I en ny dokumentarfilm fortæller vidner, heriblandt tyrkiske soldater, til massakren i Dêrsim 1937-38 om deres handlinger under de blodige begivenheder dengang.
Af Deniz Berxwedan Serinci
I filmen “Sorte Vogn” fortæller flere tidligere soldater fra den tyrkiske hær om deres fremfærd i Dêrsim i det sydøstlige Tyrkiet/Nordkurdistan i 1937-38.
”Vi skyndte os at sætte ild til hulerne, hvor flere havde søgt tilflugt. Bagefter hældte vi petroleum over ældre mennesker og brændte dem levende, heriblandt kvinder og børn. Nogen smed vi i floden,” fortæller soldat Ethem.
Hvad skete der i Dêrsim i 1937-38?
Dêrsim havde nægtet at betale skat til Ankara ligesom mange unddrog sig militæraftjening. Ligeledes havde Dêrsim nægtet at deltage i Osmannerrigets krige mod Rusland og Den Tyrkiske Uafhængighedskrig.
I 1930 påbegyndte Tyrkiets leder Atatürk en politik, hvor han deporterede og afvæbnede de mange magtfulde klaner i Dêrsim. Ved en ny lov i december 1936 ændredes Dêrsim til det tyrkiske navn Tunceli (”jern hånd”) og en ny militær guvernør, Abdullah Alpdoğan, blev udnævnt.
Dêrsim’s egne borgere var ikke meget for den tyrkiske politik og gjorde modstand under ledelse af den gejstlige Seyîd Riza (1862-1937).
Ifølge den tyrkiske journalist Soner Yalcin var det Seyîd Riza’s angreb på tyrkiske tropper, der udløste krigen. Omvendt mener de fleste kilder, at konflikten skyldes et tyrkisk ønske om at ville kontrollere og tyrkificere Dêrsim.
Nogle kurdiske partisaner overgav sig under konflikten i 1937-38. Grundet vinteren kunne den tyrkiske hær ikke fortsætte dens operationer og tilbød våbenhvile og en fredelig løsning med guerillaerne. Samtidig afgav de løfte om at lade klanerne være og dispensere for ødelæggelserne.
Dette fik Seyîd Riza til at tage til det nærliggende Erzîncan, hvis guvernør han stolte på. Her blev Riza imidlertid fanget af de tyrkiske myndigheder, summarisk prøvet af retten og henrettet 18. november 1937 sammen med 11 andre. Seyîd Riza’s sidste ord menes at have været:
”Jeg kunne ikke tage kampen op mod jeres løgne og bedrag, hvilket piner mig. Men til gengæld knælede jeg ikke for jer, må det pine jer!”
Uenighed om dødstal
Ifølge den amerikanske forfatter David McDowall brugte det tyrkiske flyvevåben i foråret 1938 giftgas mod dets mål. Overlevende har fortalt, at der fandt brutale massakrer sted. Den britiske konsul i Trabzon berettede:
”De militære myndigheder har brugt midler identiske med dem, der blev brugt mod armenierne… Tusinder af kurdere, inklusivt kvinder og børn blev slagtet. Andre, primært børn, blev smidt i Eufrat.”
Ifølge tyrkiske, statslige kilder blev 13.000 dræbt under konflikten, ifølge kurdiske kilder blev der dræbt 90.000.
Den nuværende tyrkiske premierminister Recep Tayyib Erdogan, der som den første på sin post har kaldt begivenhederne for en ”massakre”, nævner alt fra 20-50.000 omkomne i Dêrsim dengang.
Der er i dag flere Dêrsîmi’er udenfor Dêrsim end i selve området, blandt andet i Istanbul og Tyskland. Børn blev kidnappet eller “adopteret” til tyrkisktalende, militære familier eller plejefamilier og opdraget i henhold til den tyrkiske nationalisme.
Den tidligere, tyrkiske udenrigsminister Ihsan Sabri Cağlayangil fortæller i sine erindringer, at borgerne i Dêrsim blev “slagtet fra 7 til 70″, altså næsten alle aldre.
