I januar i år blev Roj-TV kendt ”skyldig i terror” ved Københavns Byret. Den anklage vil tv-stationen frikendes for og har derfor anket dommen.
Ankesagen startede i dag ved Østre Landsret, hvor en gruppe kurdere demonstrerede i solidaritet med Roj-TV, syv anholdte danske kurdere og sultestrejkende indsatte i Tyrkiet.
Anklagemyndigheden kræver tv-stationen lukket. Landsretten skal se op til 40 timers udsendelser fra Roj-TV for at vurdere tv-stationen.
Roj-TVs advokat Bjørn Elmquist siger til Berlingske Tidende, at han forventer, at tv-stationen bliver frikendt i landsretten, hvor han håber at få mulighed for at føre flere vidner og vise tv-klip, som giver et andet billede:
”Det var en forkert dom i byretten, og vi fik ikke de muligheder for bevisførelse, som princippet om ligestilling tilsiger. Vores nye vidner og vores TV-klip vil vise, at byretten var galt afmarcheret, da den vurderede, at der på ROJ TV var tale om propaganda i sådant et omfang, at det skulle være strafbart.”
Som noget nyt skal danske journalister også afhøres i sagen. Der er tale om Pola Rojan og Martin Selsøe Sørensen. De skal afhøres om hvilke kriterier PKK stiller i forhold til interview.
Anklagemyndigheden kræver stadig ROJ TV dømt for terror. Der er afsat 40 retsdage til sommeren 2013 i sagen.
Roj-TV fik ved Københavns Byret i januar 2012 en bøde på 5,2 mio. kroner for at overtræde lovgivningen.
Mange kurdere er overbeviste om, at sagen skyldes en tyrkisk-amerikansk konspiration. Hemmeligstemplede dokumenter fra Wikileaks afslørede i november 2010, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen indgik en studehandel med Tyrkiet, da han skulle vælges som NATO-generalsekretær i april i 2009.
Til gengæld for tyrkisk accept, skulle Fogh ”undersøge det juridiske aspekt” ved at lukke den terrortiltale kurdiske tv-station Roj-TV og en tyrker skulle vælges som vice-generalsekretær i NATO. En anklage Fogh selv har afvist.
Efter demonstrationen foran landsretten, påbegyndte en gruppe kurdere en 2 dages sultestrejke i Dansk-Kurdisk Kulturcenter til støtte for de sultestrejkende i tyrkiske fængsler.