Barzani svarer på påstande om, at tilhængere af PKK/PYD skulle have brændt et kurdisk flag af i byen Amûdê.

De, der ikke respekterer det kurdiske flag og torturerer kurdiske unge vil komme til at “betale for deres forbrydelser,” advarer lederen af den kurdiske selvstyreregering, Masoud Barzani.

Det kommer efter meldinger om, at tilhængere af PKK/PYD skulle have brændt et kurdisk flag af i byen Amûdê. De to partier har endnu ikke kommenteret på nyheden og det er derfor uklart, hvad der præcist er sket. Der foreligger endnu ikke et billede af episoden.

Mohamad Shwesh, generalsekretær for det syrisk-kurdiske Nationalråd (KNC) hævdede i et interview med tv-stationen Rudaw, at tilhængere af det regerende kurdiske Demokratisk Enhedsparti (PYD), der anses for at være en afdeling af PKK, angreb KNC’ bygning  i byen Amûdê og satte ild til Kurdistans flag.

Sidstnævnte flag anses for at være kurdernes fælles flag af den kurdiske selvstyreregering i Irak og mange kurdere verden over. Men PKK- og PYD-segmentet accepterer ikke flaget som et fælles flag og har deres egne flag.

På samme måde har højstående PKK-sympatisører i Danmark flere gange nægtet folk med det kurdiske flag adgang til deres arrangementer. De kalder flaget for “Barzani-flaget”, selvom flaget blev designet af tyrkiske kurdere i 1920’erne, længe før Barzani blev født.

“De, der brænder Kurdistans flag og torturerer de kurdiske unge, vil blive ydmyget, og de vil uundgåeligt komme til at betale for deres forbrydelser,” lød det fra Barzani igår.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer