De videnskabelige og samfundsmæssige implikationer ved rekonstruktionen af proto-kurdisk: En genopdagelse af Kurdistans præislamiske fortid og en demokratisering af Kurdisk samfund og kultur.
Af Saman Zaki
I forbindelse med mit seminar omkring konstruktionen af et fælles kurdisk sprog i form af en rekonstruktion af urkurdisk (1) (afholdt 28/1 ved Københavns Universitet i samarbejde med den dansk kurdiske netavis Jiyan.dk) fremsatte jeg adskillige argumenter for denne model. Større repræsentativitet af den diverse kurdiske befolkning, et rent sprog med et minimum af ikke – indoeuropæiske ord og en tilbagevenden til et tidligere stadium udgjorde mine argumenter for at bruge proto-kurdisk som et kurdisk lingua Franca. Disse argumenter sammenfattede jeg under tre principper: Det repræsentative, puritanske og regressive princip.
Principperne har nogle iboende videnskabelige såvel som politiske og kulturelle implikationer. Dvs. at rekonstruktionen af urkurdisk udover at være et videnskabeligt foretagende også kan fungere som et instrument, der kan tjene politiske og kulturelle mål, herunder demokratisering af det kurdiske samfund og en kulturhistorisk berigelse i form af en genopdagelse af kurderne præislamiske samfund.
På baggrund af ovenstående vil jeg i nærværende artikel udover de sprogvidenskabelige aspekter også koncentrere mig om de politiske og kulturelle forandringer, som et rekonstrueret urkurdisk sprog kan bidrage med, hvilken betydning det kant få for demokratiseringen af kurdisk samfund og kultur og muslimske kurderes forhold til deres præislamiske fortid og islam samt de kurdiske sekulære nationalisters syn på de kurdiske dialekters slægtskabsforhold.
Et rekonstrueret urkurdisk kan føre til en reflektering over bl.a. disse spørgsmål: Hvorfor skal der være plads til en beskæftigelse med kurdernes præislamiske zarathustriske fortid, der i sidste ende kan udløse visse kurderes fascination af Zarathustras lære i sådan en grad, at de måske konverterer til den?
Hvilken betydning kan et rekonstrueret urkurdisk få for sekulære kurdiske nationalisters udlægning af de kurdiske sprogs/dialekters slægtskabsforhold og muslimske kurderes forhold til deres præislamiske fortid? Hvordan hænger dette sammen med en demokratisering af kurdisk samfund og kultur? At jeg netop har valgt at koncentrere mig om demokratisering i skrivende stund hænger sammen med ”demokratiseringsbølgen” i Mellemøsten og Nordafrika, der finder sted i disse måneder.
Det kan selvfølgelig diskuteres, hvorvidt det demokrati befolkningerne i de arabiske stater efterstræber er demokrati efter vestligt forbillede eller en udgave tilpasset mellemøstlig tankegang og samfundsindretning. Ligesom størstedelen af de arabiske befolkninger kæmper for dybdegående samfundsmæssige ændringer, bliver kurderne i de respektive stater før eller siden også nødt til at tage stilling til en række fundamentale og kontroversielle spørgsmål i forhold til deres tankegang, samfundsindretning og identitet, som kan få en afgørende betydning for demokratiseringen af kurdisk samfund og kultur, som mange kurdere i en eller anden udstrækninger ser frem til.
De sproglige aspekter ved rekonstruktionen af urkurdisk
Udover at skabe en bedre kommunikation mellem brugere af forskellige kurdiske dialekter/sprog og en deraf større solidaritetsfølelse og sammenhængskræft mellem kurdere på tværs af dialektale, religiøse, stammemæssige og regionale skel kan et sådant rekonstrueret sprog eller vejen dertil give sprogforskerne et svar på, hvorvidt de kurdiske dialekter/sprog er meget beslægtede med hinanden og har en fælles rod, eller om de er familie med hinanden lidt længere ude. Eksempelvis hævder europæiske lingvister såsom David Neil Mackenzie og Joyce Blau, at goranî/hawramî og zazakî ikke er kurdiske dialekter, men selvstændige ikke-kurdiske sprog. Ifølge Mackenzie skulle kurmanjî, soranî og feylî være tættere på middel persisk end medisk (THE ORIGINS OF KURDISH, D. N. MACKENZIE).
Under arbejdet med rekonstruktionen af ur-kurdisk kan Mackenzies og andre europæiske lingvisters udlægning af de kurdiske dialekters/sprog slægtskab af-eller bekræftes.
Samtidig kan lingvisterne under rekonstruktionsprocessen etablere/ kortlægge slægtskabet mellem forskellige ord og udtryk fra nutidige kurdiske sprog og urkurdisk (rekonstrueret ved hjælp af bl.a. oldpersisk og avesta). Dette vil give sprogforskerne en idé om lydudviklingen i kurdiske ord og en større etymologisk viden. Til illustration af dette kan ordet Havîn/Hawîn= sommer bruges som eksempel. På avesta er det tilsvarende ord Hamîne. I Kurmancî og Soranî er den oprindelige konsonant m, tilbøjelig til at ændre sig til v/w, som i det foregående eksempel. Den oprindelige konsonant m er bevaret i det tilsvarende ord for sommer på zazakî, Hamnan. Jeg kan nævne mange andre ord, der følger dette mønster, men af praktiske årsager vil jeg nøjes med dette ene eksempel. Hvad kan man udlede af denne observation? At zazakî er mere arkaisk end kurmancî og soranî på mange områder, hvilket måske skyldes geografiske forhold, da zazakîerne mere eller mindre har ført en fast bosiddende tilværelse i et mere isoleret og uvejsomt bjergterræn end de fleste kurmancîere og soranîere, som indtil for 100 år siden førte en halvnomadisk tilværelse og har bevæget sig over større afstande og været i kontakt med flere ikke kurdiske folk. Denne kontakt kan have resulteret i sådan en lydmæssig divergens i kurmancî og soranî.
Man kan på baggrund af ovennævnte også slå fast, at rekonstruktionen af urkurdisk, som efter alt dømme ikke har adskilt sig meget fra avesta og oldpersisk (2) primært skal ske gennem zazakî, der i mange henseender er tættere på avesta end de resterende kurdiske sprog er.
Studiet af de forskellige rekonstruerede ord og udtryks betydning kan også kaste lys over samfundsindretning, religion osv. i det præislamiske geokulturelle Kurdistan. For eksempel kan det mediske ord
De kurdiske nationalisters udlægning af de kurdiske dialekters/sprogs indbyrdes slægtskab
Rekonstruktionsarbejdet vil også føre til en afklaring af forholdet mellem de kurdiske sprogs dialekters slægtskabsforhold. Her kan kurdiske nationalister så med et sækulært tankesæt, og som anklager religiøse kurdere for at være ekstremister, reaktionære eller fastlåst i en gammeldags tankegang gøre op med deres ”ekstremistiske ” og kompromisløse udlægning af kurdisk sprog: At kurdisk er en betegnelse for ét sprog og ikke flere, og at kurderne taler et sprog. Hvis man som kurder har en anden tilgang til emnet ved at sige det modsatte, kan de kurdiske nationalister anklage den pågældende divergerende opfattelse for at tjene fjendens interesser, eller at den vil splitte kurderne. Med et rekonstrueret urkurdisk må kurdiske intellektuelle og lingvister, der er under indflydelse af en nationalistisk diskurs være nødt til at underkaste deres udlægning en kritisk stillingtagen. At være kritisk overfor status quo det være sig i en akademisk eller en samfundsmæssig sammenhæng er et bærende element i et demokratisk oplyst samfund, og som mange af de kurdiske nationalister selv kæmper for. Hvis de kurdiske nationalister ikke indser vigtigheden af dette, vil en eventuel kurdisk stat, stater eller et kurdisk autonomt selvstyre blive domineret af en totalitær samfundsindretning og dermed ikke adskille sig synderligt fra de nuværende totalitære mellemøstlige regimer.
De samfundsmæssige aspekter ved rekonstruktionen af urkurdisk: muslimske kurderes forhold til deres præislamiske fortid og de ikke muslimske kurdere – demokratisering af kurdisk samfund og kultur
En rekonstruktion af urkurdisk og brugen af den som officielt kommunikationssprog kan resultere i flere paradigmeskift, og overophedede debatter om kurdernes forhold til islam og præislamiske fortid på den ene side og demokratisering af kurdisk samfund og kultur på den anden side. Kurdere med muslimsk baggrund kan være nødt til at omfavne deres præislamiske fortid og ikke betragte den som et tabu. Dette er vigtigt, da det hænger tæt sammen med demokrati, som de forskellige kurdiske partier og organisationer samt kurdere med ingen politisk tilhørsforhold kæmper for. I et demokratisk samfund skal der udover frie valg, forsamlingsfrihed, ytringsfrihed mm. også være plads til at nedbryde tabuer og tage kontroversielle emner op til diskussion. Med et rekonstrueret urkurdisk får kurderne i en højere grad end tidligere genopdaget en tabt religion, zarathustras lære (der var mere eller mindre udbredt i Kurdistan i en lokal form) som har efterladt levn i alevismen, yezidismen og yarsanismen (og også blandt muslimske kurdere i form af den kurdiske nytårsfest, Newroz) i form af ritualer, religiøse ord, begreber og udtryk, som er gået tabt, eller som stadig eksisterer, men med en anden betydning. Hvordan hænger genopdagelsen af Zarathustras lære med proto-kurdisk sammen? I rekonstruktionen af urkurdisk skal lingvisterne bl.a. støtte sig til zarathustiranismens hellige bog avestaen og de oldpersiske indskrifter. Avestaen omfatter de fem skrifter Yasna, Gatha, Khorda Avesta, Visperad og Vendidad, som er de eneste bevarede hellige skrifter eller bøger ud af de oprindeligt 21 bøger.
Med dette i baghovedet vil muslimske kurdere derigennem lære at stå ansigt til ansigt med deres præislamiske religion og undersøge den på flere forskellige niveauer. Dermed er vejen banet for en tilnærmelse mellem muslimske kurdere og ikke muslimske kurdere, som følger visse zarathustriske ritualer og læresætninger (3). Som en positiv følgevirkning vil en forebyggelse af konflikter mellem disse religiøse samfund kunne være i sigte.
Kort sagt kan et rekonstrueret urkurdisk vise mange glimt eller være et direkte vindue til (da urkurdisk vil blive rekonstrueret med udgangspunkt i zarathustriske tekster og vil grammatisk og ordforrådsmæssigt læne sig tæt op ad dette sprog) kurdernes zarathustriske fortid og i sidste ende konsolidere muslimske kurderes forståelse for og tolerance overfor ikke muslimske kurdere, som stadig praktiserer eller har optaget elementer af Zarathustras lære om end i en mere eller mindre forvansket form. Dermed kan urkurdisk være et værn mod ekstremistiske islamiske organisationer eller retninger, der tidligere direkte og indirekte har haft indflydelse på visse muslimske kurderes forhold til de ikke muslimske kurdere. Et samtidigt eksempel herpå er, da en gruppe muslimske kurdere i februar 2007 angreb yezîdî kurdere i byen Shêxan i Sydkurdistan/Irakisk Kurdistan.
Et andet eksempel er fra det osmanniske riges tid, hvor visse muslimske kurdere var meddelagtige i forfølgelsen af alevî og yêzdî kurdere, som blev styret af de osmanniske myndigheder. Sidstnævnte brugte islam og udsigten til personlig berigelse i et forsøg på at tiltrække de muslimske kurdiske stammers støtte. Hamidiye regimentet var et godt eksempel herpå. Regimentet var et rytterregiment bestående af sunni kurdiske stammeledere og krigere, dannet i slutningen af 1800-tallet af Sultan Abdul Hamit til beskyttelse af Osmannerigets østlige grænser mod russiske indhug. De sunni kurdiske krigere og stammeledere fik en række privilegier, fx skatteunddragelse og fik frit lejde til at plyndre og forfølge andre kurdiske stammer, heriblandt alevi kurderne.
Rekonstruktionen af urkurdisk og muslimske kurderes forhold til islam
Brugen af det rekonstruerede urkurdiske sprog, der bl.a. kan føre til en mere akademisk tilgang til kategoriseringen af de kurdiske dialekter/sprog og en genoplivelse af kurdernes præislamiske arv kan i yderste fald være medvirkende til, at muslimske kurdere i endnu højere grad vil stille en række spørgsmålstegn ved deres religion. Spørgsmålene kunne være: ”Hvis nogle af vores forfædre i en eller anden udstrækning har været tilhængere af en form for zarathustrianisme, som er en del af den ”oprindelige” kurdiske kultur, ville det så ikke være på sin plads at erstatte islam med zarathustras lære?” ” I og med at der er en norm om, at kurdiskhed er lig med kurdisk tale, kultur, historie og kurdisk selvstændighed, hvor langt vil der så ikke være til, at ligesom mange kurdere dyrker deres sproglige særegenhed også kan vende tilbage til deres forfædres zarathustriske religion (og dermed deres religiøse særegenhed), som har længere og dybere historiske rødder i Kurdistan?”
Et andet forhold der kan få flere muslimske kurdere til at stille sig kritisk overfor islam, er at det rekonstruerede urkurdiske sprog, der vil ligge meget tæt op ad det zarathustriske avesta sprog (som de kurdere, der til den tid har lært protokurdisk vil kunne forstå) kan tjene som et incitament til en nærmere granskning af de zarathustriske tekster. Under læsningen af disse vil den muslimske kurder opdage de mange påfaldende ligheder mellem Zarathustras lære og islam hvad angår kosmologi, læresætninger og ritualer. Spørgsmålene vil så være: Hvad skyldes lighederne? At de begge har en guddommelig oprindelse? At der er tale om nogle universelle idéer, der er opstået uafhængigt af hinanden? Eller at Zarathustrianismens idéer, der er ældre end islam, og som sandsynligvis har været kendt af de præislamiske arabere, indirekte og underbevidst har været en inspirationskilde til profeten Muhammeds åbenbaringer og dermed islams teologi og praksis?
Med disse kritiske spørgsmål kan flere muslimske kurdere i fremtiden få en mere rationel tilgang til islams oprindelse, historie, teologi og praksis uden nødvendigvis at skulle give helt afkald på deres religion.
Afslutningsvis vil jeg på baggrund af ovenstående betragtninger slå fast, at en rekonstruktion af urkurdisk og brugen af den som kurdernes fælles sprog kan være en katalysator for en dybdegående samfundsmæssig og kulturel forandring, der ville kunne måle sig med oplysningstidens opgør med den magiske religiøse verdens måde at anskue universet, livet og verden på i Europa. Størstedelen af kurderne lever i et magisk religiøst univers, hvor mange forhold i livet i sidste ende tilskrives en højere magt i stedet for at de anskues fra en videnskabelig synsvinkel. Et rekonstrueret urkurdisk kan ændre denne præmoderne tankegang hos kurderne og føre til en større demokratisering af kurdisk samfund og kultur, en større viden om Kurdistans præislamiske historie og religiøse liv og en større repræsentativitet.
Med repræsentativitet mener jeg, at kun et rekonstrueret urkurdisk som kurdernes fælles sprog vil kunne appellere til alle kurdere og repræsentere dem, fordi urkurdisk kan betragtes som en bedre sproglig fællesnævner end de enkelte nykurdiske dialekter/sprog, da det kan sandsynliggøres at alle kurdiske dialekter/sprog stammer fra proto-kurdisk. Nabodialekten eller sproget vil ”bare” være et blandt flere kurdiske sprog, som den enkelte gennemsnitskurder ikke ville kunne identificere sig med grundet manglende forståelse og beherskelse af den samt legitimitet til at fungere som hans/hendes sprog i det offentlige rum. Med større repræsentativitet følger mere demokratisering og en forebyggelse af eksklusive samfundssystemers opståen, som i Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien, hvor kun majoritetens sprog bruges og er tilladt i det offentlige liv. Hvis kurderne vælger urkurdisk som officielt sprog i ét kommende selvstændigt Kurdistan, flere selvstændige ”Kurdistaner” eller autonome ”Kurdistaner” samtidig med at de lokale dialekter/sprog bevares og bruges i officielt øjemed parallelt med urkurdisk kan en gentagelse af de nuværende mellemøstlige regimers diskriminerende sprogpolitik undgås, og dermed vil kurderne opnå en af demokratiets største principper: Kulturel, sproglig og politisk repræsentativitet.
1: Det sprog som alle kurdiske dialekter/sprog antages at stamme fra, og som man kan betegne som ”medisk”, der nok er blevet talt for ca. 2000-3000 år siden. Det er diskutabelt, hvorvidt alle kurdiske dialekter/sprog stammer fra medisk eller ej.
2: I artiklen Namenem mih Azad estî, som kan læses på https://jiyan.dk/2011/03/en-protokurdiskmedisk-s%C3%A6tning-namenem-mih-azad-esti/ argumenterer jeg for proto-kurdisks slægtskab med de oldiranske sprog.
3: Fx er yêzîdî kurderne ligesom zarathustrierne af den opfattelse, at vand, luft, jord og luft er hellige elementer, som ikke må forurenes på nogen måde. Fx begravede de zarathustriske oldpersere ikke deres døde i jorden men anbragte dem på stilladser, hvor ligene blev fortæret af ådselædere. På denne måde sikrede dig sig, at et af de fire hellige elementer, jorden ikke blev forurenet.
