Interview med Riya Taze, verdens længstlevende kurdiske avis, grundlagt i 1930 i Armenien, i anledning af Kurdisk Journalistikdag.
Af Deniz B. Serinci
På Kurdisk Journalistikdag insisterer Tîtalê Kerem, redaktør på Riya Taze, verdens længstlevende kurdiske avis på at forsætte sin avis, selvom han har alle odds imod sig. 22. april 1898 blev den første kurdiske avis, Kurdistan, lanceret i Cairo.
“Det er vigtigt at fortsætte avisen, fordi det er en vigtig historisk arv, som verdens længstlevende kurdiske avis,” siger Kerem. “Riya Taze blev en kulturskole for generationer af kurdiske intellektuelle i det tidligere Sovjetunionen.”
Efter Sovjets sammenbrud i 1991, mistede avisen sin statsstøtte og omkring halvdelen af kurderne – hvoraf de fleste er ezidier – udvandrede af økonomiske årsager fra Armenien til Rusland eller Europa. Desuden begyndte en ny ezidist-bevægelse at benægte, at de var kurdere og grundlagde deres egne ezidi-aviser.
Riya Taze, som betyder “den nye vej” på kurdisk, startede oprindeligt som et organ under det sovjetiske kommunistparti, der lavede propaganda på kurdisk.
Avisen blev grundlagt den 25. marts 1930 af kurdiske-talende armenske redaktører i Jerevan og trykt med et latinsk alfabet.
“De armenske redaktører var oprindeligt fra de kurdiske områder i det østlige Tyrkiet, hvorfra de flygtede efter folkemordet mod dem i 1915. De var vokset op blandt kurdere, så de talte godt kurdisk,” siger Kerem.
Armeniens ca. 35.000 kurdere – før 60.000 – ankom der som flygtninge fra det Osmanniske Rige i det 19. århundrede, og er den største minoritetsgruppe i det hovedsageligt kristne land.
“For vores folk, var det en ny vej, ny start og nyt land efter flugten fra den osmanniske undertrykkelse, deraf navnet Riya Taze,” forklarer Kerem.
Første kurdiske film, roman og radio stammer fra Armenien
Mens kurdisk var forbudt i landet, de armenske kurdere flygtede fra, nemlig Tyrkiet, blomstrede den kurdiske kultur i det kaukasiske land.
Den første kurdiske film (Zerê) blev produceret i Armenien i 1928. Den første kurdiske roman (Şivanê Kurmanca) blev udgivet her i 1935. Den første kurdiske radio gik i luften i 1940’erne. Den første kurdiske skole åbnede i Armenien. State University of Yerevan har siden 1962 haft en kurdologi afdeling.
På Jerevans radio fik kurderne 1½ time hver dag, hvor folkesangere sang klassiske sange, som også blev hørt hemmeligt af kurdere i Tyrkiet. Det aserbajdsjanske mindretal i Armenien fik til gengæld kun 30 minutter hver dag.
”Aserbajdsjanerne havde jo deres autonome republik i Sovjetunionen, mens kurderne intet havde, så de sovjetiske myndigheder tildelte derfor kurdere ekstra tid.”
Under Josef Stalins (1923-1953) diktatur blev Riya Taze lukket i 1937. Ifølge Kerem, fordi avisen brugte det latinske alfabet.
Kort efter Anden Verdenskrig deporterede Stalin mange af de kaukasiske kurdere til de centralasiatiske republikker. Det menes, at mange døde af sygdom og sult undervejs. Efter Stalins død i 1954, fordømte den nye sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov Stalins ”undertrykkelse og fysisk udslettelse” af folk.
I 1955, efter 18 år, genåbnede Riya Taze. Denne gang udkom avisen med det kyrilliske alfabet. I 2000 vendte Riya Taze så tilbage til det latinske alfabet.
Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 begyndte avisen at få økonomiske problemer, da staten ikke længere støttede Riya Taze.
Ny ezidi-gruppe: Vi er ikke kurdere
Som konsekvens af den blodige Nagorno-Karabakh krig mellem Armenien og Aserbajdsjan 1991-94, lukkede både Tyrkiet og Aserbajdsjan dets grænser til Armenien og startede en blokade, der skadede republikkens økonomi. Omkring halvdelen af Armeniens kurdere emigrerede pga. økonomiske årsager, herunder de intellektuelle, til Rusland eller europæiske lande. Cirka 75 af disse kurdere endte i Danmark.
”Der er ikke mange kurdere tilbage. Der er ikke løn til dem, der vil arbejde og ingen gider arbejde frivilligt,” siger Kerem, som startede på Riya Taze i 2010.
Avisen udkom før to gange om ugen i farver, nu udkommer den en gang om måneden i sort og hvid.
De resterende kurdere i Armenien blev også yderligere opdelt efter Sovjetunionens opløsning.
En gruppe ezidier grundlagde deres egen avis, nemlig “Yezidikhaya”. På forsiden hedder det ”Mit land er Ezidi, mit sprog er Ezdiki og min religion er Sharfadin,” et udtryk eziderne bruger til at identificere sig selv. Ifølge denne gruppe, har eziderne deres egen identitet og er adskilte fra kurderne, selvom kun et mindretal blandt akademikere eller historikere deler deres synspunkt.
I 2002 anerkendte det armenske parlament efter anmodning fra ezidierne, dem som en særskilt etnicitet, og deres sprog som ezdiki. På armenske universiteter bliver der nu undervist i kurdisk og ezdiki, som forskellige sprog, selvom de to lyder helt ens.
Hvorvidt der kommer en løsning på Riya Tazes mange udfordringer er uklart. Men Kerem siger, at han ikke giver op:
”Journalistik er meget vigtigt for ethvert samfund. Vi har brug for Riya Taze, så kurderne her kan have en stemme.”
