Psykolog Celal Deveci fortæller her om sin første tur til Kurdistan under Newroz i 2011 sammen med andre kurdere og danskere.
Af Celal Deveci
Oversat af Derya Ekiz & Hacer Pekerman Ekici
I min sidste artikel kom jeg ind på hvad vi havde oplevet før vi var nået til Amed. Men i dagens blog vil jeg gerne fortælle om hvad vi så, oplevede og hvilke steder vi besøgte første dag.
Lige så snart vi landede i Amed, tog vi af sted og besøgte Amed’s lokale tv Gün TV. Gün TV er et godt alternativ til andre kurdiske medier!
Gün TV’s studier ligner overhovedet ikke andre tv kanaler, med store plasma fjernsyn og avanceret udstyr, men derimod befinder man sig i nogle små kælderlokaler hvor man kommer ind ad en lille shoppingcenters baghave.
Da vi nået frem til Tv studiet blev vi mødt af en mand med traditionelle kurdiske klæder, som inviterede os indenfor. Selve Tv studiet bestod af et gæsteværelse, publikations center og et lokale hvor alle studielokalerne befandt sig. Alt i alt bestod hele TV-stationen af 35-40 kvadratmeter!
Gün TV har på trods af sine begrænsede ressourcer har en rimelig vellykket publicering i området og har derfor været en torn i øjet på statens embedsmænd. Selvom Gün TV op til flere gange har været udsat for undertykkelse fra politiets side og flere af dets ansatte har fået fængselsdomme på op til ti år, så er Gün TV’s chefer alligevel ambitiøse.
”Hvis staten ikke stopper os så vi kunne udgøre en reel konkurrence til ROJ tv,” siger de.
Gün TVs medarbejderstab udgøres af i alt 25 ansatte der primært består af unge mennesker og kanalen udsender programmer nonstop i 24 timer. Gün TV er ambitiøse i forhold til at udsende på kurdisk og en todages test på Türksat er sidenhen blev stoppet af staten.
Gün TV fortsætter dog utrætteligt med at publicere på kurdisk, og jeg vil derfor takke deres ansatte for de briefinger og oplysninger de har givet mig og vil ønske dem held og lykke fremover.
Efter Gün TV tog vi over til Cigerxwîn Kultur Center, som blev åbnet under Borgmester Osman Baydemir. Centret er en stolthed for Amed’s borgere og giver dem en kulturel og undervisningsmæssig service på to sprog – byens tosproglige projekt realiseres her! Personalet taler to sprog her og skiltene er tosproglige.
Det første man ser, når man kommer ind i centret er det tosproglige system og de to kurdiske leder Sheikh Said og Seyid Rizas billeder.
Ja, kurderne tager vare om deres sprog, historie og ledere.
På Cigerxwîn Kultur Center startede vi med at besøge ‘Barış – Aşitî’-udstillingen, hvor vi også smagte på deres drikke og forskellige desserter.
Efter Kulturcenteret tog vi til en Newroz-reception arrangeret af DTK (Demokratisk Samfundskongres) i en fjerde sal i en bygning. Folk stod i kø for at tage elevatoren, men vi valgte trapperne til trods for vores træthed, der var prydet med de røde, gule og grønne farver.
Da vi kom ind i salen, blev vi taget imod af DTK-repræsentanter iført kurdisk tøj og et kæmpe DTK-banner, hvorefter vi blev vist hen til vores plads.
Salen kunne rumme 300-400 personer! Da salen var fyldt op efter en halv time, var vi samt andre udenlandske delegationer, Ahmet Türk, Aysel Tuğluk, Selahattin Demirtaş, Gülten Kışınak, Akın Birdal, Osman Baydemir samt Diyarbekir Arbejdsgiverforeninger samt hundredvis af lokale berømtheder samlet for at fejre Newroz.
Receptionen startede og Ahmet Türk, Aysel Tuğluk, Selahattin Demirtaş og Osman Baydemir gik forbi bordene og hilste gæsterne velkommen.
Ahmet Türk var som altid blød, forsonende og klog og holdt en tale, hvor han understregede Newroz’s vigtighed.
Derefter fik gæsterne en tre menuers speciel forberedt Newroz-ret.
Deltagerne forlod salen efter at have spist med håb om at mødes ved Newroz.
Men for os var dagen ikke omme endnu. Vi måtte købe lokalt kurdisk tøj for at gøre os klar til Newroz. Med hjælp fra vores guide fik vi fat i en tøjhandler over telefonen. Tøjhandleren hed ”Heft Reng” (Syv farver) og i tråd med sit navn solgte det farverige, kurdiske tøj.
På den måde købte jeg en ”puşi” (kurdisk tørklæde) bestående af de kurdiske farver.
