Tyrkiet frygter, at stigende kurdisk autonomi i Syrien vil forstærke ønsket om det samme hos deres egne kurdere. Samtidig ønsker man en regering sydpå, der kan fremme tyrkiske interesser i Mellemøsten.
Af Deniz B. Serinci, journaliststuderende, SDU
I disse dage prøver mange at forstå forholdet mellem Tyrkiet og Syrien efter den nylige gensidige grænsebeskydning mellem de to naboer.
For får år siden var forholdet mellem Tyrkiets premierminister Erdogan og den syriske præsident Assad ellers meget godt og førstnævnte omtalte sidstnævnte som ”sin bror”.
Så sent som i januar 2011 betegnede en af Tyrkiets største aviser Hürriyet det tyrkisk-syriske forhold som ”model for partnerskaber i Mellemøsten”.
Da den tidligere diktator Hafez al-Assad døde i 2000, forventede Ankara, at efterfølgeren, sønnen Bashar, en ung øjenlæge, der havde arbejdet i Storbritannien, ville gennemføre politiske reformer.
Det skete ikke. I oktober 2011 begyndte Tyrkiet at huse den største syriske oppositionsgruppe, Den Frie Syriske Hær, ligesom paraplyorganisationen Det Syriske Nationalråd blev stiftet i Istanbul.
Saudi-Arabien og Iran støtter henholdsvis oprørerne og regimet udefra ideologiske og strategiske grunde. Saudierne ønsker at se de sunnitiske flertal i Syrien ved magten, mens Iran frygter for det shia-agtige alawittiske mindretals fremtid.
Omvendt handler det for Tyrkiet om andre ting. Skiftet i den tyrkiske AKP-regerings tilgang til Damaskus skyldes blandt andet, at AKP, der har rødder i politisk sunni-islam, helst ser, at det syriske Muslimske Broderskab og landets sunni-flertal på 75% også får del i magten, som alawitterne sidder tungt på. En regering ledet af en sunni-islamistisk bevægelse i Syrien, kan hjælpe AKP-regeringen med at konsolidere sin indflydelse og magt i Mellemøsten og Nordafrika i de kommende år som modstykke til den mangeårige shia-rival Iran, hvis indflydelse ønskes begrænset.
Det faktum, at Broderskabets leder Muhammad Riad al-Shaqfa selv har erklæret, at det sigter efter at skabe et nyt Syrien a la Tyrkiet, snarere end den iranske model, er endnu et bevis på den igangværende konkurrence mellem de to regionale stormagter.
Stabilitet syd for grænsen
Derudover har Tyrkiet en interesse i et stabilt Syrien for at undgå sikkerhedsrisici, som udspringer fra flygtningestrømme. Det sidste er eksploderet hen over sommeren, så antallet af syriske flygtninge i Tyrkiet nu har rundet over 100.000. Det skaber problemer mellem lokale og flygtninge i grænseområdet, hvor yderligere tusinder venter på den syriske side i olivenlunde og under åben himmel på at komme ind i den tyrkiske sikkerhed.
De sårede fra borgerkrigen belaster de tyrkiske hospitaler, som derfor forhindres i at yde den service, der normalt er tiltænkt tyrkere.
Presset har gjort, at der ikke er megen tvivl hos Tyrkiet om den kortsigtede løsning på problemet: nemlig at oprette et safe heaven i Nordsyrien, der kan absorbere flygtningene.
”Tyrkiet bør løbe risikoen for krig for at skabe sikre zoner i Syrien”, sagde Tyrkiets udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, i et interview i sidste uge.
Frygt for et Kurdistan nr. 2
En anden årsag til den tyrkiske involvering i det syriske drama er frygten for, at tyrkernes fjende nr. 1, den militante kurdiske bevægelse PKK (Kurdistans Arbejderparti) vil blive styrket af magttomrummet i Syrien, hvor der bor cirka 2 mio. kurdere. Heraf sympatiserer mange åbent med PKK. En tredjedel af PKKs guerillaer er syriske kurdere og lederen af PKKs væbnede fløj er Fehman Huseyn, en syrisk kurder.
PKK er allerede blevet styrket af det syriske kaos, mener tyrkerne. I sommers trak Baath-partiet sig ud af Nordsyrien, hvorefter partiet PYD (Demokratisk Enhedsparti), som anses for den syriske afdeling af PKK, rykkede ind og overtog administrationen i det, der ligner et begyndende selvstyre med flere vigtige kurdiske byer.
Derefter er PKKs militære angreb på tyrkisk militær blevet forstærket og det lykkedes bevægelsen at overtage en hel by, som det tog tyrkisk militær tre uger at generobre.
I 20 år har Ankara måtte leve med, at der var et officielt Kurdistan i Irak. Men nu er situationen i Syrien også ændret. Som den tyrkiske journalist Ahmet Altan fastslå, så har ”Tyrkiet fået en længere grænse mod Kurdistan” og ”Kurdistan nr. 2” er ved at se dagens lys.
Billeder af PKK-flag, der hænger over bygninger i det Nordsyrien bliver dækket intenst i de tyrkiske medier og kommentatorer spekulerer i, hvorvidt kurderne kan skabe deres uafhængige stat der.
”Et ‘Storkurdistan’ er ikke længere bare en drøm for mange kurdere. Du kan se og finde den ‘første uafhængige kurdisk stat’ et uventet sted – Syrien,” sagde den tyrkiske akademiker Ihsan Dagi.
Med oprettelsen af en bufferzone i Nordsyrien vil tyrkerne få bedre indflydelse over den videre udvikling her, for Ankara frygter, at kurdernes succes i Syrien vil påvirke dets egen kurdiske mindretal på omkring 15-20 millioner.
For hvis det lykkes de syriske kurdere at fastholde deres nuværende selvstyre lige syd for grænsen, vil det inspirere kurderne i Tyrkiet, til at opnå noget lignende. Præcist det samme som skete, da kurderne i Irak etablerede deres egen selvstyre, der siden har udviklet sig til en de-facto stat med eget flag og parlament.
Det sidste, tyrkerne har lyst til at se, er at en destabilisering af Syrien fører til at en pro-PKK-bevægelse får en frizone i Nordsyrien, på grænsen til Tyrkiet og hvorfra de kan angribe Tyrkiet.
Det er derfor utænkeligt, at tyrkerne vil se passivt til at netop det sker.
”Vi vil ikke tillade, at PKK etablerer lejre i det nordlige Syrien og truer Tyrkiet,” sagde Tyrkiets premierminister Erdogan.
Om de syriske kurdere formår at fasteholde deres nyvundne halv-autonome tilstand vides ikke. Men når først kurderne har fået smag for den nuværende semi-autonomi, vil de have svært ved at vænne sig til tanken om, at andre skal diktere deres hverdag.
