I disse dage er det præcist 22 år siden, at kurderne i Irak gjorde oprør, “Raperîn” mod den tidligere irakiske leder Saddam Hussein i 1991.
Efter at en amerikanskledet koalition havde smidt de irakiske styrker ud af Kuwait, som blev besat af Saddam Hussein et halvt år tidligere, opfordrede den daværende amerikanske præsident George Bush irakerne til at gøre oprør – dog uden at USA støttede dem heri.
Kurderne gjorde oprør, først i Raniye og senere også i Kerkûk, der faldt i kurdiske hænder 19. marts 1991. Saddam slog hårdt ned på oprøret og genvandt irakisk Kurdistan kort tid efter.
Eksempler på, hvordan Saddam slog ned på raperîn:
– Ved en enkel episode i foråret 1991 blev 11 kurdiske mænd dræbt i Kerkûk, heriblandt 2 børn, der blev skamferet inden henrettelsen i Qere Hencîr – den ene fik begge øjne stukket ud og arme revet af (Amnesty 1992)
– Kurderne blev beskudt fra helikoptere, mens de flygtede til Tyrkiet og Iran
– 20 kurdere blev dræbt for at hjælpe sårede Pêşmerge’er i Hewlêr i april 1991
– 40 civile kurdere blev brændt ihjel af regeringen i landsbyen Erbat, tæt på Silêmanî i april 1991 (Amnesty 1992)
22-årsdagen for oprøret markeres flere steder i Sydkurdistan/Nordirak.