Fredag aften blev der holdt fest i anledningen af Newroz. Baxtyar Saleh og Sadek Ali underholdte de fremmødte og sørgede for en god stemning.

Af Medya Özvan

Godt nok er den officielle dag for Newroz, den kurdiske nytårsfest den 21. marts. Men det har skam ikke forhindret en hel del Newroz-arrangementer i at blive holdt forinden.

Fredag blev Newroz skudt i gang for en masse glade unge i Herlev, der var med til at fejre historien bag Newroz og hvorfor der egentligt er kurdisk nytår om foråret, til forskel fra resten af verden.

Newroz fejres dog ikke kun af kurdere, men også afghanere og iranere. Noorooz, som iranerne kalder det. Udover denne lille grammatiske forskel, har vi en fælles kultur omkring Newroz. Bag ordet Newroz gemmer der sig en historie, som mere eller mindre ligger skjult blandt højtidelighedens musik, fest, og farver.

Men historien om Newroz bliver stadig genfortalt hvert år. Historien fortæller, at der engang herskede en syg og ond assyrisk konge, Dahak, som måtte indtage og æde børnehjerner, for at holde sig rask, og ikke forlade jordens overflade. Han slagtede to børn om dagen. En mesopotamisk smed ved navn Kawa førte derefter an i en opstand mod kongen, hvori kongen blev dræbt, og familierne kunne leve i tryghed igen og fik deres frihed.

Ilden som ofte er et symbol på det nye år, og hvor ild og brænde bliver antændt, for at man så kan hoppe over bålet, stammer også fra historien om Newroz, hvor man tændte ild oppe i bjergene.

Bevæger man sig væk fra historien til i dag, er det stadig friheden, som det kurdiske folk fejrer. Friheden bliver udtrykt med ekstatisk musik med et bredt smil på læben.

To sangere satte gang i festen, der var sponsoreret af Malerfirma Jacoub: Baxtyar Saleh og Sadek Ali.


Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer