Roj-TV vil nu køre fogedsag mod Danske Bank, efter at bankgiganten har spærret tv-stationens konti.
Den kurdiske tv-station Roj-TV har nu hyret en advokat til at køre fogedsag mod Danske Bank, så den kan få sine penge, oplyser forsvarer for Roj-TV, Bjørn Elmquist.
Efter at tv-stationen tirsdag 10. januar blev kendt skyldig i terror ved Københavns Byret, har Danske Bank besluttet at spærre Roj-TVs konti.
”Da banken ønsker at sikre sig mod utilsigtet at understøtte pengestrømme, som kunne opfattes som medvirken til terrorisme, har vi set os nødsaget til at spærre Deres konti. Der kan herefter ikke disponeres over kontiene ved indsættelse eller hævning af beløb. Spærringen vil blive opretholdt indtil videre,” skriver banken.
Til trods for, at der i meddelelsen står, at det ikke længere er muligt, at indsætte penge på kontoen, har Danske Bank fortsat med at tage imod cirka 500.000 kroner, indbetalt af sympatisører af Roj TV.
”Danske Banks adfærd er hysterisk og forkert. Det kan være, at Tyrkiet er en stor kunde hos dem – det ved jeg ikke. De har i hvert fald ikke noget retmæssigt grundlag for at beholde de penge, siger Elmquist til Politiken.dk.