Læs Anita Espandars artikel om den kurdiske forfatter Rauf Begard.
På to af mine rejser til Kurdistan fik jeg chancen til at se mange af mine venner, som jeg inden da kun kendte via e-mail. Rauf Begard er en af dem. Jeg blev inviteret af Sardam Printinghouse i Slemani på min første rejse til Kurdistan og på grund af at Rauf Begard arbejder i Sardam har jeg mødt ham rigtig mange gange og vi er gode venner.
Han er også far til min søde veninde Midya, som er en fantastisk skuespiller. Midya blev inviteret samtidig da hun skulle spille teaterstykket “Orientalsk blod” i Slemani. Jeg boede hos Rauf Begard og hans familie nogle dage. Rauf er en stille og rolig mand og han snakker med en blid stille stemme og det er sjældent at han ikke smiler. Når Rauf kikker på ting kikker han meget dybt, stille og tænksomt på tingene. Han har en dejlig og klangfuld stemme især når han synger Muhemmedi Mamle sange.
For første gang så jeg en Kaw, på dansk Stenhøne. Jeg var meget overrasket over den smukke fugl og dens smukke klukken når den “snakkede”. Jeg havde malet et billede af Kaw inden jeg rejste men at se en Kaw i virkeligheden var over alt forventning og jeg kom til at holde meget af den fugl. Rauf havde lavet et voliere i baghaven til den.
Jeg sagde til ham at jeg gerne ville have en Kaw men desværre kan jeg ikke tage dem med til Danmark. I stedet var jeg meget heldig et par år senere at kunne købe 3 Kaw her i Danmark af en kurder.
Desværre har kurdiske forfattere ikke mange chancer for at få deres bøger oversat til andre sprog. Derfor ved folk ude i verden ikke ret meget om kurdisk skønlitteratur selvom de altid har haft mange gode digtere. I nyere tid er der kommet rigtig mange gode forfattere og de skriver rigtig mange gode noveller og romaner. De fleste skribenter kan ved siden af deres modersmål også tale og skrive arabisk, farsi og nogle af den kan også lidt tyrkisk.
Fordi de kan mange sprog kender kurderne også forfattere i de tre andre lande. Jeg har hørt at fra mine venner at der ikke er nogen forfattere fra de 3 andre lande, der vil lære kurdisk så de kan læse kurdisk literatur og forstå kurdisk kultur. Kurderne oversætter selv deres bøger til de andre sprog og nogle af dem skriver endda på arabisk, farsi og tyrkisk. De andre lande tror at fordi kurderne ikke har deres eget land og stat endnu kan de heller ikke tænke godt og skive vigtige og store bøger. Jeg syntes at det er helt forkert fordi forestillingsevnen og fantasien kommer før alt andet. Jeg kan fornemme at mennesker der ikke er frie og lever frit er meget dygtigere til at bruge deres hjerne og fantasi. De kan skabe en helt verden igennem forestillingsevnen og fantasien.
Jeg har kun læst en af Rauf Begard’s noveller på svensk. Bogen hedder: Fuglene vender tilbage til bjergene. Det er en stor samling af forskellige noveller og af forskellige forfattere hvor af en af dem er Rauf Begard. Farhad Shakely er digter og sproggeni har udvalgt og skrevet forord til novellesamlingen. Rauf Begard’s novelle hedder: Vej og bopæl. Den handler om sorg, lidelser og krig.
Hussen er en araber, som rejser fra en by i Syd Irak til en by i Kurdistan. I bussen møder han en kurder som hedder Farhad. Hussen fortæller Farhad sin historie om krigen da han var soldat. Hans arm er amputeret og han har fået en kunstig arm. De bliver hurtig venner og Farhad inviterer ham med hjem selv om de ikke kender hinanden. Farhad præsenter Hussen for sin familie. Kurdere er meget gæstfri mennesker og tænker ikke på ens baggrund og hvor du kommer fra. Farhad’s hjem er som de fleste hjem jeg har set på mine to rejser i Kurdistan.
Kurdiske hjem er meget gæstfri og man bliver meget hurtigt venner man snakker og fortæller om alt muligt og har det hyggeligt. Det er meget interessant for mig at få indblik i kurdernes kultur, som er meget forskellig fra min. I Rauf’s novelle kan jeg se den atmosfære selv om han ikke viser den på grund af novellens stil. Hussen var en af de soldater som havde angrebet Kurdistan. Han havde dræbt en far og hans barn hvilket han angrede nu.
Nu opdager Hussen at Farhad har et kunstigt ben og da han ser det bliver han fyldt af samvittighedskvaler. Det er det Rauf Begards gerne vil vise i novellen. Han vil ikke snakke om hvorfor der var krig og hvilke våben, der bruges i krig eller hvorfor en krig starter, men han vil som Ernest Hemingway vise hvordan at krige påvirker mennesker.
Da jeg er færdig med at læse novellen spørger jeg mig selv, hvis man ved hvornår en krig starter – ved man så også hvornår krigen slutter ? Eller forsætter krigen bare i mennesker som minder? I dette hjem er der to mennesker, Farhad og hans gæst Hussen. De har begge to deltaget i krigen på hver deres side og begge to har mistet en legemesdel, men også Ferhads kone og børn har mærket krigen så deres sorger bliver blandet sammen. Hvad er krig? Hvem vinder og hvem taber en krig? Farhad angrer ikke fordi han har forsvaret sit land, men hvad har han fået ud af det? Hvor meget han end prøver at vise at han grundlæggende er forskellig fra Hussen ligner de dog hinanden. Hvad er forskellen mellem en arm og et ben for man kan ikke jo sammenligne noget der er forsvundet? Kun sjælens smerte er tilbage.
Hussen siger til Farhad nu er det ikke længere den tabte arm, som er min bekymring, men jeg tænker hele tiden hvorfor det skulle ske for en så vigtig del af kroppen. Det er ikke kun fordi han er blevet klogere men også fordi han har samvittighedskvaler. Krigen har to sider, først en varm side hvor kroppen bevæger der sig på en måde uden at tage hensyn til noget, som vi mærker da Hussen myrder faderen og barnet med ligegyldighed. Den kolde side det er kroppen bliver passiv og samvittigheden starter.
Så tænker Hussen på sin baggrund og smerte. Det betyder at krigen forsætter og ikke er stoppet. Når Farhad tænker på alt det triste synger han. Hvis der er nogen, der ikke kender kurdisk kultur er det meget svært at forstå at han kan synge men han synger fordi han er kurder. Når kurderne har problemer synger de og danser og fortæller hinanden vittigheder og det er deres våben i svære situationer. Jeg har fortalt om det i min bog, En rejse til mine venners land. Når Farhad udtrykker sine sorger med at synge, græder hans kone.
Hos os i Vesten kom rockmusikken efter 2. verdenskrig for at mennesker kunne smide deres sorger ud gennem halsen ved at skrige. I krig bliver halsen en vigtig del den fungerer på en måde som en dør for at man kan lukke sorgen ud. Forskellen i vesten er at man kan synge uden at græde måske fordi man meget fokuserer på materielle ting i Vesten. Men i østen især i 1981, som novellen fortæller var menneskene i naturen og kunne derfor græde højt, som fuglene synger i naturen. Nu kan kurderne ikke græde som før da deres liv langsomt men sikkert bliver fyld af alle former for materille ting, som langsomt dræber venligheden.
Novellen er meget symbolsk og meningen er at læserne tænker på og om krige. Ikke forstiller sig krig som krig, men forstiller sig meningen med krig på en psykologisk måde. Som man gør i et maleri. Sommetider bruger man farver og strøg på en måde, som for tilskueren til at tænke på om det er bevist eller ubevist maleren har sat strøgene sådan.
I krig bliver alt ødelagt undtagen fantasien. Derfor er skønlitteratur og kunst blevet mere aktiv efter 1. og 2. verdenskrig, der er kommet mange forskellige stilarter.
Bogen jeg har læst novellen i hedder:
Kurdistan berättar: Fåglarna återvänder till bergen
tjugotre noveller, översättning Bakhtiar Amin, Golbar Amin, Khabat Aref Marouf, Jonathan Morén, Margareta Nordin, Christian Råbergh, Zana Serin, Farhad Shakely, Gunilla Sharif, Rewsen Tunc, 2011
