”Den nuværende situation med 30 års krig er uholdbar. Nu må der gives plads til andre metoder via demokratiske veje. Men hvis fredsprocessen ikke lykkes og Tyrkiet holder fast i deres jerngreb, så må man genoverveje situationen,” siger lokalpolitiker.
I onsdags begyndte tilbagetrækningen af 2.000-3.000 PKK-guerillaer fra Tyrkiet og Nordkurdistan.
Allan Ahmad, medlem af Borgerrepræsentationen i København (EL), finder tilbagetrækningen positivt.
Han stammer selv oprindeligt fra Silêmanî i Sydkurdistan/Irak. I marts var han til Newroz i Diyarbekir i Nordkurdistan/Tyrkiet, hvor PKKs leder Abdullah Öcalan opfordrede bevægelsen til at trække sig tilbage som led i de igangværende forhandlinger.
”Min oplevelser i Diyarbekir var, at folk var glade for idéen om tilbagetrækning,” siger Allan Ahmad.
Omvendt er der dem, der er skeptiske omkring fredsprocessen, fordi det endnu ikke står klart, hvad kurderne får til gengæld for tilbagetrækningen.
”Der er ikke garanti for noget som helst. Men nu er der plads til at forhandle via de demokratiske veje,” siger Allan Ahmad og tilføjer:
”Den nuværende situation med 30 års krig er uholdbar. Nu må der gives plads til andre metoder.”
Han håber, at det ender med, at kurderne sikres flere borgerrettigheder, i eksempelvis retssystemet, lokaldemokrati, sundhed og uddannelsessystemet i Tyrkiet.
”Men hvis fredsprocessen ikke lykkes og Tyrkiet holder fast i deres jerngreb, så må man genoverveje situationen.”
For to uger siden erklærede Murat Karayilan, PKKs fungerende leder, at PKK påbegynder tilbagetrækningen fra Tyrkiet 8. maj, hvad den så gjorde. Karayılan sagde, at processen vil finde sted i tre faser og tilbagetrækningen ville være den første etape.
Ifølge Daniella Kuzmanovic, ekspert fra Københavns Universitet, er der ekstra grund til at være optimistisk i forhold til processen.
”Udsigten til succes har aldrig været bedre…Ledere på begge sider er enige. Hvis der kommer et angreb fra en af siderne, kan det få konsekvenser. Men lige nu tyder alt på, at planen vil fungere. Parterne har aldrig været så tæt på en løsning,” siger hun til Ritzau.