Alevitterne blev under Osmannerriget undertrykt og diskrimineret. I en fatwa blev det endda påbudt de troende at slå alevitter ihjel. Læs om den historiske baggrund for sunni-alevi-striden i dag.

Af Gökhan Seren

Under Osmannerriget levede de fleste folkeslag og religiøse grupperinger relativt fredeligt. Kurderne kunne dyrke deres sprog og kultur uden problemer. De kristne var beskyttet ved lov og selv jøderne fik lov til at leve i fred og ro, så længe de bare betalte skat.

Men én undtagelse var, hvis man kaldt sig ”muslim”, og på samme tid afveg fra, hvad myndighederne definerede som ”islam” – og dette var præcist gældende for alevitterne, dengang kaldt qizilbash’erne.

Idet at den osmanniske sultan var ”muslimernes kalif”, anså han sig også som værende islams repræsentant og vogter. Og da qizilbash’erne netop anså sig som muslimer, mente de osmanniske myndigheder, at qizilbash’erne skulle tilpasse sig til og følge de retningslinjer, som osmannerne anså som ”islamiske”.

Det vil med andre ord sige: At hvis man var sunni-muslim, kristen, jøde eller af en anden religion, så fik man fred af staten. Men hvis man derimod var en ikke-sunnittisk muslim, så havde man et problem. Et godt eksempel på dette ser vi fra en osmannisk fatwa fra 1500-tallet vedrørende alevitterne:

[…] Derfor har vi i overensstemmelse med de religiøse loves (sharia) bestemmelser…udstedt en kendelse (fatwa) om at denne befolkning [alevitterne] er vantro og hedensk. At ødelægge sådan en befolkningsgruppe er enhver muslims pligt. De hellige martyr-muslimer der i denne sammenhæng dør, vil opnå det højeste paradis (jannat ul-âlâ). Denne befolknings tilstand er værre end de vantro [kristne og jøder]. De dyr, som denne befolkning slagter, er urene (murdar). De ægteskaber de indgår imellem hinanden, eller med andre befolkningsgrupper er ikke gyldige. De har ikke ret til arv. Hvis de bor i en landsby, er det kun Islams Sultan, der har ret til at overtage deres ejendomme og værdier og ret til at tage deres børn ved at slå alle landsbyens beboere ihjel. Hvis det endda vides at der i denne her by befinder sig nogle af, eller nogen der støtter dem, skal disse slås ihjel.

Alevitterne har under det meste af osmannerperioden været udsat for forfølgelser, diskrimination, assimilation og endda massakrer. Yavuz Sultan Selim, som stadig i dag er en meget ildeset skikkelse blandt alevitter, er eksempelvis berømt for sin store massakre på alevitterne i 1514, hvor over 40.000 alevitter, ifølge osmannernes egne kilder, blev massakreret. Og det var også netop pga. den osmanniske undertrykkelse, at alevitterne har forsøgt at skjule sig fra myndighederne. Det er derfor man i dag ser de fleste alevittiske landsbyer være beliggende oppe langs bjergskråninger, i dybe dale eller omgivet af tætbevoksede skovområder.

Mange af de nulevende gamle alevitter har stadig mange skræk-historier fra osmannerperioden, overleveret fra deres egne forfædre.

Undertrykkelse effektiv

Rejsende og berettere fra 1500-tallet, beskriver Anatolien som værende et sted, hvor ”60%” eller endda op til ”80%” af befolkningen var ”rafızi” [alevittisk]. Selvom disse tal formentligt er overdrivelser, er beskrivelserne stadig meget gode indikatorer på, hvor mange alevitter der dengang levede i Anatolien. Sammenlignet med i dag, ser man en drastisk nedgang i den alevittiske befolkningsandel i Tyrkiet, hvilket viser i hvor høj grad den osmanniske assimilation og undertrykkelse har virket.

Støtte til Atatürk

Denne fortid er en af hovedgrundende til at alevitterne i sin tid blev ærketilhængere af Atatürk og dannelsen af en tyrkisk republik. Mange alevitters glæde rakte endda så langt, at Atatürk blev anset som værende selveste Mehdi (den tolvte imam, som i shia-islam forventes at komme verden til hjælp). Alevitterne ser generelt meget positivt på den osmanniske kapitulation og går i høj grad ind for sekularismen, da de betragter den for værende en forsikring på deres egen beskyttelse.

Republikken ingen forbedring

Selvom alevitterne gik stærkt ind for en demokratisk republik, blev det alligevel dem som led mest under republikken. Alevitterne har ikke fået nogen forbedrede rettigheder under republikken, og er igen blev udsat for statsstøttede massakrer i bl.a. 1938 (Dersim), 1968 (Malatya-Hekimhan) 1978 (Maraş og Malatya), 1980 (Çorum), 1993 (Sivas) og 1995 (Gazi).

Kommentér via Facebook

kommentarer