Roj-TV er objektiv og ikke anderledes end DR og TV2, mener Christian Scherfig, formand for Radio- og TV-nævnet.
Foto: Kadir Mustafa Yilmaz
Christian Scherfig, formand for Radio- og TV-nævnet, har gennemset i alt 27 timers nyhedsudsendelser produceret af Roj TV. Flere gange er nævnet kommet til den konklusion, at der ikke var ”opfordringer til had” i den kurdiske, terrortiltalte tv-station Roj-TV’s udsendelser, som hævdet af Tyrkiet.
– Når vi skal vurdere om en tv-station lever op til den danske Radio- og fjernsynslov, tager vi stilling til, om alle parter får lov at komme til orde. Og alle tre gange har vi vurderet, at Roj TV leverer objektiv nyhedsformidling i sin beskrivelse af konflikten, siger Christian Scherfig til Arbejderen.
Ifølge Christian Scherfig adskiller Roj-TV’s nyhedsudsendelser sig ikke væsentligt fra andre mediers – herunder DR og TV2’s.
– Når danske tv-kanaler som DR og TV2 dækker væbnede konflikter er det vigtigt at alle parter kommer til orde. I de nyhedsudsendelser, som jeg har set fra Roj TV, har jeg ikke set andet, end at de lader alle parterne i den tyrkisk-kurdiske konflikt komme til orde.