Kurdere mindes, at det er 87 år siden Sheikh Said/Şêx Seîds oprør fandt sted i Diyarbekir i Sydøsttyrkiet/Nordkurdistan.
Organisationen Azadî (”Frihed”) planlagde et stort oprør mod det nye Tyrkiets forbud mod det kurdiske og krævede oprettelse af et uafhængigt Kurdistan.
Azadî bestod af ledende medlemmer som Yûsif Zîya Beg (1882-1925), fyrstelig fra Bedlîs og tidl. medlem af det tyrkiske parlament, Xalid Beg Cîbran (1982-1925), et prominent klanmedlem, Îhsan Nûrî Paşa (1896-1976), tidl. officer fra den osmanniske hær og den religiøse leder Şêx Seîd (1865-1925) af den islamiske Naqshbandi-skole. Ankara opdagede planerne og anholdt næsten alle officerer, der var forbundet med Azadî. Kun Şêx Seîd var ikke blevet tilfangetaget.
Den 8. februar 1925 fandt der et sammenstød sted mellem tyrkisk gendarmer og tilhængere af Şêx Seîd. Dermed startede hans oprør i Diyarbekir. Şêx Seîd krævede, at ”kurderne må få politiske, kulturelle og sociale rettigheder.”
Oprøret var også delvist imod det nye sekulære Tyrkiets opgør med religion. Atatürk havde med Tyrkiets oprettelse ophævet de religiøse Shari’a domstole, forbudt slør og andre udtryk for religiøs indflydelse i staten.
50.000 tyrkiske soldater mod 15.000 kurdere
Flere klaner som Xormak og Lolan nægtede at støtte oprøret på grund af interne kurdiske uenigheder, såsom Alevi-Sunni-striden og ældre stridigheder. Oprøret var til at starte med succesfuld. Flere byer som Licê, Hênê og Çabakçur faldt i oprørernes hænder, og de tilsendte tyrkiske tropper kunne ikke slå oprørerne og flygtede. Ankara indførte militærundtagelsestilstand i hele Nordkurdistan.
Det tyrkiske svar på oprøret besværliggjordes af interne problemer. De sendte hærenheder bestod af mange kurdere, der ikke ville bekæmpe andre kurdere eller af tyrkiske tropper kommanderet af Kazım Karabekir, der var politisk rival til Atatürk. Det lykkedes dog den tyrkiske hær at samle en hær på 52.000 soldater mod 15.000 kurdiske oprørere.
I slutningen af marts 1925 var rebellerne omringet af den tyrkiske hær. Omkringliggende landsbybeboere blev tvunget til at afsværge oprøret og angive eller udlevere oprørsledere. Diyarbekir-området blev mødt af massive tyrkiske militære bombardementer. I april blev Şêx Seîd fanget af de tyrkiske soldater efter de sidste slag ved Gênc og Palo.
Udenlandske diplomater: Kvinder og børn blev massakreret
Ifølge udenlandske diplomater i Tyrkiet var ”Hele landsbyer blevet brændt eller raseret til grunden og mænd, kvinder og børn dræbt”, kurdere blev ”i massevis hængt, massakreret og praktisk talt knust…” (Kilde 55: Public Record Offices, FO 371/14579 W.S Edmonds, noter fra Diyarbekir, mv, Maj 1930).
Den britiske ambassade berettede om en deserteret soldat, der var ”træt af at slagte mænd, kvinder og børn” (Public Record Offices, FO 371/12255 Hoare til Chamberlain, Istanbul, 14.12.1927). Imens skrev den britiske journalist H.C. Armstrong:
”Mustafa Kemal [Atatürk]… forvandlede Kurdistan til en ørken med ild og sværd. Mændene blev tortureret ihjel. Landsbyer blev brændt. Høsten blev destrueret. Kvinder og børn blev krænket og dræbt.” (144, Roth)
Sheikh Said: Uden brød? Ja! Uden frihed? Aldrig!
Fødegrundlaget for landsbybeboere blev fjernet, eks. 30.000 får i Licê. Oprøret blev knust af det tyrkiske militær i midt-april 1925. Şêx Seîd blev sammen med 52 tilhængere henrettet i september 1925. Han udtalte inden hængningen:
Ez dikarim bê nan bijîm, lê ez nikarim bê azadî bijîm: ”Jeg kan leve uden brød, men jeg kan ikke leve uden frihed.”
Ved oprørets ophør var 15.000-20.000 kurdere dræbt, iflg. Folkeforbundet, forløberen for FN. 15 byer og mindre byer, 206 landsbyer blev nedbrændt. Ca. 50.000 mennesker måtte flygte, mens 7800 blev deporteret af Ankara til Vestanatolien. Mange stammeledere og deres familier – også dem uden direkte involvering i oprøret – blev også deporteret. Et af dem var den senere så kendte Îbrahîm Biro Talu, lederen af Celalî-klanen. På vejen til den nye destination døde tusinder pga. mangel på føde og forsyninger.