De venstreorienterede politikere fra Tyrkiet, Levent Tüzel og Ufuk Uras gæstede i lørdags Verdenskulturcentret på Nørrebro og holdt hver et oplæg om den politiske situation i Tyrkiet.
Der var fuldt hus, da de to herrer, Levent Tüzel, tidl. formand for det venstreorienterede parti EMEP og nuværende repræsentant for HDK (Folkenes Demokratiske Kongres) og Ufuk Uras, tidl. ÖDP formand og BDP-parlamentariker og nuværende HDK-støtter holdt et informationsmøde om Tyrkiet.
De fortalte, at journalister, forfattere og intellektuelle chikaneres og fængsles og at der sker en massiv stigning i antallet af tilbageholdelser og arrestationer af eksempelvis børn og folkevalgte politikere i den såkaldte KCK-sag.
De kom også ind på Roboskî-massakren, hvor tyrkisk militær dræbte 34 civile kurdere lige inden nytår.
Samtidig håbede Tüzel og Uras på, at organisationen Folkenes Demokratiske Kongres (HDK) vil kunne skabe en fælles front og kamp for demokrati og frihed i landet.
Tilhørerne fik også mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer.
Foredraget var arrangeret af foreningen Nazim Hikmet Kulturforening, der ligeledes holder et møde med Levent Tüzel på Christiansborg sammen med Enhedslistens Europaordfører Nikolaj Villumsen på mandag.