Şivan Perwer bidrog med sin sangkunst til at bevare det kurdiske sprog, som forskellige regimer prøvede at udrydde.
Engang blev drengen Ismail Aygün tævet af sin rektor for at tale kurdisk. Rektoren var i øvrigt selv kurder. År senere blev drengen en af verdens mest kendte kurdiske musiker under navnet Şivan Perwer og utroligt populært, omend han i perioder er kommet i politisk stormvejr.
Şivan Perwer debuterede som sanger i 1975 med albummet Govenda Azadîxwazan (”Frihedskæmpernes Govend”).
Senere endte han med at blive en meget populær sanger.
Şivan Perwers unge dage.
Kurdere i mellemøstlige og europæiske hovedstæder har ofte påpeget ham som én af de faktorer, der gjorde dem mere bevidste om deres etniske rødder.
Som forfatteren Salihê Kevirbirî fortæller:
Yek ji sedemên xwenaskirina min Şivan Perwer e: ”En af årsagerne til, at jeg kender mig selv, er Şivan Perwer.”
Şivan Perwer med det borgerlige navn İsmail Aygün blev født i Urfa i det sydøstlige Tyrkiet / Nordkurdistan i december 1955 i en musikglad familie, oprindeligt fra Mêrdîn. Han viste i en ung alder interesse for musik og sang ofte gamle klassikere af Mihemed Arif Cizrawî og Hesen Cizirî til glæde for omgivelserne.
Da han en dag sang på kurdisk på sit uddannelsessted, blev han fysisk straffet af sin rektor. Rektoren var i øvrigt selv kurder.
Smuglet ud ad bagdøren
Ved en kulturel aften i Ankara, hvor Perwer studerede, sang han et par kurdiske sange. Politiet stormede ind for at anholde ham, men det lykkedes hans venner at få ham ud ad bagdøren. Politiet efterlyste ham. Perwer tog til forskellige byer og gav koncerter. Nogle af hans venner blev fængslet. Som presset på ham voksede, lykkedes det ham at flygte til Syrien. Her lavede han sit første album, Govenda Azadîxwazan i 1975. Derfra tog han til Tyskland i 1976 og senere til Sverige, hvor han boede indtil han igen flyttede til Tyskland for nogle år siden.
I 1991 fik kurderne i Irak et selvstyre. Det lykkedes Perwer at komme ind i Irak via Iran, forklædt som journalist med hjælp fra Danielle Mitterand, tidl. fransk præsidentfrue. Titusinder – nogen siger hundredtusinder – kurdere var til hans koncert i byen Zakho.
Han gav flere koncerter. Kurdere kom fra Tyrkiet og Iran for at høre ham dengang. I 1992 deltog han i en Live Aid-koncert, arrangeret af Bob Geldof, hvor udbyttet gik til de sydkurdiske flygtninge på flugt fra Saddam.
Perwer har til tider haft et kontroversielt forhold til politik. Han regnes for at være den første, der præsenterede politisk, revolutionsmusik til masserne i Sydøsttyrkiet / Nordkurdistan. Senere har han frabedt sig politisk indblanding og udelukket set sig som sanger:
Ne Paşa û ne wezîr im “Jeg er ikke en pasha (general) eller minister”
Ne mûftî û ne dede me “Jeg er ikke en mufti eller dede [religiøse poster]”
Ez ne şêx û ne jî mîr im “Jeg er ikke en sheikh eller mîr”
Ez hozanê gelê xwe me “Jeg er mit folks folkesanger”
Men kurdisk musik og politik kan dog vanskeligt adskilles. Perwer har i perioder (verbalt) støttet kurdiske partier og senere kritiseret dem og ikke ønsket at blande sig i politik. Hans album fra 1991 Xewna min/Dr. Qasimlo indeholder sangen Lo me çi kir? (”Hvad har vi dog gjort?”) indirekte kritik af de kurdiske partier – læs PKK – som levede under Syriens beskyttelse. Lo me çi kir kritiserer og advarer kurdere imod at modtage støtte fra Syriens diktator Hafiz Assad, som gav flere kurdiske ledere husly i 70’erne, 80’erne og 90’erne. Det hedder i sangen:
Pişta xwe nedin Şamê “Læn/støt jer ikke op om Damaskus”
Navê we sekreter e “Deres navn er sekretær”
Qîmeta we nebe pênc pere “De er ikke en femmer værd”
Hans næste album, Zembîlfiroş (1992) indeholdt udelukkende kulturelle sange, på grund af kritik af sangen Lo me çi kir.
Forholdet til PKK blev værre. Under en koncert i marts 2003 blev sangeren fysisk angrebet af PKK-folk, mens han optrådte på scenen.
Se angrebet her
I 2011 mødtes Perwer med det tyrkiske regeringsparti Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP).
Aviser og medier med tilknytning til PKK beskyldte Perwer for forræderi og opfordrede kurderne til at boykotte ham.
Støttede sultestrejkende
Under de kurdiske fængselsindsattes sultestrejke i tyrkiske fængsler i efteråret 2012 blandede Perwer sig igen i politik.
”Jeg opfordrer alle, som har en samvittighed og barmhjertighed, til at være opmærksomme på de krav, som er blevet fremsat af de sultestrejkende. Jeg håber, at de, der har den politiske magt vil løse dette problem, så sultestrejkerne bliver afsluttet, før vi ser store lidelser.”
Kort tid efter var den gal igen. Denne gang forsøgte en irakisk enhed at indtage den kontroversielle, men vigtige olieby Kerkûk i Sydkurdistan.
Perwer tog til Kerkûk for at bakke op om de kurdiske soldater (peshmerga) i striden med Bagdad.
I december 2013 mødtes Perwer med den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdoğan i Amed (Diyarbakır) i det, der blev opfattet som forræderi af mange kurdere. Sangeren fortalte senere, at han fortrød mødet. Ved den tyrkiske invasion af syrisk Kurdistan i 2019, tog Perwer afstand fra Erdoğan og tilnærmede sig igen PKK.
Han offentliggjorde en video på Facebook, hvor han sagde på tyrkisk og kurdisk: ”Stå sammen! Uanset parti, PKK, PYD….Hvad har vi gjort jer, Tyrkiet? Herre Erdogan, var du ikke fredens mand? Jeg gav dig hånden for fredens skyld! Hvorfor må alle andre have deres egen stat, mens vi ikke må?”
Vakte vrede hos ezidier
I april 2020 sagde Perwer om den kurdisktalende minoritet ezidierne:
”En ezidi-pige forelsker sig i en muslim og de stener hende ihjel. Er det ikke fascisme? Hvem beslutter det? Er det mennesker? Det er ikke mennesker.”
Med de udtalelser skabte Perwer vrede hos ezidier. Ezidiernes Centrale Råd i Tyskland, ZÊD kritiserede, hvad den kaldte ”Perwers racistiske opførsel overfor ezidierne”.
”Hvor kurdiske forfædre forsøgte at udrydde ezidierne gennem massakrer, forsøger deres børn og børnebørn nu at udrydde dem gennem ærekrænkelse og diskrimination,” skrev Ezidiernes Centrale Råd i Tyskland. ”Konsekvenserne af det…Perwer kræver, er præcist det samme som Islamisk Stat (IS) gik efter, nemlig at udslette ezidierne.”
I slutningen af samme måned undskyldte Perwer sine udtalelser. ”Min hensigt var god, men på grund af en formulering blev det misforstået. håber, at I vil tilgive jeres Şivan. Jeg undskylder, hvis jeg har krænket nogen.”
I 2023 tog sangeren på en verdensomspændende turne i anledning af 50 årsdagen for sin kunst.
Perwer bidrog til at vedligeholde et sprog, der kunne være forsvundet
Kurdisk musik bidrager ifølge flere iagttagere til opbygning og bevidstliggørelse af den kurdiske identitet med sin blotte brug af sproget kurdisk.
I en tid, hvor det at tale kurdisk var forbudt – som det var i Tyrkiet fra 1924-91 – risikerede sproget at forsvinde, som det er sket hos mange kurdere i det vestlige Tyrkiet, der i dag kun taler tyrkisk.
Kurdiske sangere som fx Aram Tîgran og Perwer bidrog dermed til at fastholde det kurdiske sprogs fortsatte eksistens ved bare at synge på dette sprog. Men hvorfor er sprog så vigtigt?
Sprogforskerne Faîk Bulut og Doğan Aksan påpeger, at via sproget kommer en gruppes tilhørsforhold, kultur og identitet til udtryk, hvorfor sprog dermed kommer til at udtrykke en etnicitets blotte tilstedeværelse.
Under kampagner for kurdisk undervisning var slagordet Zimanê me hebûna me ye, ”Vores sprog er vores eksistens”.
Som kurdologen Emîr Hesenpur påpeger, har musikken signaleret det kurdiske sprogs – og dermed dette folks – fortsatte eksistens på, stik imod den tyrkiske stats benægtelse heraf 1924-91 og stik mod anklager om, at kurdisk er ”uddød”:
“De, der fortæller kurderne, at deres sprog ikke eksisterer, skaber betingelserne for, at sang og lytning til en sang bliver et signal om liv,” som Hesenpur udtaler.
Sørgesange
Perwer har i den grad bidraget til at udbrede lawij, ”sørgesange”, hvor sangeren beretter om, eller udtrykker sorg over bl.a. historiske begivenheder, hvor liv er gået tabt.
Et eksempel er sangen Agirî om byen af samme navn, hvor tyrkisk militær dræbte mange kurdere i 1920’erne og 1930’erne.
Populær er især Perwers sang Helebçe (1988) med en beskrivelse af giftgasangrebet på den kurdiske by Halabja i marts 1988, begået af daværende irakiske leder Saddam Hussein.
Igen er der bomberegn “Dîsa bombe û baran e”
Alt er omtåget af tåge og røg “Her derê girtî mij û dûman e”
Igen er der lyden af de såredes hulke “Dîsa nalenala birîndaran e”
Mødrenes klagesange over dem “Dengê dayika tê li ser lorikê wan e”
Fædrene kaster sig beængstet over børnene “Bavik bi keder xwe davêjine ser zarokan e…”
Men børnene er uden ånd uden sjæl og uden liv “Lê zarok mane bê nefes, bê ruh û bê can e”
Oppefra høres lyden af flyvemaskiner “Li jor tête giregir û humehuma bavirok û teyaran e”
Alt er sat i brand, flammer og røg “Her der xistiye nava agir û mij û dûman e”
Nedenunder høres lyden af børns gråd, “Li jêr tête qîreqîra zarokan”
morens og farens skrig “hawara dayik û bavan e”
Igen viser historien sig som før “Dîsa dîrok xwe nû ve dike weke carek ji caran e”
Ligesom i Diyarbekir, ligesom i Agirî, Dêrsim… “Weke Diyarbekir, weke Agirî, Dêrsim…”
I dag sker det igen… i byen Halabja “Îro dîsa….li bajarê Helebçê”
Se videoen her
Opmuntring af partisaner
En kurdisk musikgenre, der meget konkret har opfordret til opposition mod de tyrkiske myndigheder og glorificeret væbnede grupper er Stranên Berxwedanê, ”modstandssange”.
Budskaber om modstand mod myndighederne appellerer på den måde godt til mennesker, der er utilfredse med en bestemt politik. Således nævnes vreden over den tyrkiske hærs fremfærd i Dêrsim i 1937-38 af flere PKK-oprører som årsag til, at de er blevet militante.
Begivenhederne i Dêrsim dengang er siden blevet omtalt i talrige sange, især sunget af bl.a. Baran, Perwer osv. Under Perwers koncert i irakisk Kurdistan i 1991 blev kampråbet Bijî Kurdistan, bimrî koledar!, ”Længe leve Kurdistan, død over undertrykkeren!”, velmodtaget af folk, der var blevet udsat for folkemord og giftgasangreb kort tid inden.
De politiske myndigheder har ofte forbudt modstandssange, da de glorificerer de kurdiske oprørere, som mange kurdere ser som frihedskæmpere, mens tyrkere omvendt ser dem som terrorister. Samtidig fremstilles myndighederne som skurken. Revolutionerende kampsange beskriver “modstanderen” ud fra et negativt sprogbrug.
Den kurdiske nationalhymne Ey Reqîbs kendte sætning Kes nebê Kurd dimirin, Kurd jîn dibin!, ”Ingen skal sige, kurderne er døde, kurderne lever!”, hentyder til, at myndighederne forsøger at udrydde kurderne. Det bidrager med Perwers ord til at ”forstærke vreden mod fjenden”.
Perwers sang Şer neke (”Slås ikke”), der skarp kritiserer de pro-tyrkiske landsbyvagter, findes på den europæiske udgave af det pågældende album, men ikke i den tyrkiske. De mange PKK-drab på landsbyvagter kan hos de tyrkiske myndigheder have skabt frygt for, at sange af en så populær sanger kan opildne til en gentagelse af lignende episoder. Samtidig viser episoden, at de tyrkiske myndigheder er Perwers status og popularitet bevidst.
