Se hvor de tyrkiske myndigheder har erklæret udgangsforbud.
Af Deniz Serinci
Arkivfoto
De tyrkiske myndigheder har siden sommer erklæret udgangsforbud i syv provinser, 21 distrikter. I alt har borgerne i disse områder ikke måtte komme ud i 196 dage, mens militæroperationer imod PKK og YDG-H fortsatte.
Tallene kommer fra den tyrkiske Menneskerettighedsforening (IHD). De berørte områder ligger i Nordkurdistan/Sydøsttyrkiet.
Den Patriotiske Revolutionære Ungdomsbevægelse (YDG-H) regnes for at være en ungdomsafdeling af Kurdistans Arbejderparti (PKK), der for tiden ligger i krig med det tyrkiske militær.
Den provins, hvor der har været flest udgangsforbud er Diyarbakir/Amed, en højborg for kurdisk nationalisme. Her har der været mindst 110 dages udgangsforbud.
De distrikter, der har haft længst udgangsforbud er Sûr, Nisêbîn, Silvan, Cizîrê og Dêrik.
Ifølge IHD blev 523 mennesker dræbt i den tyrkisk-kurdiske konflikt fra oktober til december 2015, heriblandt 171 tyrkiske soldater og politi, 195 PKK-militante og 157 civile.
Kilder: Yuksekovahaber.com, Bianet, IHD