6 personer dræbt og mange flere såret i Hewlêr, Sydkurdistan. Al Qaeda forsvarer angrebet.

Flere bilbomber og selvmordsbomber foran Indenrigsministeriet og hovedkvarteret for sikkerhed, Asayîş, har i dag rystet Hewlêr, Sydkurdistan.

6 personer er døde og mange flere såret. Eksplosionerne kommer dagen efter, at resultatet af Kurdistans parlamentsvalg blev offentliggjort.

Ifølge Hewlêrs guvernær, Newzad Hadî var ofrene medlemmer af sikkerhedstjenesten.

Kurdistan-regionen oplever normalt ikke den vold, som kendetegner resten af Irak.

En talsmand for Iraks premierminister Nouri Maliki er citeret for at sige, at angrebene kunne knyttes til kampene mellem jihadister i bevægelsen al-Nusra Fronten og kurdere i Syrien.

Den opfattelse blev gentaget af den irakiske sikkerhedsanalytiker Ali al-Haidari, der fortæller nyhedsbureauet AFP, at angrebet er “al- Nusra Frontens hævn mod kurderne i Kurdistan.”

Konflikten i nabolandet Syrien har gjort, at tusinder af syriske kurdere har måtte flygte over grænsen til det nordlige Irak/Sydkurdistan.

Rudaw skriver, at Al Qaeda støtter angrebet i Hewlêr, dog uden at tage ansvaret for det. På Al Qaeda medier skulle terrororganisationen have skrevet: ”Må Allah støtte de, der har angrebet og hjælpe dem med at nå deres mål.”

BBC, Rudaw

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer