Det kurdiske spørgsmål minder om Spaniens konflikt med baskerne, mener Manuel Martorell, en baskisk historiker og journalist. Derfor bør man også benytte en baskisk model i Kurdistan, mener han.

Interview foretaget af Adil Aci
Oversættelse: Adil Aci & Hacer Pekerman Ekici

I Tyrkiet, når en løsning af det kurdiske spørgsmål diskuteres, oplever vi at den baskiske model ofte bliver anvendt som et eksempel herpå. Det er i særdeleshed diskussionen om hvorvidt Baskerlandets særlige autonome system kan overføres til de kurdiske områder i Tyrkiet/ Tyrkisk Kurdistan. Med tiden har denne type af diskussioner banet vejen for at disse to folkeslag der på mange måder har lidt under samme skæbne er kommet hinanden tættere ved. Manuel Martorell, født i 1953 i byen Elizondo i Baskerlandet, deler sine generelle betragtninger omkring det kurdiske folk med os.

De er en baskisk historiker og journalist og de har skrevet to bøger om kurderne. Kan De fortælle os hvornår og hvordan de lærte kurderne at kende?
Mit første møde med kurderne og det kurdiske problem fandt sted i året 1980 da jeg var ved at afslutte min universitetsuddannelse. Det år havde jeg udarbejdet en afhandling omhandlende hvilken påvirkning den iranske revolution havde for hele Mellemøsten.

Det første der tiltrak min opmærksomhed var et kurdisk socialistisk parti der gjorde oprør mod den iranske revolutionsleder Ayatollah Khomeini’s præstestyre og den undertrykkelse som Khomeini efterfølgende udsatte partiet for. På det tidspunkt var jeg kun vidende om de irakiske kurderes eksistens.

Senere opdagede jeg under mine analyser af de lande hvor kurderne lever, at det kurdiske spørgsmål/problem er et internationalt anliggende. Da det gik op for mig, at der levede et stort antal af kurdere i Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien, fik det mig til at drage konklusionen; det kurdiske spørgsmål/problem blev, grundet de allierede magters fælles interesser, holdt skjult for det internationale samfund.

Hvorfor tog du til Kurdistan?
Jeg lavede min første undersøgelse i Kurdistan i 1983, mens landet var styret af militærjuntaen Kenan Evren i spidsen. Herefter prøvede jeg tage skabe kontakt til de kurdiske partier. I 1985 lærte jeg at kende Rahim Kaderi der var blevet eksileret fra Iran.

I 1988 ville jeg til Kurdistan for at bevidne Saddam Husseins giftgasangreb på kurderne og deres efterfølgende flugt. Det var første gang, jeg var i Kurdistan. Derefter er jeg taget til Kurdistan næste hvert år.

Er der lighedstegn mellem baskisk og kurdisk kultur?
Kurdisk og baskisk kultur er meget anderledes fra hinanden, men der er dog lighedstegn.
Begge kultur er påvirket af deres bjergrige omgivelser og kvinder har i begge kultur spillet en vigtig rolle. Begge folk har kendte martyrbyer, der er blevet ofre for den nationalistiske forfølgelse: Kurderne har Halabja, baskerne Gernika. Derfor kalder nogle Halabja for kurdernes Gernika. Derudover spiller køkken, musik, dans en vigtig rolle i begge kulturer.

Hvilke kurdiske personligheder og begivenheder har påvirket dem mest?
Medernes modstand mod assyrerne, Saladdins eventyr samt Ehmedê Xanî ’s historie Mem û Zîn. Af personer: Şêx Mehmûd, Mustefa Barzanî, Ebdulrehman Qasimlo og Abdullah Öcalan. Jeg er mest påvirket af Qasimlo, fordi han skabte en forbindelse mellem det kurdiske folks ånd og demokrati og samtidig kæmpede han for fred og dialog.

Hvad har været dit formål med dine bøger?
Med min første bog ”Kurderne – en modstandshistorie” ville jeg præsentere det kurdiske spørgsmål for den spanske offentlighed. Min anden bog ”Kurdistan – rejse til et forbudt land” havde til formål at forklare læseren kurdernes plads i Mellemøsten og de ting, jeg havde lært af kurderne.

Kurderne er verdens største folk uden stat – hvad viser det?
Som İsmail Beşikçi siger: ”At der ikke bliver dannet en kurdisk stat i Mellemøsten skyldes at det ikke passer sammen med det internationale samfunds økonomiske og strategiske overvejelser. Derfor kan kurderne ikke få de økonomiske og kulturelle rettigheder.”

Hvordan vil fortolke det kurdiske problem?

Det kurdiske problem er det internationale samfunds største eksempel på dobbeltmorale. Og her tænker jeg på FN, EU, NATO og den Arabiske Liga. Alle disse organisationer tænker på egne strategiske og økonomiske fordele frem for at forsvare menneskerettighederne. Alle disse organisationer er dermed medskyldige i de folkemord og etniske udrensninger, kurderne er blevet udsat for.

Kurderne er et splittet folk, og Kurdistan er et splittet land. Hvor meget kender kurderne til hinandens konflikter?
Ud fra mine egne erfaringer kan jeg sige at kurderne har en klar fornemmelse af hvem de er, af deres nation, af deres kultur og sprog. Men på grund af grænseproblemer er der få, der har et godt kendskab til de forskellige dele af Kurdistan. Jeg er enig i, at dette er et vigtigt problem, fordi viden om andre dele af Kurdistan kan bidrage til at styrke følelsen af at høre kun til et folk, og den forstærke forbindelserne mellem alle kurderne.

Hvilke strategier tror du det baskiske folk har brugt til at nå deres mål? Er der ligheder mellem de metoder, som blev anvendt af både baskerne og kurderne?
Selv om den baskiske nationalisme altid har været en tilhænger af selvstændighed, har de også anerkendt realiteten og desuden har de altid forsøgt at arbejde inden for den legale, politiske ramme. Dette har medført at de nationalistiske organisationer har haft mere og mere styrke i hele Baskerlandet og det var vejen til opnåelsen af en fredelig selvstændighed, da der var tale om en situation med demokratiet i Spanien.

Den væsentligste forskel mellem situationen for kurderne og baskerne, er, at kurderne lever i ikke-demokratiske lande, som søger ødelæggelse af dette folk. Derfor for at nå de samme mål som det baskiske folk har nået, blev kurderne nødt til at bruge våben for at forsvare sig selv, og for at ikke blive tilintetgjort.

Baskerlandet er altid blevet fremhævet som et eksempel på løsningen af det kurdiske problem. Kan den baskiske model anvendes i Kurdistan?
At anvende den baskiske model i Kurdistan ville være nødvendig, hvis der var et sandt demokrati i Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran, som i dag ikke forekommer. Men i dag både i Tyrkiet og Irak er der muligheder for arbejde i det kulturelle, politiske og sociale inden for lovens rammer. Sådant arbejde kan gøre det muligt at skabe en stor folkelig bevægelse, der senere gør det muligt at opnå selvstyre inden for en demokratisk situation.

I Irak kan denne folkelige bevægelse få de to store partier til at acceptere deltagelse af nye partier, som med Goran.
I Tyrkiet kan dette arbejde en dag hjælpe den tyrkiske regering til at ændre den nuværende forfatning for at gøre den mere demokratisk.

Er der noget du vil tilføje til sidst?
Mens det endelige mål for det kurdiske folk kan være eb uafhængig, kurdisk stat, mener jeg, at internationale forhold ikke vil give lov til at kurderne når dette mål. Efter min mening bør kurdiske partier derfor arbejde for at styrke forbindelserne mellem forskellige dele af Kurdistan – det gælder på de kulturelle og økonomiske områder. Jeg tror, at hvis man sætter en form for kulturel og økonomisk fællesskab mellem de forskellige dele af Kurdistan, vil vi nærme os en meget ægte uafhængighed. Det her er en realitet, som ingen senere vil kunne benægte, når demokratiet virkelig kommer til Mellemøsten

Læs interview på ÇANDA KURDÎ

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer