myndigheder havde modtaget ubekræftede oplysninger om terrorister i regionen.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer