Kurdistans Arbejderparti (PKK) besluttede 12. maj at partiet skulle opløses og den væbnede kamp indstilles. Over 40.000 mennesker er døde i den tyrkisk-kurdiske konflikt siden 1984. Læs her Jiyan.dk’s interview med Özlem Cekic, tidligere dansk-kurdisk medlem af Folketinget fra 2007 til 2015 for Socialistisk Folkeparti og nuværende generalsekretær i Brobyggerne. Desuden virker Cekic som rådgiver, foredragsholder, debattør og forfatter.
1-Hvad synes du om, at PKK har opløst sig selv og at kurderne – via DEM Partiet – fremover skal kæmpe ad fredelig, parlamentarisk vej?
Det, synes jeg, er en rigtig god idé. Jeg tror oprigtigt på, at de bæredygtige løsninger ikke kan findes, når vold bruges som redskab. Fredsprocesser betyder ikke et fravær af uenighed, men at man har lært at tolerere den. Derfor er mit håb, at den tyrkiske regering bruger anledningen til at genstarte fredsprocessen og skabe en normalisering af det store kurdiske mindretal i Tyrkiet. For det er ikke nok at sige, at PKK opløser sig selv. Problemet er ikke løst med PKK’s opløsning. Regeringen er forpligtet til at kigge på, hvorfor PKK opstod, og hvorfor bevægelsen og er blevet bakket op af millioner af kurdere. Undertrykkelsen og den manglende anerkendelse af kurdernes sprog, kultur og traditioner har været uretfærdig og dybt uacceptabel. Det er regeringen nødt til at rette op på. Ansvaret er delt. Nu viser PKK, at de er villige til at tage skridtet hen mod en proces, hvor man løser sine konflikter og uenigheder med ord og argumenter frem for vold og trusler. Bolden er på regeringens banehalvdel nu.
2-Hvad kræver en løsning på den tyrkisk-kurdiske konflikt?
Ligeværdighed og ligestilling. Det betyder helt konkret, at sproget, kunsten, kulturen og traditionerne er nødt til at blive sat fri. Det skal ikke være strafbart at være kurder og insistere på sine rødder og traditioner. Der er flere historiske eksempler på, at man i Tyrkiet har sat lighedstegn mellem at være kurder og at være terrorist. Studerende har mistet retten til at gå i skole, fordi de har protesteret mod myndighederne. Kurdiske sange er, ligesom det kurdiske sprog, blevet kriminaliseret. Kurdiske partier er blevet lukket på stribe. En løsning kræver, at kurderne bliver behandlet ligeværdigt og kan have samme rettigheder og anerkendelse som majoriteten. Men Tyrkiet har generelt svært ved menneskerettigheder og frihedsrettigheder – selv for ”sin egen” majoritet. Jeg kan godt være i tvivl om, hvorvidt det er muligt at skabe et demokrati med plads til mindretal.
3-Har PKK efter din mening gavnet kurdernes sag?
Generelt er jeg imod vold som redskab og tror ikke på, at det hverken på kort eller lang sigt gavner fællesskabet og demokratiet. På den anden side er den tyrkiske regering nødt til at have et større reflektionsniveau end at reducere alle problemerne til PKK. PKK var aldrig dannet, hvis kurderne var ligestillede og blev ligebehandlet. Jo mere de skiftende regeringer har presset kurderne og forringet deres frihedsrettigheder, jo større tilslutning har PKK fået. Derfor synes jeg mere spørgsmålet skal være: Har de skiftende tyrkiske regeringer med deres behandling af kurderne selv gjort sig skyldige i at skabe tilslutning til PKK?
Özlem Cekic sad i Folketinget fra 2007 til 2015 for SF. Fotograf: Tina Rossing
