Politikere fra Ishøj Byråd har været i Yeniceoba og Tavşançalı for at indvie byens nye park, opkaldt efter en dansk borgmester.
Repræsentanter fra Ishøj Byråd har været på besøg i Yeniceoba/Incowê i Konya. Yeniceoba er Ishøj Kommunes venskabsby i Tyrkiet og den danske gruppe var i byen for at indvie Yeniceobas nye park Ishoj Ole Bjornstop Parkı, opkaldt efter Ishøjs borgmester. Turen bød også på besøg hos borgmestrene fra nabobyerne. Blandt andet Tavşançalı/Omeran, hvor byrådsmedlem Şengül Deniz er fra.
Pædagog Şengül Deniz sidder i Ishøj Byråd for Socialdemokraterne og er født i Tavşançalı.
”I 1974 flyttede min far til Danmark. Han havde planlagt at vende tilbage til Tyrkiet, men endte med at blive så glad for Danmark, at han inviterede hele familien til Danmark,” fortæller Şengül Deniz.
”Det der er rart at dele med vores danske borgere, når vi kommer i Yeniceoba og Tavşançalı, er at vi ikke behøver forklare, hvor Ishøj ligger, for alle ved, hvor Ishøj ligger. De har alle har været i Ishøj for at besøge deres børn og de kan primært huske Bilka,” tilføjer Sengül smilende.
Ved indvielsen af Ishoj Ole Bjornstop Park fortæller Ishøjs borgmester:
”Vi har et godt samarbejde mellem vores byer. Og vi har mange borgere i Ishøj fra Yeniceoba og nabolandsbyer, ligesom vi har en forening i Ishøj, opkaldt efter Yeniceoba”.
Der er omkring 30-40.000 kurdere i Danmark. Cirka 6 ud af 10 af dem stammer fra Tyrkiet og flertallet af de tyrkiske kurdere er fra Konya. Det menes, at Konya-kurderne oprindeligt indvandrede fra Adiyaman/Semsûr i Kurdistan til Konya-området for 250 år siden.