”Anfal er indplantet i vores hukommelse. Massakren påvirker os stadig psykisk og ved at nogen børn fødes handikappet,” siger Serbest Lezgîn fra KDP, der håber at hele Vesten vil anerkende massakren.
Af Deniz B. Serinci
25 år efter giftgasangrebet på Halabja, ønsker kurderne at Vesten anerkender Saddam Husseins massakrer, Anfal, på dem som folkemord.
”Det vil være et stærkt signal til os om, at noget lignende aldrig skal gentage sig igen,” mener Dawood Atrushi, vicerektor fra Duhok Universitetet i Sydkurdistan/Nordirak.
Det svenske parlament stemte i december for at anerkende Saddam Husseins massakrer på 180.000 kurdere i 1980’erne, kendt som Anfal, som folkemord.
Danmark og resten af EU bør følge i svenskernes fodspor og også anerkende folkemordet, mener han.
”Så kan danskerne forstå, hvorfor kurderne er kommet til deres land.”
I 17 år boede Atrushi i Norge som flygtning, inden han vendte tilbage til Kurdistan.
”Efter 20 år i Skandinavien, kender jeg disse lande som nogle meget demokratiske stater, der bør bakke op om os. Kurderne er kendt for at have et stabilt område i denne del af Mellemøsten,” siger Atrushi.
Alle har mistet nogen i deres familie
Samme holdning har Serbest Lezgîn, ansvarlig for amtsforening nr. 8 for Kurdistans Demokratiske Parti (KDP), da vi møder ham i Zaxo, tæt på den tyrkiske grænse. Han bevidnede kemiske angreb i Kurdistan i slutningen af 1980’erne.
”Anfal er indplantet i vores hukommelse. Massakren påvirker stadig kurderne; eksempelvis psykisk ved at mange er krigstraumatiserede. Nogen kurdiske børn fødes mentalt eller fysisk handikappet, på grund af kemiske angreb,” siger Lezgîn.
”Kurderne blev udsat for en stor uretfærdighed, uden at nogen beskyttede dem. Det er derfor vores ret at få vores sorg gjort kendt,” tilføjer han.
Ligesom alle kurdere vi møder, glæder Lezgîn sig også meget over den svenske anerkendelse af Anfal.
”Kurdistan vil aldrig glemme Sverige. Hvis Danmark fulgte efter, ville det påvirke vores forhold til Danmark meget godt og vil gøre os i bedre stand til at kræve vores ret fra Irak og sagsøge dem for at få kompensation.”
At Anfal stadig påvirker kurderne 25 år efter, mærkes tydeligt her i den ene provins, nemlig Duhok. Næsten alle, vi møder, har mistet nogen i familien.
En af dem er den ældre kvinde Mizgîn i et hus i udkanten af byen. Under Anfal mistede hun 8 familiemedlemmer, heriblandt hendes mand. Han var væbnet partisan, peshmerga i kampen mod Saddam Hussein. Efter en amnesti, udstedt af Baath-styret, kom Mizgîn’s mand ned fra bjergene.
En dag kom styrets sikkerhedsfolk og adskilte familiemedlemmerne fra hinanden. Mizgîn så aldrig sin mand igen. Han blev henrettet af regeringen.
”Hele mit liv har jeg set undertrykkelse. Nu må jeg nøjes med det, jeg har tilbage” siger hun og peger på sin nu fuldvoksne børn, der har levet det meste af livet uden en far.
