16. marts 1988 står indprentet som en sort dag i kurdernes kalender. Det var denne dag, hvor byen Halabja med et blev verdenskendt efter at være blevet giftgasset af Saddam Husseins regime.
I årtier havde kurderne i Irak/Sydkurdistan ligget i konflikt med centralregeringen i Bagdad om selvbestemmelse. De forskellige arabiske regeringer modsatte sig ideen om at give selvstyre/selvstændighed til det kurdiske nord, da det var rigt på olie.
Kurderne med Mullah Mustafa Barzani i spidsen gjorde i 1960’erne og 70’erne oprør mod den irakiske stat og dens forsøg på at arabisere Kurdistan ved at tvangsflytte kurderne til Sydirak og bosætte sydirakiske arabere i Nordirak.
Da krigen brød ud mellem Iran og Irak i sommer 1980, støttede de to store kurdiske partier, KDP (Kurdistans Demokratiske Parti) og PUK (Kurdistans Patriotiske Union) iranerne i krigen i håb om at opnå selvbestemmelse. Den iranske hær indtog det vigtige område Hac Umran med KDPs hjælp, hvilket Iraks diktator Saddam Hussein opfattede som forræderi – ”en dolk i ryggen, som Saddam aldrig vil glemme” (International Herald Tribune, 28/03-1984).
Som straf blev et stort antal kurdere dræbt, flere hundrede kurdiske landsbyer jævnet med jorden. Landsbybeboere fik fem dage til at pakke deres ting, hvorefter hæren rykkede ind i landsbyen med store bulldozere og ødelagde alt. Beboerne blev sendt til genbosættelseslejre, de såkaldte mujamma´at, hvor nogle sultede ihjel.
Saddam prøvede at forhindre, hvad han så som en kurdisk-iransk konspiration mod Bagdad, ved at skabe splid mellem PUK og KDP. Han ville have PUK til at støtte sig selv i kampen mod KDP og Iran. Da Saddams ønske om en alliance med PUK slog fejl og PUK i slutningen af 1986 besluttede at støtte Iran og sluttede fred med KDP, forstærkedes den irakiske diktators frygt.
Gradvist mistede Saddam kontrollen over irakisk Kurdistan. I 1987 havde regimet kun kontrol over hovedveje, større byer og mujamma’at.
Saddam gik derefter i gang med at udtænke en endelig løsning på det kurdiske problem. Han startede den såkaldte Anfal-kampagne med det formål at udrydde kurderne engang for altid. Anfal bestod af i alt otte militære angreb mod ”forbudte områder” i Sydkurdistan/Nordirak, hvor der ifølge regimet opholdt sig rebeller. Ingen måtte opholde sig i disse områder.
Saddams fætter, Kemiske Ali, alias Ali Hassan Majid, erklærede:
”Indenfor deres jurisdiktion må de væbnede styrker dræbe ethvert tilstedeværende menneske eller dyr i disse områder.” (Art 5, Dekret 3. juli 1987).
Over 200 områder blev herefter giftgasset i Kurdistan.
I midt-marts 1988 fordrev iranske styrker irakerne fra den kurdiske by Halabja, hvis befolkning havde hjulpet iranerne med at indtage byen. Saddam tog næste dag hævn ved at giftgasse Halabja.
16. marts 1988 angreb snesevis af irakiske flyvemaskiner Halabja med en giftig regn af bomber.
5000 mennesker døde, de fleste kvinder og børn.
