I går blev der afholdt et foredrag om kurderlederen Ismail Agha Shikak i Brøndby. Forneden kan I se billeder og video.
Nu lidt om den kurdiske leder.
Kurderne i Iran har flere gange gjort oprør, heriblandt under Ismail “Simko” Agha Shikak (1887-1930), leder af Shikak-stammens Evdoyî-gren.
Han formåede at oprette et autonomt kurdisk område med en hær, der flere gange var i stand til at besejre den iranske hær. Iran var officielt set neutral under Første Verdenskrig. Vesten var dog meget interesseret i landet på grund af dets betydelige oliereserver og dets strategiske beliggenhed på vejen til Afghanistan og mellem de bekrigende osmanniske og russiske imperier.
Dermed var Iran en slagmark for krigene mellem de tyrkiske osmannere og russerne. Landet blev opdelt i nordlige og sydlige indflydelsesfelter efter den Anglo-Russiske Traktat fra 1907. Den betød, at russerne satte sig på den nordlige del, tæt på Kaukasus.
Imens tog briterne det sydlige Iran. Briterne overtalte regeringen i Teheran til at indsætte Simko som guvernør af den nordlige provins Urmiye, så han kunne skabe stabilitet og modstå osmannerne og russerne. Det gik den iranske regering med til, da de også var interesserede i at genoprette autoritet i området og holde tyrkerne og russerne ude. Osmannernes nederlag i slutningen af Første Verdenskrig samt Sèvres-traktaten fra august 1920, der havde lovet kurderne i Osmannerriget selvstyre, opmuntrede kurderne i Iran til at gøre oprør.
Simko vurderede, at det var det rette tidspunkt at rejse sig på og kæmpe for kurdisk autonomi. Han bad briterne om hjælp. Da de afslog, vendte han blikket mod osmannerne. Samtidig gjorde Simko og kurderne krav på de samme områder i det nordvestlige Iran, som også andre minoriteter, de kristne assyrere og de tyrkisktalende aserbajdsjanere, opfattede som deres hjemland. De ønskede ikke at være en del af Simkos Kurdistan.
Konflikten mellem disse etniske grupper spidsede til. I marts 1918 fik Simko dræbt assyrernes overhoved patriark Mar Shimun XXI Benyamin. Det førte til, at assyriske grupper hævnede sig ved at dræbe muslimer andre steder i regionen. Denne del af Simko er meget kontroversiel og blev også diskuteret i går.
Den kurdiske leder fik masser af våbenstøtte fra russerne. Samtidig prøvede han at få britisk støtte. Til det formål kontaktede han den britiske kommissær i Irak, A. T. Wilson, men fik ikke noget svar.
Det lykkedes Simko at opbygge en hær på tusinder af krigere. I 1919 havde Simko kontrol over et stort område, der strakte sig over 200 kilometer i iransk Kurdistan. Samtidig oprettede Simko en administration, der opkrævede skat fra byer og landsbyer i området. Hans modstandere prøvede at dræbe kurderlederen.
Således sendte guvernøren af den iranske Aserbajdsjan-provins en gave til Simko. Gaven indeholdt en bombe, men Simko slap uskadt. To år senere erobrede Simkos styrker byen Mahabad og gjorde den til hovedstad. Her udgav Simko samtidig sin egen avis på kurdisk.
I 1922 lykkedes det iranske leder Reza Khan at disciplinere landets hær, så de kunne slå ned på Simko. Ved et slag den 9. august 1922 lykkedes det den iranske hær med hjælp fra andre kurdiske klaner, der heller ikke brød sig om Simko, samt de assyriske og aserbajdsjanske minoriteter, at besejre Simko.
Derfor måtte kurderlederen sammen med cirka 1000 af sine krigere flygte til Tyrkiet og derfra til Irak. I 1924 vendte Simko så tilbage til iransk Kurdistan bevæbnet med maskinpistoler og artillerienheder, som han havde fået af den tyrkiske hær eller erobret fra russerne. Han overtog samtidig lederskabet af sin Evdoyî-Shikak-klan fra rivalen Amr Khan.
Hans styrker indtog igen visse kurdiske byer. Men da halvdelen af Simkos tropper gik over til rivalen Amr Khan, blev det nemt for den iranske hær at nedkæmpe Simko. Endnu engang måtte han flygte til Tyrkiet. I 1929 gav shah Reza Pahlavi amnesti til Simko. Han vendte derfor tilbage. Året efter sendte en kommandør for den iranske hær et brev til Simko og inviterede ham til et møde i byen Oshnaviyeh. Her skulle Simko mødes med en oberst.
De skulle føre forhandlinger og tilbyde ham guvernørposten i Oshnaviyeh. Obersten overtalte Simko til at tage til udkanten af byen for at møde en iransk kommandør. Det viste sig at være en fælde: Simko faldt i baghold og blev dræbt af de iranske styrker den 30. juni 1930.
Simkos svaghed var det klanmæssige system. Når han havde succes, støttede klanmedlemmerne op om ham. Men når han var i defensiven, fjernede de støtten. Modsat moderne kurderledere, havde Simko dengang heller ikke et partipolitisk bagland, der kunne støtte ham.
Shahens styre havde dræbt et stort kurdisk symbol på den kurdiske kamp og fortsatte nu med at slå ned. Kurdisk blev forbudt i undervisnings og publiceringsøjemed. Kurdiske godsejere blev sendt i eksil. Kurderne blev kaldt ”bjergiranere”, som i nabolandet Tyrkiet, hvor de blev kaldt for ”bjergtyrkere”.
Det officielle Iran benægtede dog ikke som i Tyrkiet kurdernes eksistens. Kurdiske områder blev samtidig efterladt underudviklet. Dermed ville potentialet for fremtidige oprør være reduceret, mente shahen. Med et dekret i 1935 blev det forbudt at bruge det kurdiske sprog på skrift.
Se galleri:
Se video:
