Læs artikel om hjælpeorganisationen Sarmasik.
Én af dem som sad omkring bordet ved Sarmasiks grundlæggelse var Mehmet Isiktas. Han har fra den spæde start arbejdet som frivillig, og er i dag som pensioneret stadig en del af administrationen og regnskabschef for Sarmasik. Mehmet er oprindeligt uddannet journalist, men har som Tahir arbejdet for PTT, og har tillige en fortid inden for bestyrelsen af fagforeninger og civilsamfundsorganisationer i Tyrkiet.
”Intentionen med Sarmasik var oprindeligt at finde arbejde til folk. Dette er meget vanskeligt i Tyrkiet da det er et land som både er industrialiseret, men også stadig fattigt. Mange er fanget i klemmen mellem industrialiseringen og deres traditionelle livsform hvor de har levet af egen produktion og arbejde i hjemmet. Derfor er folk heller ikke uddannet i høj grad nok. Det er et andet problem. Egentlig er der arbejde, men mangel på uddannelse,” fortæller Mehmet.
“Siden afbrændingen af landsbyerne her i området, har jeg været optaget af at hjælpe de som har været berørte og ofre for krigen. Det fik jeg mulighed for med grundlæggelsen af Sarmasik.”
Mehmet udtrykker som flere af hans kolleger, hvorledes organisationens største problem er økonomien, og hvorledes staten indirekte prøver at komme Sarmasik til livs gennem tårnhøje pengebøder. I øjeblikket afbetales en bøde på 1.000.000 TL (omkring 3.000.000.danske kroner) hvoraf knap halvdelen er betalt på nuværende tidspunkt. Han forklarer videre om andre hjælpeorganisationer i Tyrkiet (Deniz Feneri, Kimse Yok Mu) som har et kæmpe budget, men bruger en masse penge på at reklamere for sig selv og gennem deres arbejdsmetoder vænner folk til at åbne hånden og blive afhængige af den hjælp der gives dem.
”Sarmasik har i dets hjælpearbejde meget bevidst undgået denne mentalitet. Det er mit og organisationens ønske, at vi kan udvikle og udvide organisationen så de familier vi allerede hjælper kan stå på egne ben en dag. For som et tyrkisk ordsprog siger: Æslets hale bliver hverken kortere eller længere (Eşeğin kuyruğu ne uzatır ne kısalır). I sidste ende ændre hjælpen ikke på disse folks livsvilkår. De får mættet deres maver, men hungrer også efter muligheder der kan ændre deres liv til det bedre. At give dem disse muligheder er Sarmasiks næste opgave.”
