“Havde man anerkendt folkemordet på armenierne før, så havde folkemordene i Halabja, i Bosnien og Shengal måske ikke fundet sted,” mener Ezîz Gerdenzerî, en af Danmarks cirka 100 kaukasiske kurdere.
USAs præsident Joe Biden har anerkendt det armenske folkemord. Det glæder den herboende armenske kurder Ezîz Gerdenzerî, der er forfatter og læge.
“Det er en meget god beslutning,” siger Gerdenzerî til Jiyan.dk.
“Anerkendelse af folkemord forebygger fremtidige folkemord. Havde man anerkendt folkemordet på armenierne før, så havde folkemordene mod kurderne i Halabja, Anfal-kampagnen, i Bosnien og mod ezidierne i Shengal i 2014 måske ikke fundet sted,” mener han.
Armenien og de fleste historikere mener, at der var tale om folkemord, da op mod én million armeniere ifølge internationale forskere omkom i 1915, da Det Osmanniske Rige deporterede den kristne minoritet. Det skete som straf for påstået armensk samarbejde med osmannernes ærkefjende, Rusland.
Mange armeniere døde af tørst, sult og udmattelse under de månedlange vandringer i den syriske ørken, som de blev sendt ud på, hvor uddelingen af mad og drikke med vilje blev holdt på et minimum. Samtidig blev armenske ledere systematisk forfulgt og henrettet. Et kurdisk regiment, Hamidiye, forfulgte og plyndrede de deporterede armeniere. Andre kurdiske stammer beskyttede armenierne.
Tyrkiet siger, at der godt nok døde omkring 300.000 armeniere, men at det skete som led i civile fejder, hvor også tyrkere døde. Men det afvises, at der var tale om et folkemord.
Udover armeniere, blev mange ezidier, grækere og assyrere også dræbt og forfulgt i det osmanniske rige dengang. Heriblandt Gerdenzerîs forfædre, der stammer fra Wan i tyrkisk Kurdistan. Selv blev han født i Georgien i 1945, men levede i mange år i Armenien og Centralasien. Her skrev han adskillige bøger, teatermanuskripter, osv. I Danmark udgav han H. C. Andersens eventyr på kurdisk. I dag er Gerdenzerî medlem af Dansk Forfatterforening.
Der er cirka 100 kurdere i Danmark fra Kaukasus. De taler alle kurmancî-dialekten, er alle ezidier og bor på Sjælland (Kalundborg og Brøndby) og i Jylland (Randers, Vejle, Aarhus, Horsens). De er typisk kommet til Danmark af økonomiske, politiske grunde eller for at blive sammenført med en ægtefælle her.
Gerdenzerî ser også gerne, at Danmark følger trop.
“Danmark bør også anerkende folkemordet på armenierne. Det vil glæde os meget,” siger han. “For det vil være en moralsk og psykologisk støtte.”