I dag er der blevet anholdt omkring 70 personer i Diyarbekir under razziaer mod politisk-kurdiske kredse. Iblandt de anholdte er bestyrere indenfor BDP, det prokurdiske Freds- og Demokratiparti. 

Af Funda Yilmaz

Det oplyser tv-stationen Nûçe TV. Razziaerne skulle have fundet sted i morges i Diyarbekir’s Bağlar, Yenişehir og Sur distrikter. De anholdte er blevet ført videre til Diyarbekirs Sikkerhedskontor.

Anholdelserne kommer få dage efter, at Abdullah Öcalan, den fængslede leder af Kurdistans Arbejderparti (PKK), i torsdags opfordrede til våbenhvile og bad militante grupper forlade Tyrkiet for at bane vej for fred.

”Dørene åbner sig for en demokratisk proces. Vi er på et stadie, hvor våbnene bør være tavse,” sagde han. PKKs fungerende leder Murat Karayilan erklærede så dagen efter våbenhvile.

Ifølge redaktør på Jiyan.dk, Deniz B. Serinci risikerer anholdelser som denne at skade fredsprocessen og staten “skyder sig selv i foden.”

“Når Öcalan siger, at kurdere fremover ikke skal kæmpe med våben, men ad politisk vej, skal Ankara bevise overfor kurderne, at netop dét er muligt og at der er et alternativ til PKKs væbnede kamp. Men med anholdelserne bekræfter tyrkerne PKK’erne i, at kurderne “ikke har et alternativ til den væbnede kamp,” når det virker umuligt at kæmpe for kurdernes sag indenfor parlamentariske rammer.”

 

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer