59 kurdere stiller op til kommunal- og regionsrådsvalget den 16. november.
59 kurdere kan man stemme på ved kommunal- og regionsrådsvalget den 16. november.
Heriblandt er 15 af dem kvinder, 10 kommer fra irakisk Kurdistan, 3 er fra iransk Kurdistan, 5 fra syrisk Kurdistan og resten er tyrkiske kurdere.
Langt de fleste kurdiske kandidater fra Tyrkiet kommer fra Konya-provinsen, mens to er fra Çorum og en fra Mêrdîn (Mardin).
En stor del bor på Københavns Vestegn, og de fleste stiller op for Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti, mens enkelte stiller op for Det Konservative Folkeparti og Venstre. En stiller op for Kristendemokraterne.
Rojda Kara stiller op for Enhedslisten i Høje Taastrup. Kvinden, der stammer fra Incow (Yeniceoba) i Konya i Tyrkiet, siger:
“Flere unge har en interesse i politik, ønsker at gøre mere for samfundet og have en indflydelse. Så det er en rigtig god ting, at så mange stiller op. Det betyder, at de ønsker at repræsentere det samfund, de lever i.”
Rejan Azad stammer fra Kerkûk i irakisk Kurdistan og stiller op for Det Konservative Folkeparti i Høje Taastrup. Han siger.
“Jeg har altid interesseret mig for politik. Men jeg kan ikke gøre meget for Kurdistan fra et byråd i Danmark. Nu bor vi i Danmark og så er det her, vi vil fokusere på borgernes behov. Ved at stille op lokalt, kommer man også tættere på borgerne.”
Han tilføjer:
“Det er godt, at rekordmange kurdere stiller op. For det viser, at de vil have indflydelse på det lokale samfund.”
Yilmaz Yildiz stammer fra Mêrdîn i tyrkisk Kurdistan og stiller op for Socialistisk Folkeparti (SF) i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune. Han siger:
“Kurdiske foreninger har altid opfordret unge til at melde sig ind i politik og gøre en forskel, så det er kun godt, at så mange stiller op. Når man bor i et demokrati, bør man også deltage aktivt.”
Han tilføjer:
“Folk stiller op, fordi de gerne vil gøre en forskel og kæmpe for deres mærkesager.”
Han bakkes op af Adnan Barzange, der stammer fra Silêmanî i irakisk Kurdistan og stiller op for Beboerlisten i Randers.
“Kurdere er blevet mere aktive i de senere år. De har en sag, de går efter sagen og vil gerne arbejde for den. Så det er positivt, at de stiller op.”
Rashid Leegard Kestay stammer fra Duhok i irakisk Kurdistan og Urmiyê i iransk Kurdistan. Han stiller op for Socialdemokratiet i Albertslund. Han frygter, at alt for mange kurdiske kandidater kan være med til at “splitte stemmerne”.
Derudover mener han, at den store tilslutning til de lokale valg skyldes:
“Der er kommet mange flere kurdere til Danmark og derfor også flere kandidater.”
Jiyan.dk offentliggør normalt en liste over alle de kurdiske kandidater ved kommunal- og regionsrådsvalget. I år offentliggør Jiyan.dk ikke listen, da den tidligere er blevet misbrugt af tyrkisk-nationalistiske kredse.