Næsten hver tredje danske kurder tilhører Reşwan-stammen, ifølge Jiyan.dks oplysninger.
Reşwan, staves også Rişvan, Reşîyan eller blot Reşî er et kurmancî-talende kurdisk stammeforbund med rødder i den vestlige del af tyrkisk Kurdistan.
Helt præcist er det områder som Hısn-ı Mansur; især Kahta- og Besni-distrikterne i Semsûr (Adıyaman), Meletê (Malatya), Mereş (Kahramanmaraş), Dîlok (Gaziantep). I dag findes Reşî’erne også i Konya og Ankara i det centrale Tyrkiet samt i Raqqa i Syrien og Qazvin i Iran.
Ifølge bogen Şerefname fra 1597, der betragtes som den ældste kilde til kurdisk historie, var Reşwan blandt de otte største stammer i Hasankeyf-provinsen.
I dag er medlemmer af stammeforbundet hanefi sunnimuslimer eller alevier.
I osmanniske arkiver betegnes de som Kabail-i-Rişwan eller Ekrad-ı Rişwan.
Ifølge Nuh Ateş, en forfatter fra Konya, kommer navnet af det kurdiske ord for sort (reş). Den canadiske historiker Stefan Winter beskriver i en artikel om stammen, at skattemyndighederne i Urfa i 1600-tallet kaldte Reşwan for ”den sorte nation”, måske fordi kurdere kan være mørkere i huden end tyrkere. Måske fordi stammen bestod af forgreninger, der menes at være tilknyttet dynastiet Kara Koyunlu (”De Sorte Får”), som havde herredømmet over det nuværende Østtyrkiet, Aserbajdsjan, Vestiran og Irak fra 1375 til 1468.
Ifølge den schweiziske geograf og orientalist Johann Ludwig Burckhardt var Reşwan-stammens folk ofte i krig med turkmenske klaner.
Stammen førte også et seminomadisk liv, hvor de vandrede fra yaylak (sommerbeboelser) til kışlak (vinterbeboelser).
Under 1890’ernes osmanniske massakrer på armenierne, beskyttede en af stammens ledere Yakup Ragıp af Besni den forfulgte kristne minoritet i Meletê (Malatya), Besni og Semsûr (Adıyaman).
Hvorfor endte de i det centrale Anatolien?
I starten af det 19. århundrede prøvede de osmanniske myndigheder at få stammen til at slå sig permanent ned og dermed gøre en ende på deres seminomadiske liv. I 1830 gav myndighederne stammen besked om, at de planlagde at bosætte dem omkring byen Sivas. Det ville stammen ikke gå med til og foreslog i stedet Konya og Ankara, hvilket osmannerne gik med til. Andre steder modsatte medlemmer af stammen sig bosættelsespolitikken og ville bestikke sig ud af den for at fortsætte den seminomadiske tilværelse.
Der er forskellige bud på, hvorfor så store dele af stammen endte i det centrale Tyrkiet, især i Konya og Haymana.
Nogle kilder mener, at det skyldes pladsmangel, altså at landsbyerne i tyrkisk Kurdistan var for små til den stadig voksende stamme. Andre kilder mener, at den omvandrende stammes dyr spiste af andres marker og dermed påførte andre skader. Derfor ville man flytte dem væk. Atter andre hælder til den opfattelse, at de osmanniske myndigheder ville have Reşwan bosat et fast sted, så de ikke kunne stikke af fra beskatning. Sidst, men ikke mindst, mener nogen, at de tyrkiske magthavere ville bosætte dem et fast sted for at få kontrol over en meget stor kurdisk stamme.
Stammen kom nu til at bo til formålet nybyggede landsbyer eller i allerede eksisterende landsbyer. På den måde blev de splittet udover flere områder ud fra osmannernes ”del-og-hersk”-politik, så de ikke kunne forene sig og gøre oprør. Et dokument fra 1859 viser, at over 500 husstande fra stammen boede i Haymana og blev bosat i 43 landsbyer. De stammede oprindeligt fra Semsûr (Adıyaman), Dîlok (Gaziantep) og Islahiye.
Forfatteren Hacı Çevik skriver i sin bog ”Konya’da Kürt mü var?” (2021), at den første landsby i området dannedes i 1836.
Ifølge den tyske geograf og universitetslektor Wolf-Dieter Hütteroth (1930-2010) bosatte Reşî’erne sig i Karagedik i 1846, Bumsuz i 1844, Bulduk i 1853.
Under Reşwan-stammeforbundet findes Sefkan, Celikan, Omeran, Nasiran, Xelikan, Molikan, Cudikan, Oxçîyan, Mihînan, Belikan, og så videre.
Eksempler på Sefkan-landsbyer er Celep, Bulduk, Gordoğlu, Kerpiçli. Eksempler på Nasiran-landsbyer er Yeniceoba (Încowê), Kuşça (Hacilaro), Bumsuz, Şerefli. Eksempler på Omeran-landsbyer er Altılar, Arşıncı, Çöpler, Beşkardeş, Ömeranlı, Acıkuyu. Landsbyerne ligger ofte maks 20 kilometer fra hinanden. Herfra er der 100 kilometer til hovedstaden Ankara og 150 km til Konya.
Oprindeligt alevi?
Ifølge den svensk-kurdiske forfatter Şoreş Reşî, der selv stammer fra Bulduk i Konya, var stammeforbundet tidligere ikke sunnimuslimer. Det er først noget, de er blevet senere.
Şoreş Reşî mener, at Reşî’erne oprindeligt var tilhængere af Zarathustrianisme, den før-islamiske religion, der indtil 740’erne var statsreligion i Iran og som ofte beskrives som kurdernes oprindelige tro. Senere har Reşwan-folkene skiftet til ezidisme, alevisme, shiaislam – og til sidst hanefi sunniislam.
Det er i dag et faktum, at reşî’erne taler det kurdiske sprog kurmancî-dialekt. Helt præcist taler de vest-kurmancî. I stedet for Gelek (”meget”) siger de Pir. I stedet for Baş (”godt) siger de Rind. I stedet for hemû (”alle”) siger de gî, giştik.
I mange landsbyer i Konya og Haymana talte folk ofte kurdisk derhjemme og de ældste og yngste kendte ofte ikke andre sprog. Indtil seksårsalderen, hvor de startede i skole og lærte tyrkisk. De unge skolelærere var etniske tyrkere, der var tvangsudskrevet til at undervise i landsbyen i to år og kunne finde på at slå børnene, hvis de talte det forbudte kurdiske sprog. I dag taler mange yngre generationer kun tyrkisk i takt med den tyrkiske stats assimilationspolitik.
Gæstearbejdere i Danmark
I 1960’erne var den vigtigste og en af de få indtægtskilder i Reşwan-landsbyerne i Konya jordbrug og dyrehold. Det blev sværere at få fuld beskæftigelse og nogle fag uddøde på grund af industrialiseringen. Jordbrug og dyrehold dækkede heller ikke altid folks udgifter og arbejdsløsheden steg. Skandinaviske lande og Tyskland efterspurgte udenlandsk arbejdskraft.
De sidste tre år i 1960’erne emigrerede 300 personer fra Reşwan-landsbyen Kuşça (Hacilaro) derfor til Vesteuropa.
I 1967 kommer de første indvandrere til Danmark fra Kuşça. Gæstearbejderne blev sjældent gode til dansk, fordi de ikke forventede at blive her. De skulle tjene gode penge og sende dem tilbage til den fattige familie i landsbyen. Mange blev her dog permanent og fik familiesammenført resten af flokken herop.
Hvert sommer var der en del, der tog til hjemlandsbyen for at besøge deres familier dernede eller få giftet deres datter eller søn med en lokal person.
Arrangerede fætterkusineægteskaber var ganske normale dengang. Det gjorde man for at hjælpe en slægtning ud af fattigdom i den kurdiske landsby og få vedkommende herop. Ved at gifte sin søn væk til sin slægtning, kunne man være sikker på, hvem der kom ind i den nærmeste familie og slap dermed for fremmede. Den dag familiepatriarken skulle dø, ville hans formue gå videre til en svigersøn, der i forvejen er beslægtet med familiepatriarken. Dermed forblev formuen indenfor familiens grænser.
Fætter-kusine ægteskaber gav mange handicappede børn. Når folk blev skilt fra en fætter eller kusine, blev hele slægten efterfølgende internt splittet og ramt af uvenskab. Det og andre faktorer har i dag gjort, at nutidens Reşî’er i Danmark sjældent gifter sig med fætre og kusiner mere.
