Af Eyşe Botan

Foto: Sherwan Shahin

Lørdag den 3. august blev Islamisk Stats (IS) massakrer i Shingal mod ezidierne mindet i Kulturhuset Kilden i Brøndby. Det skete i anledning af 10 årsdagen for massakrerne, som FN har kaldt et folkemord. Samtidig var det en bogreception for Deniz B. Serincis nye bog “Islamisk Stats folkemord på yazidierne” (fra forlaget Mellemgaard). Bag arrangementet stod ANYA – Fællesskab for Kurdistan.

Der var taler og hilsener fra Mattias Tesfaye (Børne- og Undervisningsminister, S), Mogens Lykketoft (tidl. udenrigsminister, S), Martin Lidegaard (Leder, RV og tidl. udenrigsminister), Christian Friis Bach (tidl. minister for udviklingsbistand, RV) og Villy Søvndal (MEP, tidl. udenrigsminister, SF), Søren Søndergaard (MF, EL), Serdal Benli (MF, SF), Sjurdur Skaale (MF, JF), Yildiz Akdogan (Tidl. MF, Medl. BR-Kbh, S), Lars Aslan Rasmussen (tidl. MF, S), Yilmaz Yildiz (medl. BR-Kbh, SF, Ezidi Kulturforening), Karina Lorentzen (MF, SF), Helle Bonnesen (MF, Medl. BR-Kbh, KF), Lars Brask (MF, LA), Karin Liltorp (MF, Moderaterne) og Dina Raabjerg (MF, KF).

Endvidere holdt Rêber Dêrik en tale. Hans bror Masûm Dêrik mistede livet i sammenstød med IS, da han som YPG-krigere prøvede at befri de strandede ezidier på Shingals bjerg.

Der blev også vist en video, hvor tre kvindelige tidligere sexslaver fortæller om fangenskabet hos IS.

Til sidst var der musik af Amanj Zara.

Video:

Her er politikernes taler (forkortet):

Mattias Tesfaye (Børne- og undervisningsminister, Socialdemokratiet): “Jeg har fulgt Deniz’ arbejde gennem flere år. Jeg ved han er en dygtig og grundig journalist med stor interesse for at formidle svære problemer på en letforståelig måde. Det har jeg meget stor respekt for. Jeg har ikke læst den nye bog “Islamisk Stats folkemord på yazidierne”. Men alene titlen fortæller hvorfor denne enorme forbrydelse mod menneskeheden skal fortælles til et dansk publikum. I en tid med splittelse og fake news er der behov for oplysning, nysgerrighed og forståelse. Alt det bidrager dygtige journalister som Deniz til.”

Mogens Lykketoft (Socialdemokratiet, tidligere udenrigsminister, tidligere formand for FNs generalforsamling): ”Det er meget vigtigt og fornemt at Deniz Serinci har dokumenteret IS-terroristernes ufattelige og grusomme folkemord på ezidierne. Vi må insistere på at terrorens ledere bliver retsforfulgt i de internationale straffesystem, som bl.a. Danmark for længst har tilsluttet os. Ezidiernes grumme skæbne har lige så lidt som andre grusomme forbrydelser fået den opmærksomhed i medierne, som er påkrævet. Deniz’ bog er et vigtigt bidrag til at ændre dette.”

Martin Lidegaard (Radikale Venstre, tidligere udenrigsminister, politisk leder for Radikale Venstre): ”Deniz Serinci har skrevet en rystende og vedkommende bog om ezidiernes tragiske historie. Vi skylder ham stor tak for at huske os på, hvad der er overgået en af de mest forfulgte og misbrugte minoriteter i verden, og de lidelser de stadig gennemgår. Bogen er også relevant for et dansk publikum. Dels må vi leve med visheden om, danskere har deltaget aktivt som medlemmer af IS, herunder i overgreb på ezidierne. Dels blev ezidierne og danskerne en del af hinandens historie, da Danmark valgte at deltage i bekæmpelsen af IS i Irak, ikke mindst på grund af deres overgreb på ezidierne. Også derfor skylder vi dem at følge deres historie og fortsatte skæbne.”

Villy Søvndal (Socialistisk Folkeparti, tidligere udenrigsminister, nu medlem af Europa-Parlamentet): “Der sker meget ondt i verden i disse år. Derfor bliver nogle begivenheder let overset. Et af de vigtige eksempler er det folkemord, som terrorbevægelsen IS begik på ezidierne for 10 år siden. Det er vigtigt at huske på disse uhyrligheder både for ofrene, de fortsat savnede og deres familiers skyld men også for at verden husker og sikrer, at terrorbevægelser som IS aldrig får lov til at tyrannisere i verden med deres afstumpede brutalitet og foragt for menneskeliv. Det har Deniz Serinci skrevet en meget anmelderrost bog om, som er værd at læse.”

Christian Friis Bach (Folketingsmedlem, Radikale Venstre, tidligere minister for udviklingsbistand): ”Jeg vil gerne rose Deniz Serinci for at han gennem grundig research og kvindernes egne historier dokumenterer de uhyggelige overgreb på ezidi-kvinderne begået af IS. Det er afgørende for at forstå og fordømme overgrebene og for at styrke vores indsats for at beskytte religiøse mindretal. Derfor fortjener bogen og Deniz Serinci vores anerkendelse.”

Søren Søndergaard (Folketingsmedlem, Enhedslisten): De fleste kender sikkert situationer, hvor man følger afmagt, men samtidig fyldes med skyld og skam over ikke at kunne gøre noget….Den samme følelse kom tilbage, da IS den 3. august 2014 angreb Sinjar-området, hjemstedet for verdens ezidier….Enheder fra YPG og PKK åbnede under store tab en korridor til Sinjar-bjerget og lykkedes at evakuerede titusinder af ezidier fra det belejrede bjerg med amerikansk luftstøtte. Det er 10-året for disse begivenheder, vi mindes i dag og som også er udgangspunkt for den foreliggende bog, som Deniz fortjener stor ros for…Virkeligheden er, at IS og de ideer, som ligger bag, ikke er forsvundet. Faktisk oplever de en vis opblomstring i området. Og hvis vi ikke i tide hjælper de kræfter, som vil en anden vej, til at lykkes, så kan vi hurtigt komme fra asken til ilden. Det er måske et emne, som du kan tage fat på i en kommende bog, Deniz. Men indtil da: Tak for denne bog – den kan kun anbefales.

Karina Lorentzen (Folketingsmedlem og gruppeformand for Socialistisk Folkeparti): ”Jeg kunne desværre ikke selv være der i dag til denne bogreception. Jeg ville faktisk utroligt gerne have været her – og ikke alene have været med til at markere 10 års mindedagen for ofrene for IS’ overgreb på ezidierne, men også for at takke Deniz Serinci for vedholdende at holde fokus på ofrene med sin nye bog: Tillykke med bogen, selvom temaet ikke kan være noget, man ønsker tillykke med! Vi bør stå sammen i solidaritet med ezidierne og alle de andre ofre for IS’ grusomheder og aldrig stoppe med at kæmpe for retfærdighed og fred. Det er på tide, den historie får sin egen bog. Det gør den i dag.”

Lars-Christian Brask (Folketingsmedlem, Liberal Alliance): ”Jeg har tidligere læst tre af Deniz’ bøger og er blevet ligeså opslugt af den fjerde, som får debut i dag. Hvor er det godt, at der kommer lys på den måde. Et folk er blevet dræbt, udnyttet og forfulgt. Fy for den, hvor kan vi være onde og forfærdelige mod hinanden. Hvor er det berigende for indsigt, at Deniz tager ud, interviewer og oplever for at beskrive de uhyggeligheder, vi som mennesker gør mod hinanden og de konsekvenser det har. Indsigtsfuld og balanceret tilgang baseret på besøg og interviews. Flot Deniz. Tak for din indsats.”

Karin Liltorp (Folketingsmedlem, Moderaterne): ”Stort tak til Deniz for at være med til at sætte lys på den tragiske historie, ezidierne bærer på. For præcis 10 år siden i dag, mødte ezidierne den ondskab, de så gerne ville være foruden. Den 3. august 2014 indledte IS et koordineret angreb på tværs af Sinjar. De kurdiske Peshmerga-styrker forlod lokalbefolkningen ubeskyttet og stort set forsvarsløs over for IS’ fremmarch. Deniz bog “Islamisk Stats folkemord på yazidierne” kaster et nødvendigt lys over disse rædsler og de tilbageværende ezidier i dag bærer et stort ar på deres fælles folkesjæl. Jeg vil gerne takke Deniz for at bringe denne vigtige historie frem i lyset. Din bog er en vigtig påmindelse om, hvorfor vi aldrig må vende det blinde øje til den undertrykkelse der kan forekomme på baggrund af religion og religiøse forskelle. Lad os ære mindet om dem der måtte gennemleve disse grusomheder samt deres efterladte.”

Dina Raabjerg (Folketingsmedlem, Det Konservative Folkeparti): ”Vi er samlet her i dag for at markere lanceringen af en bog, der giver et godt indblik i de mekanismer, der ledte til folkemordet på ezidierne. Folkemordet på ezidierne er et skræmmende eksempel på, hvor farligt det kan være, når intolerance og had får lov til at trives. Som barn og ung troede jeg, at slaver hørte en fjern fortid til. Men slaveri eksisterer desværre stadig i forskellige former den dag i dag. Disse former for moderne slaveri og undertrykkelse kræver vores opmærksomhed og handling. Og bogen her tjener som en påmindelse om, at ikke alle kvinder er lige så heldige, som den gennemsnitlige danske kvinde. Og den minder os om, at vi skal så fast på vores værdier og beskytte kvinders rettigheder. Det er vores ansvar at sikre, at Danmark forbliver et land, hvor frihed og retfærdighed hersker, og hvor alle – uanset køn – kan leve frit og trygt. Lad os bruge denne bog som en inspiration til at forstærke vores indsats for ligestilling og retfærdighed. Og lad os ære ezidiernes ofre ved at arbejde utrætteligt for en bedre, mere retfærdig verden.”

Helle Bonnesen (Folketingsmedlem, Det Konservative Folkeparti): ”I dag er det tiårsdagen for IS’ massive og brutale angreb mod ezidierne. IS’ forfølgelse af ezidierne bevidner den nederdrægtige og umenneskelige opførsel, som kendetegner IS. Vi er nødt til at lære af historien. Også selvom den kan være så grusom, at man mest har lyst til at lukke øjnene og ørerne for den. Derfor ønsker jeg Deniz’s bog velkommen, og jeg sender et stort tillykke med udgivelsen.”

Sjúrður Skaale (medlem af Folketinget, Javnaðarflokkurin): ”Det er vigtigt, at man ikke glemmer disse massakrer mod ezidierne. At ignorere andres lidelser er en passiv form for ondskab. Deniz viser stort engagement og tak for det. Det er meget vigtigt, at denne historie fortælles for de dødes skyld og de traumatiserede skyld. Stort tillykke med bogen.”

Serdal Benli (Folketingsmedlem, Socialistisk Folkeparti): ”De tragiske begivenheder, der fandt sted den 3. august, vil altid være indgraveret i vores hukommelse. Men heldigvis lykkedes det kurderne og den internationale koalition at slå IS tilbage. Men ondskaben spøger stadig. Så vi må aldrig svigte ezidierne igen. Deniz’ bog er et nødvendigt vidnesbyrd om de grusomheder, som IS har påført mennesker. Dette arbejde giver en stemme til ofrene, der er blevet glemt. Bogen er også en påmindelse om, at vi internationalt skal stå frem med de progressive kræfter. Myndighederne i Rojava (Vestkurdistan) står alene med at vogte over IS-tilhængere i fængslerne og lejrene. Derfor er det vigtigt, at vi som det danske Folketinget ikke svigter kurderne i både Syd- og Vestkurdistan, fordi da det gjaldt på landjorden, så var det kurdiske mænd og kvinder, der med livet som indsats stod på forreste linje og kæmpede på vores vegne. De kæmpede på hele verdens vegne. Deniz’ nye værk er en pragtfuld indsigt og viden om de forbrydelser, der blev begået. Den bærer et vidnesbyrd om menneskelig modstandskraft og håb. Den viser en indsigt i en utrolig styrke og beslutsomhed, nogle af de mennesker viser trods den ondskab, de har været udsat for. Tak for bogen, Deniz.”

Lars Aslan Rasmussen (Tidligere folketingsmedlem, Socialdemokratiet): “Tak, Deniz. Man kan altid blive klogere af at høre på dig. Der var et kæmpe svigt. Hvor var danske kunstnere og medier henne, da IS angreb Shingal? Det meste, jeg hørte, var fra Jiyan.dk, når jeg læste Deniz’ artikler. Det er en tragedie det, der skete mod ezidierne. Men det er jo desværre en generel tendens i Mellemøsten, hvor der ikke er plads til minoriteter. Det er enormt vigtigt, at man kan sætte sig ind i andres sted – selvom man ikke selv er ezidi og tage det her op. Det ved jeg, at du ikke er, Deniz. Derfor skal du have stort tak for at have fokus på det her og jeg glæder mig til at læse din bog.”

Yildiz Akdogan (Tidligere folketingsmedlem, Medl. BR-Kbh, Socialdemokratiet): ”Det er altid en berigelse at være sammen med Deniz. Jeg plejer at joke og sige, at hver gang jeg vender mig om, så har Deniz udgivet en ny bog. Deniz har været en dedikeret stemme for minoriteter, om det så er kurderne, alevierne, ezidierne. Du formidler svære emner og beriger os på nogle nuancer, som vi ofte ikke ser i de danske medier. Det skal du have mange tak for. Jeg vil mindes de mange ofre, der har været, fordi de har været kvinder og tilhørte en anden religion. Med de ord vil jeg sige stort tillykke med bogen. Jeg glæder mig til at læser den og held og lykke med din næste bog. Jeg er sikker på, at den er på vej.”

Yilmaz Yildiz (medl. BR-Kbh, SF, Ezidi Kulturforening): ”Som barn fik vi altid at vide af de ældre, at ezidierne gennem århundreder havde været udsat for over 70 massakrer. Men vi havde jo ikke selv set det med vores egne øjne. Men da IS angreb Shingal den 3. august 2014, så tænkte vi ”puha, så må alt det, de ældre har fortalt os, være rigtigt.”… I dag har ezidierne brug for jeres alles hjælp. Tusind tak for dit engagement og interesse, Deniz. Fortsat godt arbejde.”

Rêber Dêrik (bror til YPG-kriger, der mistede livet i kamp med IS, mens han forsøgte at redde ezidierne): ”Jeg vil takke Deniz og alle dem, der sætter fokus på kurdernes kamp mod IS. Kurderne kæmper for hele verden for at stoppe IS, der ville kontrollere hele verden. Efter at kurderne kæmpede i Rojava og befriede Kobanî, Raqqa, osv. fra IS, så bliver de nu angrebet igen – denne gang af Tyrkiet. Desværre ser jeg ikke vestlige medier sætte så meget fokus på det. Kurderne ønsker kun frihed og demokrati. Tak til alle folketingspolitikerne, der sætter fokus på kurderne i alle fire dele af Kurdistan.”

 

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer