De tyrkiske intellektuelle og forfattere Orhan Pamuk og İsmail Beşikçi har begge bebudet, at de vil stemme ja ved den tyrkiske folkeafstemning den 12. september.
Af Deniz Berxwedan Serinci
Tyrkiets vælgere skal den 12. september tage stilling til den tyrkiske regering AKPs ændringsforslag til den nuværende forfatning fra 1980. Ændringerne betyder blandt andet, at domstolene vil overgå til civilt styre.
”Jeg stemmer ja, fordi jeg er utilfreds med 12. september,” siger Orhan Pamuk og henviser til den 12. september 1980, hvor det tyrkiske militær overtog magten. Her blev 650.000 borgere arresteret. 517 blev dømt til døden ved en militærdomstol og 50 blev hængt.
”At stemme ’ja’ betyder ikke, at man støtter AKP,” tilføjer Orhan Pamuk.
Orhan Pamuk er tidligere Nobel Litteraturprisvinder og kom på kant af det tyrkiske retssystem, da han i 2005 udtalte, at ”30.000 kurdere og 1.5 mio. armeniere er blevet dræbt i dette land”. Han henviste dermed til massakrerne i 1915, hvor op mod 1,5 millioner armeniere døde, ifølge armenske og internationale kilder. Tyrkiet siger, at der døde omkring 300.000 armeniere.
İsmail Beşikçi: Nej styrker blot kupmagere
Den kontroversielle forfatter og sociolog İsmail Beşikçi bakker ligeledes op om ændringsforslagene:
”At stemme nej, vil blot styrke kupmagere og andre der ønsker at Tyrkiet ikke skal fremad,” siger han til den tyrkiske avis Taraf.
Samtidig kritiserer han AKPs ændringsforslag for at være mangelfulde, da de, ifølge ham, ikke i tilstrækkelig grad garanterer mindretalsbeskyttelse i forhold til eksempelvis kurderne.
”Det er ikke nok, men ’ja’ alligevel, fordi kurderne vil blive taberne ved at stemme imod afstemningen,” siger İsmail Beşikçi og spørger:
”Hvem vil I ellers skrive den perfekte forfatning med? CHP, det republikanske parti og MHP, det nationalistiske parti er imod fundamentale ændringer.”
İsmail Beşikçi har skrevet over 30 bøger, heraf er 36 udgivet og 32 forbudt. Han blev i 90’erne dømt for mere end 100 års fængsel for separatisme og terror-propaganda, men blev dog løsladt på grund af en amnesti. Han har siddet i tyrkisk fængsel sammenlagt i 17 år. For tiden kører en retssag imod ham for anklager om ”separatistisk propaganda.” og “opfordring til vold.”