Den Europæiske Unions Domstol i Luxembourg har fastslået, at Tyskland ikke kan forbyde den kurdiske tv-station Roj-TV.
Foto: Sebastian Afshin Taheri
Ifølge dommen kan Tyskland forbyde stationens aktiviteter på tysk grund, men kan ikke forhindre folk i at se Roj-TV.
Dermed er det kun Danmark, der har beføjelse til at lukke Roj-TV.
I 2008 forbød de tyske myndigheder helt Roj-TV i Tyskland, herunder udsendelser produceret på tysk område, da de anså tv-stationen for at være PKKs talerør. Tyskland forbød som et af de første lande PKK tilbage i 1993.
Tyskland har Europas største befolkningstal med rødder i Tyrkiet. Omkring 3 millioner tyske borgere stammer fra Tyrkiet, hvoraf 400.000 til en million skulle være kurdere, afhængig af, hvem man spørger.
Den danske retssag mod Roj-TV kører fortsat i Københavns Byret og ventes afgjort i november.