Tyrkiets Europaminister Egemen Bagis er på besøg i Danmark, som overtager formandskabet i EU 1. januar. Bagis, der selv er kurder, kræver, at de danske myndigheder lukker Roj-TV.

Under sit besøg advarede Egemen Bagis om, at 92% af tyrkerne ifølge en nylig meningsmåling føler sig diskrimineret af EU.

Der er mange årsager til det, men en af dem er Danmarks –ifølge tyrkerne – manglende kamp mod det i Tyrkiet forbudte PKK.

”PKK er en terrororganisation, der dræber uskyldige mennesker – ikke bare tyrkere, men også unge danskere. De er del af det største narkonetværk i Europa. Det er på tide, at vi indleder et stærkere samarbejde mod den internationale terror”, sagde Bagis ifølge Politiken i dag.

Den tyrkiske Europaminister giver udtryk for, at han håber, at den kurdiske tv-station Roj-TV bliver lukket.

”Vi taler om en tv-station, der provokerer til terrorangreb i Nato-allieret land,” siger Bagis ifølge Politiken.

Egemen Bagis er i øvrigt selv kurder fra Siirt i det sydøstlige Tyrkiet/Nordkurdistan.

Der ventes at falde dom i sagen om Roj-TV til januar.

Tv-stationen blev i august 2010 tiltalt for at støtte PKK ved blandt andet at vise programmer og interviewe PKK-ledere og-sympatisører.

Radio- og TV-nævnet har gennemset i alt 27 timers nyhedsudsendelser produceret af Roj TV. Flere gange er nævnet kommet til den konklusion, at der ikke var ”opfordringer til had” i den kurdiske, terrortiltalte tv-station Roj-TV’s udsendelser, som hævdet af Tyrkiet.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer