Hvorfor fejrer vi egentlig Newroz? Metin Cakmak går bagom myten bag kurdernes nationalfest.

Af Metin Cakmak

Det er snart 21. marts, Newroz, der betyder ny dag. Dagen, der for kurderne symboliserer vores skabelseshistorie, frihed og det gamle kurdiske nytår. Første gang jeg husker vi fejrede Newroz var i vores lille landsby i Kurdistan. Jeg har været ca. 7 år og vi er i året 1979. Læreren fra nabolandsbyen havde påtaget sig det hverv at sørge for fejringen af Newroz i de omkringliggende landsbyer og altså også vores lille bygd på bakken. Vi børn forstod ikke meget af budskabet, men deltog ivrigt fordi det indebar hoppen over bålet, sange og leg.

Året efter var jeg begyndt i kostskole i en nærliggende by. Hen mod aftenen så vi skolebørn flokke af unge mænd bevæge sig mod udkanten af byen, hvor kostskolen lo. De gik mod sletten bag ved skolen. Efter aftensmaden gik vi som sædvanlig i klasselokalerne for at få aftenundervisning inden vi skulle i seng. Denne gang så vi flokke af soldater og politifolk bevæge sig i samme retning som de unge mænd havde gået tidligere. Da vi alle var fra landsbyer, havde vi oplevet tyrkiske soldater vade ind i landsbyer og mændene løbe ud af landsbyen for at undgå mishandling eller at blive taget med. Som sådan forekom scenen bekendt, om end vores barnesind ikke var i stand til at forstå den dybere sammenhæng.Med tiden lærte jeg, ligesom mange andre kurdere, at Newroz er noget helt specielt for kurderne. Det er ikke bare en festdag, fejring af nytåret eller en ”soldater-røver leg”.  For kurderne er Newroz simpelthen indbegrebet af deres ønske/drøm/kamp om frihed.  Men hvordan er det egentlig blevet til? Hvad er Newroz og historien om Newroz myten?

Newroz er oprindelig en fællesarisk nytårsfest, der har sine rødder i den ariske kosmogoni (tilblivelseslære eller skabelseslære), og omtales i profeten Zarathusra’s hellige bog, Zend Avesta

Zarathusra’s lære, dvs. mazdaismen og især Newroz mytologiens blandede karakter, der bærer præg af kulturelle, historiske og religiøse elementer fra  indo-europæiske folkeslag og deres sammensmeltning med befolkningen i det mesopotamiske højland og kulturen der, illustrer på udmærket vis, kurdernes oprindelse og formningen af en kurdisk identitet, der dannedes over en periode på årtusinder og på tværs af forskellige etniske og kulturelle grænser. Newroz er dermed en syntese af historie, religion og mytologi og et af de mest eksplicitte udtryk for den kurdiske identitets skabelse og formationsproces.

Ifølge en populær folkelig kurdisk version havde den grusomme hersker, (Azi) Dahhak en uhelbredelig sygdom; der var vokset en slange ud i hver af hans skuldre. Forklædt som læge, rådede djævelen ham til dagligt at smøre to unge menneskers hjerner på sårene. Men bøddelen valgte at servere dyrehjerne blandet med et menneskes. Således undslap et menneske hver dag og bøddelen rådede dem til at gemme sig i Kurdistans høje bjerge, langt væk fra civilisationen. Disse mennesker, som blev flere og flere, stammede fra forskellige folkeslag, og de glemte med tiden deres oprindelige baggrund. Deres nye fælles skæbne førte til udviklingen af fælles sprog og kultur. Dette folk blev kaldt kurdere, altså bjergfolk. Ledet af smeden Kawa rejser disse bjergfolk sig og besejrer deres undertrykker, hvis hoved Kawa knuser med sin hammer. Ifølge denne myte aftaler Kawa med sine kampfæller, at hvis han dræber Dahhak vil han tænde et stort bål på paladsets tag som tegn på sin sejr. Derefter skal alle de mennesker, der har søgt tilflugt i bjergene tænde bål på toppen af disse bjerge så alle kan vide om Dahhaks død og befrielsen. Det er ifølge dette sagn, derfor at kurderne tænker bål og fejrer Newroz med bål, dans og musik. Ikke overraskende knytter kurderne denne begivenhed til medernes succesfulde oprør mod Assyrien i 614 fvt.

Hverken hos den iranske digter Firdawsi, der har nedskrevet sagnet om Newroz eller i Avesta teksterne støder man på personen Kawa. Men i indledningen til Avestas danske oversættelse fra 1997, skrevet af Kaj Barr og Jes Asmussen fremgår det at “Kavi” ”Kaya” betød fyrste på medisk. Det er derfor nærliggende, at Kawa er afledt af Kavi (fryste) og blandt kurderne med tiden brugt som personnavn for Newrozhelten. I indledningen såvel som noterne til Avesta’s danske oversættelse fremgår det dog, at der er forskellige bud på navnet på den person, som er blevet til Newrozhelten, ligesom grundlaget for myten skifter. Både Avesta og Firdewsi, tilskriver Newrozhelten, der dræber Azi-Dahhak en adelsbaggrund, hvor han knyttes til den kassitiske Kong Djemsid, som menes at være en af de første store indoeuropæiske konger, der sejrede over lavlandet i magtkampen mellem det mesopotamiske højland (Kurdistan) og det mesopotamiske lavland. Som sådan kan denne fyrste være hvem som helst ligeså vel som han kan være Kyaxares (på kurdisk Keyhusrev), fyrsten der samlede mederne og førte dem til sejren over Assyrien.

En anden version af Newroz vedrører de føromtalte kassiters erobring af Babylon. Ifølge denne version af Newroz var den øverste del af den kassitiske konge Djamshid’s trone solformet. Da han blev båret ind til Babylon i år 1362 fvt. på sin kongetrone faldt der solstråler på solen på tronen, hvor guldmetallet kastede solstrålerne tilbage på himlen, som var det selv en sol. Denne dag har man kaldt for Newroz, med den tvetydige betydning; ny dag/ny sol. Taget i betragtning at Djamshid’s sejr over og erobring af Babylon markerer indoeuropæernes første store sejr og kontrollen i Mesopotamien, så er det kun naturligt at Newroz knyttes til denne store kurdiske konge (kassiterne er en undergren til kurdernes oprindelige indoeuropæiske forfædre Gutierne). Denne version har også fællestræk med Zend Avesta’s omtale af Newroz. Ifølge denne blev Kong Djemshids søster bortført af en tre-hovedet drage. Helten Triatron (Feridun) dræbte denne drage og befriede prinsessen og landet. Newroz er fejringen af denne dag. Zarathusra nævner ikke Djemshid som en kassitisk konge, men som kongen der styrede (den ariske) verden i menneskets “guldalder”.

Hvad enten den knyttes til medernes sejr over Asyyrien, kassiternes sejr over Babylonien, næsten 1000 år før eller til Triatrons sejr over den tre-hovedede drage så er FRIHED grundstenen i Newroz mytologien.  Den frihed, som fører til det, Zarathusra betegner som ”menneskets gulalder”, hvor bl.a. helten Rostam også levede. Eftersom kurderne har måttet kæmpe for deres frihed mere eller mindre konstant siden Mederrigets fald, så er det ikke helt tilfældigt at de har holdt fast i Newroz som symbolet på frihed og omdannet den til deres skabelsesmytologi. Ildens betydning i Newroz sagnet er ligeledes stærk knyttet til ildens betydning i den indoeuropæiske religion. Ild repræsenterede lyset og var derfor hellig hos arierne. Ifølge religionsforskeren Mircea Eliade betragtede arierne først et erobret område som deres efter det var blevet indviet med ilden, i form af opførelsen af et ildtempel. En praksis som også fortsætter i Zarathusra’s religion og hos mederne.

Med Mederrigets fald mistede kurderne ikke blot deres stat og frihed, men også en stor del af deres historie, kultur og identitet. Mederne og med dem kurderne blev i årtusinder regnet som en persisk stamme og mazdaizmen kender vi i dag som den gamle persiske religion (mazdaisme var statsreligion i Persien før islam). Dette skyldtes primært ligheden mellem den kurdiske og persiske kulturarv og ikke mindst det faktum, at det persiske rige med tiden kom til at repræsentere hele den indoeuropæiske arv i regionen. Der skulle et par tusinde år og en dansker til at ændre på denne misforståelse. Da araberne invaderede Kurdistan og Persien ødelagde de titusinder af Zarathusras ildtempler, brændte bøgerne og dræbte deres vogtere, magerne/magierne, Zarathusras præster. Det lykkedes nogle af disse præster at flygte til Indien sammen med en lille gruppe af deres tilhængere. Med sig reddede de nogle af deres religions hellige bog, Zend Avestas originale tekster. Det er takket være denne gruppe af hans præster og tilhængere, at Zarathusra religionens hellige bog overlevede, således at der i dag findes originale kilder og tekster skrevet af Zarathusra selv. Kilder, der beviser det mediske og dermed kurdiske folks, sprogs og kulturs uafhængige og separate karakter. Det var dog ikke før forrige århundrede, at den danske forsker, Rasmus Rask via komparative studier fastslog, at Zend Avesta ikke var skrevet på persisk, som man hidtil troede, men på medisk, et selvstændigt vestiransk sprog, der var et søstersprog til sanskrit og nærmest beslægtet med persisk.

[1] Det er dette vestiranske sprog, medisk, som ligger til grund for vore dages kurdisk og det er i Zend Avesta at vi har den første skriftlige omtale af Newroz

Newroz pîroz be!

Kilder:

Fyrst Serefxan (1597/1990): Serefname

Bender, Cemsid (1991/1994: Kürt Tarihi ve Uygarligi (Kurdernes Historie og Civilisation)

Minorsky, Vladimir (1938/1988): Kürtler (Kurdernes Rødder), Köln:Wesanên Halepce

Tuxen, Poul og Marcus, Aage (1954): Verdens Religionernes Hovedværker -Tredje Bind- Avesta, København: Gyldendal

Eliade, Mircea (1976): De Religiøse Ideers Historie – fra stenalderen til de eleusinske mysterier, København: Gyldendal

Læssøe, Jørgen (1966): Babylon

Kommentér via Facebook

kommentarer