PJAK formåede at tiltrække kurdiske kvinder og shiamuslimer udenfor de sunnimuslimske kerneområder i iransk Kurdistan.
Af Deniz B. Serinci
Foto: Erling Skov Madsen
Da lederen af det tyrkisk-kurdiske Kurdistans Arbejderparti (PKK), Abdullah Öcalan, blev tilfangetaget i februar 1999, strømmede tusinder af kurdere ud på gaderne for at vise deres utilfredshed. Flere blev dræbt. Episoden viste potentiale for PKK i iransk Kurdistan. I forvejen havde PKK også medlemmer fra iransk Kurdistan, heriblandt Abdullah Öcalans bror Osman Öcalan, der boede i byen Urmiye og som var PKK’s ansvarlige i Iran.
Den 4. april 2004 – på Öcalans fødselsdag – gik de iransk-kurdiske medlemmer af PKK sammen om at danne Partiet for et Frit Liv i Kurdistan (PJAK). PJAK anses af eksperter for at være PKK’s iranske afdeling. Modsat de øvrige partier, der havde afsluttet den væbnede kamp i 1996, greb PJAK til våben og havde ofte succes på slagmarken. PJAKs krigere formåede at dræbe højtstående iranske militærfolk. Allerede året efter var der forlydender om, at PJAK havde dræbt over 120 iranske tropper.
Derfor blev partiet hurtigt populær. PJAK formåede modsat tidligere partier at tiltrække flere unge kurdere, selv udenfor de sunnimuslimske kerneområder i den kurdiske del af Iran. Flere shiamuslimske kurdere, der deler religiøst tilhørsforhold med den iranske regering, tilsluttede sig PJAK.
”Modsat de ældre partier kæmper PJAK rent faktisk,” som en dansk-kurdisk PJAK-sympatisør fortalte mig.
Selvstyre til minoriteter
PJAKs formål var et demokratisk Iran med selvstyre til minoriteterne. Partiet er endvidere kendt for at integrere kvinderne i den væbnede kamp. Cirka halvdelen af deres krigere er kvinder. Ved at tilslutte sig PJAK følte mange iransk-kurdiske kvinder at de både kæmpede for deres etniske og kønslige rettigheder i et land, hvor begge dele er undertrykt.
I 2009 og fremefter henrettede det iranske regime flere kurdiske aktivister, der blev beskyldt for at være medlemmer af de forbudte kurdiske partier. Farzad Kamangar, Ali Haydarian, Farhad Vakili, Shirin Alam-Houli og Mehdi Eslamian blev henrettet den 9. maj 2010 for medlemskab af PJAK.
Våbenhvile med Iran
Den 5. september 2011 erklærede PJAK våbenhvile i kampene mod Iran efter store sammenstød. Et halvt år forinden var den syriske borgerkrig brudt ud. I Iran havde PKK og dens søsterorganisationer som PJAK ikke nogen stor mulighed for at få et selvstyrende territorium, fordi Iran var et stabilt og stærkt land. Det havde de derimod i Syrien, hvis Assad-dynasti i 19 år havde støttet PKK. Abdullah Öcalan, PKK’s leder, havde boet i Syriens hovedstad Damaskus i perioder fra 1979 til 1998. Fra 2011 og frem valgte Syriens præsident Bashar al-Assad at støtte PKK og dens syriske søsterorganisation PYD (Demokratisk Enhedsparti).
PKK/PJAK besluttede derfor at fokusere på syrisk Kurdistan, hvor der var flere muligheder end at bekæmpe Iran. Under PKK’s kongres, besluttede partiet at arbejde “for opretholdelsen af den nuværende våbenhvile mellem PJAK og den iranske stat i iransk Kurdistan,” mens de ville arbejde for at opnå kurdisk autonomi i Syrien. PKK/PJAK-krigere tog derefter til syrisk Kurdistan, hvor de kæmpede imod islamistiske grupper i det borgerkrigshærgede land. Siden 2012 har kurderne i syrisk Kurdistan haft selvstyre.
Beskyldes for at samarbejde med Iran
PJAK opgav dog ikke kampen for iransk Kurdistan. PJAK-leder Haji Ahmedi fortalte det belgiske webmagazine Uitpers, at PJAK fremover ”ikke (vil) føre krig, vi ønsker at kæmpe en politisk kamp. Det er ikke vores mål helt at udrydde den iranske hær. Vi kæmper for fred. Vi insisterer på at løse det kurdiske spørgsmål i Iran gennem dialog.”
Våbenhvilen mellem PJAK og Iran og de kurdiske krigeres tilladelse til at tage til Syrien satte gang i rygter om et samarbejde mellem PKK og regeringen i Teheran. Siden 1987 havde Iran rent faktisk tolereret PKK – hvoraf en del senere blev til PJAK – på dets territorium. PKK-guerillaerne havde i Iran sikre mødesteder for dets seniorkommandanter og guerillaer samt steder, hvor nye rekrutter kunne få politisk træning. Endvidere ”havde vi vores eget hospital i Urmiye” i iransk Kurdistan, forklarede Abdullah Öcalan senere. PKK/PJAK afviser at have samarbejdet med Iran.
Også i Danmark fik PJAK en afdeling. Den har dog en meget beskeden tilhængerskare blandt iranske kurdere herhjemme.
