“I Halabja mødte vi et mørkt øjeblik i Iraks historie – gasangrebet under Saddam Hussein. En ung pige, som lever med bivirkninger fra gassen beretter sin historie, der var sørgelig og livsbekræftende.” – Villads Lærke fortæller om sin oplevelse i Kurdistan og Irak, som Operation Dagsværk støtter i år.

Foto: Katarina Siig Søderberg
Læs mere: http://www.ccpa.eu

Jeg hedder Villads og læser Mellemøststudier på Syddansk Universitet. Lige nu er jeg i praktik hos Cross Cultures, som startede ud med en spændende rejse til Irak sammen med Dagsværk. Jeg var meget spændt, da jeg mødte op i Kastrup Lufthavn for at flyve til Erbil,og vidste ikke hvad der ventede, men havde en del negative billeder på nethinden fra den danske mediedækning af Irak – heldigvis blev det billede vendt rundt, og jeg har fået indtryk af et land med motiverede unge mennesker, der drømmer om en fremtid med udsigt til fred og demokrati, men først og fremmest muligheder.  Det var fedt at rejse sammen med unge dagsværkere, som fra start brændte for at samle materiale og opleve Irak uden filter.

På farten

Turen har været rig på oplevelser. I Erbil har vi blandt andet boet to dage hos unge kristne, som er flygtet fra Baghdad til Ankawa.  Vi har været på ”University of Kurdistan”, hvor irakerne viste energi og livsglæde gennem traditionel kurdisk dans i selskab med Operation Dagsværk, og vi har ræset i go-kart og været med til en bryllupsfest.

I Halabja, en lille provins by omringet af sneklædte bjerge, mødte vi et helt andet tempo, og et mørkt øjeblik i Iraks historie – gasangrebet under Saddam Hussein. En ung pige, som lever med bivirkninger fra gassen beretter sin historie, der var sørgelig og livsbekræftende. I dag drømmer hun om at arbejde som skulptør. Senere på dagen fik vi vendt humøret med gode oplevelser på besøg hos en kunstskole og en pigeskole.

I Suleimanieh deltog Operation Dagsværk blandt andet i den første irakiske blogger konference og Cross Cultures tre dages seminar sammen med 30 unge kurdere og arabere, der sluttede med en festival for 140 børn.

De unge dagsværkere var fra start til slut i fuld gang med at samle materiale til deres oplysningskampagne og til undervisningmaterialer. En vigtig del af kampagnen er at vise et nuanceret billede af Irak. Gennem hele turen er der blevet optaget videoer, lavet interviews og skudt en masse billeder, som sammen skal danne grundlag for kampagnen i Danmark.

Iraks unge

Turen har givet et alsidig billede af irakisk ungdom, og dagsværkerne har været gode til at fange de unges fortællinger og drømme. Irakiske unge har meget tilfælles med danske unge. Signe Hedesgaard fra Operation Dagsværk fortæller: ”Mange unge mennesker har visioner og drømmer om en fremtid med muligheder og fred. Der er virkelig meget potentiale blandt de irakiske unge, og mange er engageret i kvinderettigheder og ligeværd. Mange unge længes efter et værested i deres fritid, hvor de kan udtrykke deres interesser og have fællesskaber”.

Det har været fantastisk at mærke gæstfri irakiske unge, og at hverdagen i Irak ikke stemmer overens med det billede der farver danske medier med krig, konflikt og undertrykkelse. De irakiske unge er motiveret og vil være med til at forme fremtiden og skabe grundlag for fred og demokrati – Irak er alt andet end et hul i jorden.

Villads Lærke
Praktikant hos Cross Cultures
Studerende ved mellemøststudier, Syddansk Universitet

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer