Op mod 1000 familiemedlemmer, venner og bekendte var idag samlede i Ringsted og København for at tage en sidste afsked med Cem Aydin, der for to uger siden blev tæsket ihjel af 8-10 mænd tæt på sin adresse ved Kong Georgs Vej på Frederiksberg.
Fotos: Cagdas Saglicak
Kong Georgs Vej var idag præget af lys, blomster og højlydt gråd. Det skete, da et stort antal mennesker i dag mindedes Cem Aydin, der blev udsat for et brutalt overfald og som efterfølgende døde af sine kvæstelser.
Dagen startede med afvaskningen af Cems legeme på Alevi Kulturcenter på Vibevej i Ringsted klokken ni, hvor en alevi-præst, en såkaldt pîr/dede, hentet fra Tyskland, forestod ritualet sammen med to danskboende pîr’er/dede’er.
”De som har taget min søn fra mig, må bringe ham tilbage til mig,” lød det fra en grædende mor, omringet af trøstende kvinder.
Cems familie, far Haşim, mor Ziynet, søskende Dogu og Sibel, ankom i bus fra København til Ringsted.
Derefter blev Cems legene sænket i jorden på Vestre Kirkegård i København, hvor cirka 1000 mennesker var mødt op og der blev holdt en tale for den afdøde, unge mand.
Cem Aydins familie er alevi-kurdere fra Erzincan. Politiet har endnu ikke noget motiv til drabet på 21-årige Cem Aydin.
Blandt de deltagende ved begravelsen i dag var Folketingsmedlem Özlem Cekic (SF), tidligere MF Yildiz Akdogan (S) samt repræsentanter for den tyrkiske ambassade.
Læs flere artikler her: Artikelserie: Cem Aydin