Selvom Islamisk Stats kalifat er fortid i dag, er den tidligere sexslave Sawsan Khalaf og ezidierne stadig plaget af fortiden. Seks år efter IS’ indtog bor hun og de fleste ezidier stadig i flygtningelejre og leder efter forsvundne familiemedlemmer. ”Vi har ingen fremtid her,” siger Sawsan og håber på asyl i Europa.

De blev købt, solgt og voldtaget af jihadister fra Islamisk Stat, IS. Titusinder af ezidier var i august 2014 forskanset på et bjerg i en uge uden tilstrækkelig vand og mad. Det blev anledningen til Vestens intervention i konflikten. Her seks år efter er over 2800 ezidier stadig ikke fundet.

En af dem, der oplevede ezidiernes situation på egen krop er den 30-årige kvinde Sawsan Khalaf. Det sværeste var at blive solgt.

”IS solgte mig otte gange,” fortæller hun.

I august 2014 indtog IS byen Sinjar i det nordvestlige Irak, hvor flertallet af befolkningen var ezidier. IS betragter dem som vantro. I byen kom sommerheden fra ørkenlandskabet rullende fra Syrien, og pressede temperaturen op over 45 grader. Fordi byen ligger så tæt på Syrien, tjente mange af byens indbyggere til dagen og vejen ved at smugle cigaretter og andre varer over grænsen eller ved landbrug ligesom Sawsan. Hendes chef var en muslimsk mand.

”Min chef lovede os at beskytte os imod IS,” siger Sawsan.

”Vi må væk”

Bassam Jouhi, leder af dataafdelingen hos kontoret for de kidnappedes anliggender: “Nogle familier holder ezidier som fanger i Mosul, Baghouz-området, mens andre med falsk ID bliver smuglet til Tyrkiet.”

Natten til den 3. august 2014 vågnede ezidi-kvinden ved lyden af skud. Automatriflerne sang duet med artilleri. IS havde lukket sig som en knibtang om byen og klemte nu til.

”Vi må væk!” råbte Sawsan, mens hun med den ene hånd forsøgte at trække sine bukser på plads, mens den anden hånd knugede telefonen til øret og ringede til den muslimske chef for beskyttelse.

IS truede muslimer i området til at udlevere ezidierne. Den muslimske mand udleverede Sawsan, hendes tre brødre, mor og far. Flere IS-folk steg ud af pickup-trucksene med det sort-hvide flag blafrende i vinden. Som kvæg blev Sawsans familie gennet ind i bilerne. Mænd for sig og kvinder og børn for sig. Ingen var bundet, men to IS-krigere i hver bil holdt skarpt øje med dem. Sawsan har ikke set sine brødre, mand og far siden.

De ankom til en bryllupssal, hvor IS opdelte kvinderne i ikke-gifte, singler og gifte med børn. Derefter kom voldtægterne. Det begyndte med lyden af fodtrin, derefter raslende nøgler og lyden af metal, der gled til side for at ramme muren med et højt ”klaaaaang”. Ved lyden af den åbnende gitterport trak alle kvinder sig automatisk længst væk fra døren, mens de skjulte de mindste piger bag sig.

Derefter skulle de køres i busser til Raqqa i Syrien. Her mødte Sawsan en kidnappet ezidi-mand.

”For at forhindre IS i at sælge mig til en af deres egne og misbruge mig, aftalte jeg at blive gift med den mandlige ezidi,” siger Sawsan.

Men den troede IS ikke på. De hev fat i hendes nye ezidi-mand og førte ham væk. Hun så ham aldrig igen.

”De tog fotos af os og sendte dem til hinanden over WhatsApp og Facebook for at sælge os,” siger hun. ”Kvinderne på billederne var meget tynde.”

FN skrev i en rapport fra 2016, at kvinderne oplevede et betydeligt vægttab under deres fangenskab. På billeder, som IS-krigere sendte rundt på online slave-auktioner, er nogle af kvinderne derfor afmagrede.

Tvangskonverteret til islam

Sawsan husker, hvordan en saudisk IS-mand, en høj, fuldskægget mand med briller og gråt hår sad henslængt i en sofa og betragtede kvinderne under sine buskede øjenbryn.

”Jeg køber hende der!”

Sawsan var nu solgt til saudieren – og senere blev hun solgt til en tunesisk, fransk og libysk mand.

Den dengang 25-årige Sawsan skulle tidligt op. Sæbevandet plaskede mod de hvide klinker. Med et svup og et klask satte hun moppen på gulvet. Udover rengøring, skulle hun også lave mad.

Shingal/Sinjar er ruineret efter IS’ indtog.

Endvidere skulle hun også skifte tro. Ezidier er ikke muslimer, men tror på én Gud med syv ærkeengle.

”Bekend dig til den eneste sande tro og du slipper for at ryge i helvede,” sagde saudieren.

”Jeg bor allerede i helvede,” svarede Sawsan. ”Jeg bliver ikke muslim.”

Den efterfølgende knytnæve i maven blæste luften ud af hende, mens geværkolben i nakken sendte hende ned på gulvet. Kvinden krummede sig sammen i fosterstilling med hænderne beskyttende bag hovedet.

Hun havde aldrig før vendt en side i Koranen. Nu skulle bede fem gange om dagen til en fremmed gud.

”Efterfølgende konverterede jeg til islam, så jeg bad, læste i Koranen og fastede under ramadanen.”

Da hun kort tid efter lå med ansigtet vendt mod Mekka, bad hun inderst inde kun til én Gud. Sin egen. Hun bad om, at han ville redde hende. Eller vise barmhjertighed og tage hendes liv.

Selv om hun så gerne ville tænke positivt og holde hovedet højt, krøb mismodet og længslen efter familien hele tiden ind i hendes sind. Hvor var moren, faren, hendes søskende og ægtemanden? Var de stadig i live?

Imens var hun gravid med sin forsvundne mands barn. I november 2015 fødte Sawsan så en datter. Flere af de andre ezidi-kvinder tæt på forsøgte at begå selvmord. Men ikke Sawsan.

”Jeg tænkte på mit barn. Hendes skæbne afhang af mig. Jeg måtte holde mig i live for hendes skyld.”

Den perfekte dækhistorie

På kontoret for de kidnappedes anliggender i Duhok arbejdede otte til ti personer fuldtid for at befri ezidi-slaverne. Kontoret fik penge fra den daværende kurdiske premierminister, Nechirvan Barzanis, kontor og gav dem til redningsoperationerne. Sawsans bror gav et billede af sin søster til en menneskesmugler fra kontoret. Smugleren skulle ind i et område kontrolleret af IS.

Han havde den perfekte dækhistorie: Officielt skulle han bare købe en sexslave for at voldtage hende. Som en kat kunne han bevæge sig rundt i selv besatte byer uden at blive opdaget, for han anlagde fuldskæg og skiftede til syrisk-arabisk dialekt. Han smeltede ind som en lokal.

Ezidiernes hellige by Lalish med den sorte slange på væggen

Han købte Sawsan. Udenfor hviskede han til ezidi-kvinden.

”Jeg vil tage dig med til din familie.”

Sawsan troede ikke på ham.

10 dage på vejene blev det til, hvor Sawsan blev sendt fra den ene mand til den anden sammen med sin datter. Hun skulle have den heldækkende sorte niqab-dragt. Bag niqaben følte hun sig sikker. Den, der lever skjult, lever godt, tænkte hun.

I bilen kom de til et IS-checkpoint. Sawsan hjerte truede med at stoppe. IS-manden gik rundt om bilen. Smugleren gav Sawsans og resten af passagerernes pas til manden. IS-kontrolløren rakte passene tilbage til smugleren, der gassede op og kørte væk.

Pludselig befandt de sig i den sikrere, kurdiskkontrollerede del af Syrien og kom derfra til Irak. To år og 10 måneders fangenskab var hermed slut.

Mænd formodes dræbt

Sawsans mor, en søster og en bror slap senere også ud af fangenskabet. De bor nu i Tyskland og modtager psykologbehandling. Men resten af familien er stadig ikke fundet.

”Hvad er der sket med min far, min mand og mine tre brødre? Jeg aner ikke, om de er døde eller levende,” siger hun fra sin nye bopæl, flygtningelejren i Shariya, tæt på Duhok i irakisk Kurdistan.

Mændene lever næppe, mener Bassam Jouhi, leder af dataafdelingen hos kontoret for de kidnappedes anliggender. For kun 339 ud af 2869 mænd og drenge, der i sin tid blev kidnappet, er dukket op på seks år.

Kontoret oplyser endvidere, at i alt 6417 ezidier blev kidnappet i august 2014 af IS. Heraf er 3530 blevet reddet, mens 2878 ikke er fundet. Ifølge kontorets oplysninger bliver nogen stadig holdt som fanger af IS-folk i Irak, Syrien eller er blevet smuglet til Tyrkiet.

”Nogle familier holder ezidier som fanger i Mosul, Baghouz-området, mens andre med falsk ID bliver smuglet til Tyrkiet,” siger Bassam Jouhi.

Radikaliserede drenge

Så er der også de ezidi-børn, der slet ikke ønsker at vende hjem, fordi de er blevet radikaliseret af IS, oplyser kontoret. Det kan Sawsan genkende. Efter at have genvundet sin frihed tog hun til et hus for at blive klogere på sin mands skæbne. I huset var der tre 9-10-årige ezidi-drenge, der lige var sluppet fri af deres fangenskab hos IS.

”Jeg ville spørge dem, om de havde set min mand. De ville nærmest angribe mig fysisk, fordi jeg ikke bar slør,” siger Sawsan.

I flygtningelejren i Shariya besøger Sawsan sommetider den 43-årige kvinde Gule Hamo. Fire af hendes otte børn er stadig ikke fundet, efter at de blev kidnappet af IS.

”De hjemvendte fire børn er ikke helt normale oppe i hovedet,” siger familiemoderen. ”Mine sønner bliver hurtig sure, når jeg siger noget.”

Gule Hamo nåede at flygte, da IS indtog Sinjar og blev derfor aldrig selv taget til fange. Hun har ikke hørt noget fra de fire forsvundne børn eller hendes mand, der også blev kidnappet.

Samfundet vil ikke acceptere kvinders børn, hvis faren er IS-kriger

Både Sawsan og Gule Hamo siger, at de døjer med psykiske problemer. Og det står de ikke alene med. Ifølge en lokal universitetsundersøgelse af 416 kvindelige IS-overlevere mellem 17 og 75 år, foretaget i september 2018, er 80% traumatiserede og lider af en posttraumatisk stresslidelse – PTSD.

”Når jeg tænker på mine forsvundne børn og mand, får jeg det dårligt,” siger Gule Hamo. ”Min nabo siger, at der kommer røg ud af køkkenet, uden at jeg har opdaget det.”

Ovennævnte undersøgelse viste også, at 44,6% af de tidligere slavekvinder følte sig ”helt udelukket som medlemmer af samfundet”. 32,3% var bekymrede for ikke at kunne blive gift. I mange konservative dele af Irak foretrækker mænd, at bruden er jomfru og vil derfor fravælge en voldtaget kvinde.

Bahar Munzir, der har arbejdet med rehabilitering blandt ezidi-flygtninge, kan genkende den sociale udstødelse. I flere tilfælde er ezidi-kvinder, der ufrivilligt har fået børn med nu dræbte IS-krigere, blevet mødt af et krav fra deres familier: Smid dit barn væk.

”En 16-årig kvinde kom i flygtningelejren her,” fortæller Bahar Munzir. ”Hun havde fået en dreng med IS-manden. Familien ville ikke acceptere det otte måneder gamle barn, fordi faren var fra IS. Hun skilte sig af med sønnen. Hun fik dårlig samvittighed og vendte tilbage til Syrien for at blive genforenet med drengen.”

I april 2019 slog Ezidiernes Åndelige Råd fast, at de hjemvendte ezidi-kvinder skal accepteres i samfundet. Men rådet ville samtidig ikke acceptere børn, der er ”født som resultat af voldtægt”.

Andre ezidier siger, at de godt vil kunne acceptere børnene. En af dem er den 31-årige taxachauffør Yasir Gobeli, hvis søster og far er i hænderne på IS.

”Kvinderne er måske gravide og tør ikke vende tilbage, fordi de er bange for familien. Personligt ville jeg acceptere de børn, hvis far er IS-terrorist, om det så var min søster,” siger han.

Ønsker psykologbehandling i Europa

IS-flag i Sinjar/Shingal

Ifølge de irakisk-kurdiske myndigheder bor 360.000 ezidier, ud af de anslåede 550.000 oprindelige ezidier i Irak, på sjette år i flygtningelejre udenfor Sinjar. Ezidi-byen er i dag spækket med miner, sønderbombet til ukendelighed og ligner en levende begravelsesplads med indtil nu 69 fundne massegrave. Sawsan selv vil ikke vende tilbage til hjembyen, fordi hun ikke stoler på naboerne.

”Flere steder forrådte vores muslimske naboer os og overgav os til IS. Det er svært at regne med nogen.”

Desuden holder den ringe infrastruktur hende tilbage.

”Der er ikke vand, elektricitet eller sikkerhed,” siger hun. ”Nu har IS ikke noget territorium, så de er spredt ud over det hele. Vi aner ikke, hvor de er.”

Siden oktober 2015 har Tyskland taget imod 1100 ezidi-kvinder og børn for at psykolog- og medicinbehandle dem. I Irak findes der ikke avanceret psykologbehandling, ifølge Bahar Munzir. Sawsan siger:

”Jeg gik til psykolog her i Irak, men det virkede kun lidt. Så jeg vil gerne til Tyskland eller et andet sted i Europa,” lyder det fra den 30-årige kvinde. ”For vi har ingen fremtid her.”

Kommentér via Facebook

kommentarer