Som 16-årig blev Saadets søn Merwan partisan hos PKK. 11 år senere døde han i kamp med tyrkisk militær. “Hvorfor viser tyrkisk tv aldrig vores sorg?” spørger Saadet.
Af Deniz Berxwedan Serinci
Saadet Çaçan bor i provinsen Bitlis i det sydøstlige Tyrkiet eller Kurdistan, som de lokale kalder det. Om det hedder det ene eller andet kan virke ligegyldigt for en vestlig turist på besøg i det bjergrige område. Men for de lokale og for centralregeringen gør det en stor forskel. For siden 1984 har der hersket en blodig kamp på jorden her. Konflikten mellem den kurdiske organisation PKK og den tyrkiske hær har kostet cirka 40.000 mennesker livet.
Saadet Çaçans søn Merwan valgte som 16-årig at “tage op i bjergene”, som det hedder på disse kanter. Det er en betegnelse for det at tilslutte sig de kurdiske oprørere i PKK, der anses for terrorister i Tyrkiet og som figurerer som sådan hos EU og NATO, men som lokale her ofte ser som frihedskæmpere. 11 år senere døde Merwan i sammenstød med den tyrkiske hær i provinsen Şirnex / Şırnak i 2007.
Hvordan fandt du ud af at din søn var død?
– Jeg så pludselig et billede af ham på Roj-TV, hvor de viste faldne guerillaer. Min verden sank i grus, da jeg så det, fortæller Merwans mor Saadet.
Vidste du, at han var i PKK?
Nej, jeg havde ikke set ham i 11 år, for han ringede ikke, så jeg vidste ikke hvor han var.
Saadet fortæller, at hendes søn fik taget billede med hende, inden han tog af sted.
– Jeg spurgte ham hvorfor? ”Det har jeg bare lyst til,” svarede han. Jeg stod op om morgenen, og hans seng var tom, han havde ikke taget sit tøj med sig, erindrer hun.
– Jeg kiggede ud af vinduet hver dag i et år. Hvis der kom dreng iført gråt tøj, vil det være ham, tænkte jeg, men det skete ikke.
Efter ni år senere ringede Merwan pludselig hjem. Saadet troede ikke på, at det var hendes søn. Det var nok bare en ven, tænkte hun. Men det var Merwan. “Jeg kan ikke komme tilbage, familien må glemme mig,” lød hans besked. Seks måneder senere døde han i sammenstød med tyrkiske soldater.
Saadet meldte sig ind i initiativet Barış Anaları, hvor hun i dag er bestyrelsesmedlem. Her mødes mødre til dræbte PKK-guerillaer og presser på for at løse den tyrkisk-kurdiske konflikt.
– Jeg kom med i Barış Anaları pga. sorg. Jeg dør hver dag, jeg lider hver dag, må andre mødre ikke opleve det samme. Jeg har også ondt af de tyrkiske soldater, for de er også sønner af mødre, så jeg græder også for de tyrkiske mødre. Det er heller ikke deres skyld, ligesom det heller ikke er vores skyld, fortæller Saadet og efterlyser mere fokus på guerilla-mødrene fra de tyrkiske mediers side.
– Har dem oppe i bjergene ikke mødre og fædre? De tyrkiske medier viser kun de tyrkiske soldatmødres sorg. TV-kanalen Habertürk kom her og lavede interviews med mødre. Jeg gav også interviews, men de viste det ikke på tv.
