Rigsadvokaten har rejst tiltale mod den kurdiske tv-station ROJ TV for terrorisme. Årsagen er ifølge anklagerne, at tv-stationen skulle støtte den kurdiske organisation PKK, der står på EUs terrorliste.

Justitsministeren har efter fem års undersøgelse valgt at rejse tiltale mod tv-stationen for “at fremme virksomheden” for den kurdiske oprørsgruppe PKK.

– Vi har nøje gransket en række udsendelser på ROJ TV, og vores vurdering er, at det samlet set har karakter af propagandavirksomhed for PKK, som vi lægger til grund er en terrororganisation, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas.

Hun nævner ydermere, at der blandt programmaterialet fra ROJ TV er interviews med PKK-sympatisører og -ledere og reportager fra kampe mellem kurdere og tyrkiske myndigheder. Statsadvokaten oplyser også, at man i forbindelse med dommen vil have inddraget tv-stationens sendetilladelse.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer