”Jeg har to mødre; den ene er min biologiske mor, og den anden er Radio Jerevan,” Osman Baydemir.
Êrîvan xeber dide!
“Jerevan taler!”
Det var de første ord, som lytterne hørte fra Radio Jerevan, der sendte fra den armenske hovedstad.
Dengang hørte Armenien under Sovjetunionen og radiostationen nåede bredt ud.
”Da jeg var barn, tændte min far for kurdisk radio i smug, fordi kurdisk var forbudt i Tyrkiet,” fortalte den kurdiske politiker Osman Baydemir mig under mit besøg i Diyarbakır (Amed) i tyrkisk Kurdistan i 2011. ”Vi hørte folkesangerne og det er som om, at jeg stadig kan høre sangene i mine ører.”
”Jeg har to mødre; den ene er min biologiske mor, og den anden er Radio Jerevan,” tilføjede Osman Baydemir.
Da jeg vendte tilbage til Danmark, mødte jeg i Aarhus en mand, der stammede fra byen Çorum i det nordlige, centrale Tyrkiet. Områdets kurdere er assimileret ind i den tyrkiske kultur og taler sjældent kurdisk i dag. Selv han havde i sin barndom hemmeligt lyttet til kurdisk i Radio Jerevan i landsbyen i Çorum.
De første kurdiske udsendelser på Radio Jerevan begyndte i 1930’erne, men blev lukket ned i 1937 efter den store udrensning under den sovjetiske diktator Josef Stalins styre. Da Nikita Khrusjtjov kom til magten, blødte myndighederne op og kurdisk startede igen.
Tovholderne var Casimê Celîl, hans familie og netværk af lokale kurdere og armeniere.
Casimê Celîl var en digter, forfatter og underviser, født i en ezidi-familie i 1908 i Kars (Qers) i tyrkisk Kurdistan. I 1915 forfulgte de osmanniske myndigheder – sommetider med hjælp fra visse sunnimuslimske kurdiske klaner – de kristne armeniere under det Armenske Folkemord. Derudover blev assyrere, grækere samt ezidiere også dræbt. Mange flygtede derfor til Kaukasus, der var kontrolleret af Sovjetunionen.

Casimê Celîl
Da Casimê Celîl ankom til det sovjetiskkontrollerede Armenien, var hele hans familie blevet dræbt. Han voksede op på et børnehjem i den armenske by Gyumri, hvor der boede mange folkemordsoverlevende, og lærte russisk og armensk her. Han glemte aldrig sit kurdiske modersmål. Senere flyttede Casimê Celîl til Jerevan, den georgiske hovedstad Tbilisi og aserbajdsjanske hovedstad Baku for at arbejde og studere. Da han vendte tilbage til Jerevan, begyndte han at skrive digte, der blev publiceret i den kurdisksprogede avis Riya Taze. I denne periode havde han opbygget et stort netværk, bestående af intellektuelle kurdere og armeniere.
Casimê Celîl blev nu leder af Radio Jerevans kurdiske afdeling i 1954, kort før den skulle gå officielt i luften den 1. januar 1955. I starten var det meningen, at radiostationen skulle køre tre gange om ugen, i kun 15 minutter og som et propagandaredskab for det sovjetiske kommunistparti med det formål at tiltrække kurdere i Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien.
Det ændrede sig senere til, at kurderne fik 1½ time hver dag, mens eksempelvis det aserbajdsjanske mindretal i Armenien til gengæld måtte nøjes med kun 30 minutter daglig. Aserbajdsjanerne havde deres republik i Sovjetunionen, mens kurderne intet havde, så de sovjetiske myndigheder gav måske kurderne mere tid af den grund.

Studerende fra Jerevans statsuniversitet lytter til den kurdiske udsendelse i Casimê Celîls stue.
Pionerer indenfor kurdisk kultur
Selvom formålet med radiostationen var sovjetisk propaganda, øjnede Casimê Celîl en mulighed for at genoplive den kurdiske musik og kultur i en tid, hvor Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran undertrykte kurderne. Ja, i Tyrkiet, som de armenske kurdere oprindelig stammede fra, var kurdisk streng forbudt.
Med tiden blev radiostationen så populær blandt kurdere i hele Mellemøsten, at ældre bad deres børnebørn om at skrive breve ind til radiopersonalet med ønske om specifikke sange.
I tyrkisk Kurdistan var det ikke alle i de fattige områder, der ejede en radio. Folk flokkedes derfor om dem, der havde en radio og lyttede hemmeligt til sangene fra Jerevan.
Casimê Celîl fungerede som leder af stationen i flere år. Hans datter Cemîla Celîl arbejdede som vært i 35 år, hans søn Ordîxanê Celîl var vært i et par år. Xelîl Muradov tog over i 1957 og fortsatte ved roret i 24 år. Hans søn Tîmûrê Xelîl arbejdede også som redaktør fra 1981 til 1984.
Ordîxan rejste ofte i andre sovjetrepublikker som Georgien, Kasakhstan, Kirgisistan og Turkmenistan for at indsamle lokale kurdiske sange der. I foråret 1958 rejste han til irakisk Kurdistan med hjælp fra Mustafa Barzanî for at indsamle folkloresange fra de kurdiske peshmerga-krigere.
At de armenske kurdere var ret dygtige, var der ikke noget nyt i.
Den første kurdiske film (Zerê) blev produceret i Armenien i 1928. Året efter introducerede kurdere i Armenien kurdisk med latinske bogstaver. Dermed kom de før politikeren og forfatteren Celadet Bedirxan (1893-1951), der i dag har fået æren for at have introduceret kurdisk med latinske bogstaver. Den 25. marts 1930 startede avisen Riya Taze, som betyder “den nye vej”, på kurdisk – det er i dag den længst eksisterende kurdiske avis. Den første kurdiske roman (Şivanê Kurmanca) blev også udgivet her i 1935. State University of Yerevan har siden 1962 haft en kurdologi afdeling.
Da Sovjetunionen blev opløst i 1991, gik det hårdt udover radioen. Som konsekvens af den blodige Nagorno-Karabakh krig mellem Armenien og Aserbajdsjan 1991-94, lukkede både Tyrkiet og Aserbajdsjan dets grænser til Armenien og startede en blokade, der skadede republikkens økonomi. Omkring halvdelen af Armeniens kurdere emigrerede af økonomiske årsager, herunder de intellektuelle, til Rusland eller europæiske lande. Cirka 100 af disse kurdere endte i Danmark.
Næsten hele den kurdiske radios personale på 13 personer forlod også landet.
”Der er ikke mange kurdere tilbage. Der er ikke løn til dem, der vil arbejde og ingen gider arbejde frivilligt,” sagde Tîtalê Kerem, redaktør på Riya Taze, til mig under et besøg i Jerevan i 2014.

Cemîla Celîl under feltarbejde i Armenien i midt-1970’erne.
Sangere blev folkeeje
I Radio Jerevan kunne man høre folkesangere, kendt som dengbêj’er som Şeroyê Biro (1888-1970), Mecîdê Silêman, Reşidê Baso (1926-2006), Egidê Cimo (1932-2019), Xana Zeze, Aslîqa Qadir (1945-) osv. Etniske armenske sangere sang også kurdisk, som Aram Tigran (1934-2009) og den afdøde Karapêtê Xaço (1902-2005).
Flere af dem var flygtninge fra Serhed-området i tyrkisk Kurdistan, heriblandt Şeroyê Biro, der stammede fra Iğdır (Îdir) og flygtede til Georgiens hovedstad Tbilisi. En af hans mest kendte sange var ”Hekîmo”.
Karapêtê Xaço er også værd at nævne. Han blev født i Batman (Êlih) i tyrkisk Kurdistan i en armensk familie, der blev udslettet under folkemordet i 1915. Xaço’s bror og søstre overlevede, skjult af lokale kurdere for de osmanniske myndigheder. Xaço blev opdraget som kurder. Han begyndte i en ung alder at vise interesse for musik og sang gamle kurdiske folkesange. Xaço arbejdede som en soldat hos den franske fremmedlegion i næsten 15 år i Syrien, hvor han flygtede til efter at have deltaget i det kurdiske Sheikh Said-oprør i Amed (Diyarbakır) i 1925 imod de tyrkiske myndigheder. Senere flyttede han og bosatte sig i Jerevan i 1946, hvor han arbejdede for Radio Jerevan og døde i 2005 i den armenske hovedstad. Han efterlod sig klassikere som Ay lo Miro, Edulê, Çûme Cizîre, Ximximê og Lê Dayikê.
Bygningen, hvor radioen holdt til.
Egidê Cimos familie var oprindeligt fra Wan i tyrkisk Kurdistan. Han var kendt som ”mesteren af fløjten” (bilûr).
Nahro Zagros, vicepræsident for Soran University i irakisk Kurdistan, sagde til Kurdistan TV i 2019:
“Kurdere i hele Kurdistan skylder ezidi-samfundet i Armenien en stor tak, fordi de beskyttede, bevarede og genoplivede den kurdiske kultur.”
Et sidste eksempel er kvinden Aslîqa Qadir, der blev født i 1945 i Elegez i Armenien. Fra 1960’erne og opefter var hun vært for programmer om litteratur og poesi på radioen og blev kendt blandt kurdere overalt for sin legendariske sang “Welatê me Kurdistan e” (Vores fædreland er Kurdistan). I 1990’erne forlod Aslîqa Qadir Armenien og flyttede til Europa.
Lyt til Aslîqa Qadir: “Welatê me Kurdistan e”
Appellerede bredt
Hvad gjorde Radio Jerevan så populært?
Trods den tyrkiske republiks forbud mod at tale kurdisk, så eksisterer sproget i dag stadig, om end mange har glemt sproget. Ifølge eksperter kan den kurdiske folklore, heriblandt musikken som også kom til udtryk på Radio Jerevan, tilskrives en rolle heri. Således udtaler den kurdiske popsanger Nilüfer Akbal (1967-): ”Sangerne er folkets oxygen. Kurderne skylder i dag kunsten, forklore og dengbêj’erne [folkesangere] deres eksistens.”
Under et besøg i Aarhus, sagde den populære sanger Şivan Perwer (1955-): ”Kurdisk musik har altid været en måde at bevare vores nationale identitet på” (Århus Stiftstidende, 25.08.2006).
Musik appellerede bredt, fordi hvor eksempelvis kurdisk litteratur kræver, at man kan læse kurdisk, så er det ikke sådan med radio og tv. Alle, også de mange analfabeter eller dem, der ikke har lært kurdisk skriftsprog, kan forstå kurdisk i radioen. Og i en tid hvor kurdisk tv endnu ikke fandtes, måtte sproget høres via musik i radioen eller som kassettebånd.
Der var egentligt masser af kurdiske radiostationer, i Bagdad, Cairo, Iran, osv. Men Radio Jerevan appellerede bedre til kurderne i Tyrkiet, Syrien, osv, fordi de var på den samme kurmancî-dialekt, som de også taler, hvorimod de andre radiostationer udkom på soranî.
Derudover var der en følelse af identifikation og samhørighed, fordi Kaukasus’ kurdere ligesom de tilbageblevne kurdere i tyrkisk Kurdistan havde været udsat for massakrer eller forfølgelse fra de tyrkiske myndigheder.
Video: Egidê Cimo, kendt som ”mesteren af fløjten” (bilûr).