Præsidenten af republikken i Mahabad, Qazî Mihemed kunne have valgt at flygte og dermed beholde livet, da den fjendtlige iranske hær nærmede sig. I stedet blev han på sin plads, da hæren indtog republikken, så dens befolkning ikke blev straffet for hans flugt. Kort tid efter blev Mihemed hængt af iranerne.
Af Deniz Berxwedan Serinci
Qazî Mihemed (1893-1947) var stifter af Kurdistans Demokratiske Parti-Iran (PDKI) og præsidenten af Republikken i Mahabad, også kendt som Kurdistans Folkerepublik.
Under Anden Verdenskrig var Iran besat af Storbritannien og Sovjetunionen. I Nordvestiran blev tomrummet udnyttet af aserbajdsjanske grupper, der 12. december 1945 erklærede deres selvstyre. Mihemed, der havde en traditionel, islamisk uddannelse, erklærede under en ceremoni den 22. januar 1946 på Chwarchira-pladsen i byen Mehabad en kurdisk republik. Republikken fik udstrakt sovjetisk støtte.
Det bestod af begrænset militær støtte samt hjælp til at trykke en daglig avis samt månedlig journal. Eksperter er i tvivl om hvorvidt Mihemed gik efter kurdisk uafhængighed eller selvstyre indenfor Irans grænser. Der var et kabinet med 13 medlemmer, men intet parlament. Under et interview med avisen Kurdistan den 13. januar 1946 understregede Mihemed, at de gik efter en autonomi for kurderne indenfor Irans grænser.
Den kurdiske republik dækkede næsten området omkring den kurdiske provins Mahabad, inklusiv Bukan, Nexede og Şino, og ikke hele den kurdiske region i Iran.
Dødsstødet til republikken kom i 1946, da den iranske Shah og Sovjet underskrev en kontrakt om iransk olie og gas til sovjetterne. Til gengæld skulle sidstnævnte trække sig ud af Iran. Da det skete, overtog Shahens hær herefter gradvist kontrollen over flere steder i det nordvestlige Iran, heriblandt den aserbajdsjanske republik, hvor blodsudgydelser brød ud.
Mihemed forsøgte at forhandle en kurdisk selvstyreordning på plads med Teheran, dog uden held. Ifølge professor Abbas Vali fra Bogazici Universitetet i Istanbul overgav Mihemed sig til den iranske general Fazlulah Humayuni i midten af december 1946. på den betingelse, at den kurdiske civilbefolkning ”ville blive skånet for den vold og blodsudgydelse, der havde fundet sted i den aserbajdsjanske naborepublik.” En dag efter indtog den iranske hær Mahabad uden nogen modstand.
De iranske myndigheder lukkede kurdiske trykkerier, forbød undervisning på kurdisk og brændt kurdiske bøger. Mihemed og hans nærmeste blev anholdt og tre måneder senere henrettet ved Chwarchira den 31. marts 1947. Republikken sluttede samme sted, hvorfra den var blevet udråbt, 12 måneder før. Mihemeds sidste ord menes at have været:
”Lad for Allahs skyld være med at bekæmpe hinanden. Stå skulder ved skulder og vend jer mod fjenden. De, der ikke kan sikre deres enhed, vil altid blive nemt bytte for fjenden og vil altid blive undertrykt. … Jeg er stolt over at dø for mit folks frihed. Længe leve kurderne! I dræber én Muhammed, men I skal vide, at der er utallige Muhammed’er blandt kurderne!”
De irakiske kurderes leder, Mullah Mistefa Barzanî var leder af de Væbnede Styrker for republikken og udgjorde sammen med sine tusinder af krigere fra Barzan den militære rygrad i republikken. Da den iranske hær slog ned på republikken, fik Barzanî sammen med sine tilhængere tilbud om enten at vende tilbage til Irak eller at blive bosat i Iran. Efter et par måneder forlod Barzanî Iran og endte i Sovjetunionen.
Mehabad-republikken har siden symboliseret kurdiske nationalisters drøm om selvbestemmelse.
