”De kidnappede kvinder kontakter mig,” siger Khalil Dikhi. “Så laver jeg en aftale med dem og ringer til mine hemmelige folk i Mosul.”
Af Deniz Serinci
Nogle af de tusinder af ezidier, der blev kidnappet af Islamisk Stat (IS), er blevet reddet ud via smuglere.
En af disse smuglere er den 39-årige advokat og ezidi Khalil al Dikhi, der med egne ord ”kidnapper kvinderne ud af IS”.
Nogle af Dikhis slægtninge blev dræbt af IS. 78 andre slægtninge blev kidnappet. Efter IS’ indtog i Shingal/Sinjar, lavede Dikhi en gruppe sammen med blandt andet sin kone Ameena Saeed Hassan, der er tidligere medlem af det irakiske parlament. Formålet er at samle information om de kidnappede folk, såsom navne, aldre og tilholdssteder.
Efter at have fået økonomisk støtte fra det kurdiske selvstyre i Irak, brugte Dikhi sine tidligere kontakter fra IS’ irakiske hovedby Mosul, hvor han har boet, til at skaffe informationer om de kidnappede folk.
Egentlig ville det være svært at komme i telefonisk kontakt med folk i Mosul, for IS har forbudt fanger og almindelige borgere at bruge telefoner. På den måde forhindrer de dem i at komme i kontakt med omverdenen. Men nogen bruger i smug deres telefoner, der er købt, inden IS’ indtog i juni 2014. Andre smugler telefoner ind. Selvom mobilsystemet ikke virker optimalt i Mosul, så ligger det kurdiske selvstyre tæt på og deres signaler opfanges nogle steder.
Dikhi ringede til venner i Mosul og spurgte dem ind til forsvundne personer.
”Derefter lavede jeg aftaler med folk i Mosul, der nu arbejder hemmeligt for os. Vi har sikre huse overalt,” siger Dikhi og henviser til netværksmedlemmers huse, hvor befriede fanger indlogeres, indtil de skal videre ud af kalifatet.
Flere af de tilfangetagne kvinder opholdt sig i starten i Mosuls Galaxy-bryllupshal, Ibn Arabi-gaden eller Jumhuriyah-hospitalet. Nogle af kvinderne formår at finde telefoner, tilhørende deres IS-slaveholdere, derhjemme. Det sker, mens slaveholderen er udenfor huset. Eller også stjæler kvinderne telefoner eller børns Ipads, og kontakter familiemedlemmer via Facebook.
En af kvinde kontaktede således Dikhi gennem det sociale medie.
”Kvinderne kontakter mig. Så laver jeg en aftale med dem og ringer til mine hemmelige folk i Mosul.”
Medarbejderne i Mosul undersøger informationer om husene, hvor kvinderne befinder sig, og hvornår hendes slaveholder typisk forlader hjemme i forbindelse med eksempelvis fredagsbøn.
”Når huset er tomt, ringer mine folk til kvinden og sender en bil afsted.”
Dørene er aflåste. Dikhi forklarer, at kvinden indenfor med tunge genstande forsøger at ødelægge døren eller at hans folk sommetider bryder en lås op.
”Derefter kører chaufføren kvinden til et sikkert hus, som er et af vores medlemmers private hjem.”
Om natten kører Dikhis folk den befriede kvinde ud af kalifatet. De bliver stoppet ved checkpoints. Og her forklarer Dikhi, at hans folk sommetider bestikker IS-vagterne ved kontrolpunkterne. De faldende oliepriser og USA og Ruslands angreb på IS’ primære indtægt, nemlig oliefelterne, har forværret den økonomiske situation, hvorfor IS-medlemmer gerne lader sig bestikke.
Før flygtede kvinderne ofte iført burka, så folk ikke kunne genkende dem. IS giver ikke længere burka til ezidi-kvinder af den grund. IS registrerer nu også alle slaver under deres ejeres navne. Så når en pige flygter, ved enhver ved checkpointet, hvem de skal returnere hende til.
På vej ud af kalifatet og ind på det kurdiske selvstyres område, orientere Dikhi den officielle hær peshmerga, så de ved, at kvinderne og smuglerne vil komme.
”Så ved peshmerga, at de ikke behøver at skyde på mine folk,” siger Dikhi.
Dikhis indsats indbragte ham i sidste uge (20/10-2016) en menneskerettighedspris fra den amerikanske organisation Human Rights Firsts i New York. Han fik sammen med sin kone Amena Hassan, fordi de ifølge organisationens direktør Elisa Massimino er ”det sidste håb for mange af de kvinder og piger, der er blevet gjort til slaver af Islamisk Stat”.
Læs mere på POV
