Mindst 22 meldes dræbt af jordskælv i Xarpêt.

Mindst 22 mennesker har mistet livet ved et jordskælv i går i det sydøstlige Tyrkiet (Nordkurdistan). Derudover er 1031 andre blevet såret ved jordskælvet, som ifølge meteorologiske tjenester i Europa er målt til 6,8.

Jordskælvet ramte Sivrice (Xox) i provinsen Elazığ (Xarpêt) klokken 20.55 lokal tid.

Ifølge den tyrkiske Styrelse for Katastrofe og Beredskab (AFAD) er 17 mennesker blevet dræbt og 654 såret i Elazığ. Resten er blevet dræbt i Malatya (Meletê). Andre blev såret i Adıyaman (Semsûr), Kahramanmaraş (Mereş), Diyarbakır (Amed), Şanlıurfa (Riha) og Batman (Êlih).

Den tyrkiske indenrigsminister Süleyman Soylu sagde under et pressemøde i går, at 22 er blevet dræbt og at 39 mennesker indtil videre er blevet reddet ud af ruinerne.

Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan skriver på Twitter, at både AFAD og tyrkisk Halvmåne arbejder på at hjælpe folk.

Det lykkedes igår redningsfolk at redde en gravid kvinde ud af ruinerne. Se her:

Officielle medier i både Syrien, Iran, Irak og Libanon oplyser, at jordskælvet også kunne mærkes i deres lande.

Tyrkiet er ofte blevet ramt af jordskælv. Et ødelæggende jordskælv på Tyrkiets vestkyst i august 1999 dræbte 17.000 mennesker – eller rettere sagt myndighederne holdt op med at tælle døde efter de 17.000. Derudover slog et jordskælv cirka 600 mennesker ihjel i 2011 i Wan.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer